Når man har pleje- eller bistandstillæg – og BPA samtidig.

Kommunikationsafdelingen

20. jan 2021

Pleje- og bistandstillæg skal altid udbetales fuldt ud. Det giver anledning til en del spørgsmål til Muskelsvindfonden, at kommunerne i stigende grad udbetaler mindre til Borgerstyret Personlig Assistance (BPA), end der faktisk er udmålt, samtidig med at kommunerne beder folk om selv at dække mankoen med deres bistands- eller plejetillæg

Problemstillingen handler naturligvis kun om personer med førtidspension eller invaliditetsydelse efter de gamle regler (før 2003) og personer med folkepension. Derimod handler den ikke om personer med førtidspension efter de nye regler, for i den nye pensionsform findes bistands- og plejetillæg ikke.

Spørgsmålet er, om kommunernes tiltagende praksis er lovlig. Svaret er ja.

Årsagen er, at både bistandstillæg, plejetillæg og BPA bevilges til betaling af den hjælp, man har brug for på grund af funktionsnedsættelsen. Men man skal naturligvis ikke have sit behov dækket to gange. Derfor skal enten bistands-/plejetillægget eller BPA beskæres. Og det er BPA, der skal beskæres.

Årsagen hertil er, at BPA er sudsidiær. Det vil sige, at andre bestemmelser i lovgivningen skal anvendes, før BPA kommer på tale.

Derfor er der ingen tvivl om, at det lovligt, når kommunen udbetaler mindre end bevilget til BPA og beder borgeren om selv at betale resten med bistands- eller plejetillægget, der jo er bevilget til samme formål.

Forvirringen opstår især, fordi kommunerne tidligere har anvendt den modsatte praksis: At udbetale det bevilgede beløb til BPA fuldt ud – og til gengæld beskære det bevilgede bistands- eller plejetillæg, ofte med en fast procent.

Der er ingen tvivl om, at den tidligere praksis var mere praktisk. Men den var ulovlig.

Den nuværende praksis er upraktisk. Men den er lovlig.

Så kunne Muskelsvindfonden godt protestere højlydt og bede politikerne ændre reglerne, så den tidligere praksis gøres lovlig, men det har vi valgt ikke at gøre.

Årsagen til at vi har truffet dét valg er, at plejetillæg og bistandstillæg er en af de ganske få ydelser, som førtidspensionister kan beholde, når de bliver folkepensionister. Der er mere end rigeligt, som bortfalder, når man bliver folkepensionist, så vi har valgt at betragte de to tillæg som så hellige, at vi støtter enhver regel og praksis, som går ud på, at de ikke under nogen omstændigheder må røres.

Men Muskelsvindfonden mener naturligvis også, at man ikke skal have dækket samme behov to gange, og derfor er vi også enige i, at den ene ydelse til hjælp skal beskæres – og det bliver så BPA.

Ankestyrelsen har truffet flere principafgørelser om, at BPA er subsidiær. En af dem kan læses ved at klikke her.

Hvor meget skal man så selv bidrage med?

Noget helt andet er så, hvor meget af éns pleje- eller bistandstillæg man skal bidrage med til finansieringen af BPA.

Og det er her, vi skal være på vagt.

Plejetillægget eller bistandstillægget kan nemlig være anvendt til andre ting, og så kan kommunen naturligvis ikke kræve, at det helt eller delvis skal bruges som betaling for BPA.

For eksempel kan det være aftalt, at man ikke får udbetalt det særskilte beløb til dækning af udgifter ved at have hjælpere i huset, som man ellers er berettiget til at få dækket, og at man til gengæld bruger bistands- eller plejetillægget hertil.

For eksempel kan det være aftalt, at man ikke ansøger om dækning af ekstra udgifter til sig selv og hjælperne – eller til en ekstra hjælper – under udlandsrejser og i stedet bruger pleje- eller bistandstillægget til de udgifter.

For eksempel kan det være aftalt, at man ikke ansøger om merudgifter efter servicelovens § 100 og i stedet bruger pleje- eller bistandstillægget. Lige nøjagtig dét er nok på kanten af det lovlige, men hvis kommunen og borgeren er enige om dén konstruktion, så fred være med den.

Og der kan være andre ting, som man bruger sit pleje- og bistandstillæg til.

Alt sammen har som konsekvens, at lige så vel som man ikke kan få dækket samme behov to gange, lige så lidt kan man bruge sit pleje- eller bistandstillæg to gange, og derfor må det beløb som man selv skal bidrage med til sin BPA afhænge af, hvor stor en del af pleje- eller bistandstillægget man ikke har disponeret over i forvejen til andre relevante og/eller aftalte formål.

Kommunen kan derfor godt bede borgeren om selv at bidrage til finansiering af BPA, når man har pleje- eller bistandstillæg, men kommunen skal foretage en konkret og individuel vurdering af, hvor meget man skal bidrage med.

Principperne er:

Man kan ikke få dækket samme behov for hjælp to gange.

Man kan ikke bruge sit pleje- eller bistandstillæg to gange.

Hvad hvis kommunen har handlet ulovligt?

Tilbage står så den situation, at en kommune – ulovligt – har beskåret pleje- og bistandstillægget og har udbetalt beløbet til BPA fuldt ud.

Her bliver juraen lidt tricky.

Afgørelsen om at beskære pleje- og bistandstillægget er nemlig ulovlig og dermed ugyldig.

Konsekvensen af en ugyldig afgørelse er, at borgeren skal stilles som om den slet ikke er truffet. Derfor kan man kræve sit pleje- og bistandstillæg udbetalt fuldt ud med tilbagevirkende kraft fra datoen for effektuering af den ulovlige afgørelse, dog under hensyn til de almindelige regler om forældelse.

Kommunen skulle i stedet have truffet afgørelse om beskæring af udbetalingen til BPA, men det kan kommunen ikke gøre med tilbagevirkende kraft.

Derfor kan der være en gevinst at hente ved at holde sig stringent til juraen.

Noget andet er, om det er rimeligt. Nok er der kommuner, som snyder og fupper borgerne, når de kan komme af sted med det; men derfor behøver man jo som borger og som handicaporganisation ikke nødvendigvis at falde ned på samme niveau for moral og anstændighed, som disse kommuner gør.

Muskelsvindfonden har med held været involveret i enkelte sager om denne problemstilling, hvor borgeren har haft juraen på sin side, og hvor det har været foreneligt med almindelig moral og anstændighed at rejse sagen, f.eks. fordi kommunen har tilbageholdt en større del af pleje- eller bistandstillægget end vi har fundet rimeligt ud fra en beregning af borgerens andre udgifter til relevante handicapbetingede formål.