Samme kommunale fejl igen og igen og igen.

Kommunikationsafdelingen

18. jun 2013

Den 1. juli kunne merudgiftsydelsen fejre 10 års jubilæum i sin nuværende udformning. Den er beskrevet i servicelovens § 41 (forældre der har et barn med handicap) og servicelovens § 100 (voksne). De to regelsæt er nogen lunde identiske

Derfor skulle man tro, at kommunerne nu har lært reglerne at kende og efterhånden er i stand til at overholde dem.

Det er desværre ikke tilfældet. Vi oplever fortsat mange fejl, og nogle af fejlene er de samme igen og igen og igen.

Om det er evnen eller viljen der mangler skal jeg lade være usagt, men i hvert fald er det en af de mest simple regler, som det er mest populært at overtræde, så evnerne skal virkelig være meget små, hvis det er dem, der mangler. Så det er det nok ikke.

Overtrædelsen går ud på, at kommuner tidsbegrænser merudgiftsydelsen til 12 måneder, og når de 12 måneder er gået, standser de simpelthen udbetalingen. Så er der lige pludselig ingen penge på borgerens konto.

Det må de bare ikke, og de er adskillige gange blevet gjort opmærksom på det af blandt andre skiftende socialministre.

Fejlen opstår, fordi merudgiftsydelsen skal genvurderes og dermed genberegnes én gang om året, men ofte sker det ikke, f.eks. fordi kommunerne har travlt. Men så siger reglerne altså, at udbetalingen skal fortsætte, indtil der er truffet en ny afgørelse. Meningen med dét er naturligvis, at det ikke skal komme borgerne til skade, at kommunerne ikke genvurderer ydelsen.

Kommunerne må ikke standse udbetalingen, blot fordi der ikke er sket en ny vurdering. Kommunerne må heller ikke skrive i en afgørelse, at bevillingen kun gælder i 12 måneder. Merudgiftsydelsen kan kun ophøre, hvis kommunen har truffet en ny – lovlig – afgørelse.

At beslutningen skal være lovlig betyder blandt andet, at der skal ske en konkret og individuel beregning, og afgørelsen kan naturligvis ankes.

End ikke hvis man flytter fra én kommune til en anden, må merudgiftsydelsen standses. Så skal den nye kommune fortsætte udbetalingen, indtil den selv har truffet en ny afgørelse.

Blandt andet den 23. november 2011 fastslog socialminister Karen Hækkerup endnu en gang i Folketinget, hvordan reglerne er, fordi folketingsmedlem Stine Brix fra Enhedslisten havde spurgt.

Vi er Muskelsvindfonden. Vi får ting til at ske. Ved at lytte. Ved at handle. Ved at udfordre. Ved at tage chancer. Ved at inspirere. Ved at råbe op. Ved at blive ved. Og frem for alt: Ved at stå sammen og skabe plads til forskelle og til det gode liv med muskelsvind. Besøg vores sider:

Tilmeld vores nyhedsbrev

Få vores nyhedsbrev cirka to gange om måneden.

Dine data bliver kun delt i Muskelsvindfondens organisation. I øvrigt henvises til Muskelsvindfondens generelle privatlivspolitik, som du finder her.

Kontakt os

Kongsvang Allé 23, 8000
Aarhus C
Tlf 89 48 22 22
info@muskelsvindfonden.dk