Jeg kunne ikke ønske mig en anden bror, men det har ikke altid været lige let at være lillesøster til en bror med et handicap, mener Signe Yder.
Jeg er fra helt lille vokset op med et sundt, men tæt forhold til døden. Med en bror med et handicap har det bare været nødvendigt i vores familie. ”Lev dit liv, mens du har det” og ”Gør det du vil i dag, for i morgen er det måske for sent”.
Da jeg var lille, forstod jeg ikke den dybere mening med disse citater. Men i dag er jeg overbevist om, at min opvækst har dannet mig som et meget rummeligt og forstående menneske.
Fra starten er jeg vokset op med en stor livsglæde. En livglæde, der ser muligheder frem for begrænsninger. Men som barn var det nogle gange rigtig svært at forstå.
Da jeg var lille, så jeg altid min storebror som en superhelt. Min bror kunne alt i mine øjne. Havde jeg problemer, søgte jeg til ham. Vores forhold var som alle andre søskendes: vi sloges, grinede, legede, snakkede og hyggede. Vi blev behandlet ens – og så alligevel ikke helt.
Men jeg følte altid, at jeg var inddraget i de ting, der skete omkring min storebror. Jeg følte ikke, at mine forældre holdt noget skjult for mig, tværtimod. Jeg kan huske, at jeg var med, når der skulle prøves hjælpemidler, og jeg var hjemme, når kommunen kom. Jeg følte mig som en del af det. Jeg forstod ikke noget af kommune-snakken, men trygheden og roen ved bare at være i huset gjorde, at jeg følte mig som en del af det.
Og så husker jeg det også som sejt, at jeg måtte stå bag på min brors crosser. Det, syntes mine venner, var snyd.
Tag dig nu sammen!
Men jeg kan også huske nogle episoder, hvor jeg blev frustreret. F.eks. da jeg i en alder af fem år blev rasende på Rasmus over, at han ikke ville ned på gulvet og lege med mig. Jeg blev så rasende, at jeg skubbede ham ind i skabet, så han væltede og brækkede armen. Lige i det øjeblik havde jeg følelsen: ”så kan du bare tage dig sammen”, men inderst inde vidste jeg jo godt, at Rasmus ikke bare kunne komme ned på gulvet, når der ingen hjælp var. Men alle andre kunne jo, og jeg ville bare så gerne lege med ham på gulvet!
Senere da vi gik i skole, husker jeg en anden episode. Vi elskede for det meste at være alene hjemme nogle timer om eftermiddagen. Men ind imellem blev det bare for meget at skulle hjælpe min bror. Jeg blev irriteret og frustreret over, at han ikke bare kunne gøre tingene selv. Jeg kan huske, at jeg flere gange har taget ham i nakken og væltet ham ud af kørestolen. Ned på gulvet, så han ikke kunne komme op. ”Så kunne han fand’me lære det”. Men kort efter fik jeg dårlig samvittighed og måtte agere kranservice og hjælpe ham op igen.
Rasmus blev også frustreret over det, men ikke så meget på mig. Mest over at han ikke bare selv kunne komme op og give mig igen. I dag kan vi godt forstå hinandens reaktioner dengang, men det er ikke noget, vi snakker om.
Hvorfor er vi ikke bare en normal familie?
Som barn har jeg nogle gange ønsket, at vores familie bare var som mine venners: En helt normal familie. Vi skulle altid tænke i andre ”bokse”: er der trapper? Kan min bror komme ind? Men som tiden gik, tænkte jeg ikke over det. Det blev lige så naturligt som, er der rødt eller grønt lys? Og hvordan får vi det til at blive grønt?
Nogle gange spekulerede jeg på, hvad andre tænkte, når de gloede sådan på os eller gik en stor omvej uden om os, som om de troede, at min bror var helt retarderet. Eller dem, der forsøgte at lade som om, de slet ikke så os. Hvorfor gjorde de dog sådan? Min bror er jo ligesom alle andre bortset fra, at han ikke kan gå.
Hvad glor de på?
Når vi var ude at handle, skete det også, at folk vendte sig om og gloede på min bror. Jeg kan huske, at jeg altid gloede voldsomt igen som om, det var dem, der var anderledes. Jeg syntes jo, at det var synd for min bror. Ved en anden episode kan jeg huske, at en kvinde bragede ind i en køledisk med sin indkøbsvogn, fordi hun havde så travlt med at glo på min bror. Det var en fryd for mine øjne, at det nu var hende, der kom i fokus og ikke min bror.
I dag har jeg stor forståelse for, hvorfor folk gør, som de gør. Selv i 2019 har mange svært ved at vide, hvilket ben de skal stå på, når de møder en kørestolsbruger.
Et sundt forhold til forskellighed
Jeg er så heldig at have fået en søn, som knuselsker min bror. Min søn og min bror har det utrolig godt sammen, og min 3-årige søn hjælper glædeligt, når min bror har brug for det. At min søn kan vokse op med så sundt et forhold til forskellighed, er jeg taknemlig for. Han ser ikke noget galt i, at nogle er anderledes.
Når alt kommer til alt, kunne jeg ikke ønske mig en anden bror. Han er verdens bedste i mine øjne. Vi vil gå igennem ild og vand for hinanden. Vi har en helt speciel relation, som kun vi søskende til en med et handicap kan forstå.
Signe Yder
Hun 23 år og pædagogisk assistent.
Hun er kontaktperson til en netværksgruppe i Muskelsvindfonden for 18-30-årige søskende til en person med muskelsvind. Du finder gruppen på Facebook/Søskendegruppe (åben) – Muskelsvindfonden.
Andre udvalgte artikler til dig
- 12/04 2014
Jeg kan ikke være den eneste, der har det sådan
- 11/02 2019
Børn kan og skal ikke være robuste hele tiden
