Helene Bagge Grimstrup er en af dem, der er ramt af Ankestyrelsens praksisændring i forhold til dækning af merudgifter til bil.
På trods af klare tal fra Danmarks statistik når både kommune og Ankestyrelsen frem til, at Helene ville have haft bil, hvis ikke hun havde muskelsvind. Dermed forsvandt hendes mulighed for at få dækket ekstraudgifterne til bilen.
Helene beskriver sin oplevelse sådan:
Ligesom ved eksaminer på universitetet har du tre forsøg, når det kommer til merudgiftsansøgninger. Dit første forsøg er din reelle ansøgning. Dit andet forsøg er et modsvar til kommunens afgørelse. Dit tredje og sidste forsøg er et modsvar til kommunens modsvar på dit modsvar. Kafka ville være stolt.
Lad mig tage udgangspunkt i et konkret eksempel fra min ansøgning:
Bilvurdering. Jeg er en enlig kvinde, der bor og arbejder i København. Hvis min hverdag skal hænge sammen, er en handicapbil nødvendig for at kunne komme på arbejde, til sociale aktiviteter og familiebesøg i bl.a. Jylland. Ligesom min kørestol er et hjælpemiddel, opfatter jeg også handicapbilen som et hjælpemiddel over længere afstande.
Trin 1: Verdens bedste velfærd
I mit første forsøg skriver jeg altid min ansøgning, som om jeg lever i verdens bedste velfærdssamfund. Så jeg sender egentlig bare en oversigt ind over alle mine handicap-relaterede udgifter. Så enkelt er det vel. Ikke?
Formålet med første forsøg er egentlig i bedste poker-stil at få kommunen til at vise deres hånd: Hvordan argumenterer kommunen? Hvilke ”objektive grunde” lægger kommunen vægt på i sin afgørelse?
Trin 2: Objektive tal
I den konkrete bilsag giver kommunen afslag ud fra en undersøgelse om bilrådighed i byområder fra Danmarks Statistik: 30,3% af mænd og kvinder mellem 25 og 29 år har bil. Kommunen mener selvfølgelig, at min livssituation placerer mig i det fåtal, der ejer bil.
Så er det tid til mit forsøg nummer 2!
Jeg sender et modsvar ind: Tal fra Danmarks Statistik viser faktisk, at hvis man tager udgangspunkt i enlige kvinder på min alder, bosat i min kommune og med samme indtægt som mig, er det kun mellem 11 og 18 %, der har en bil.
Men her spiller kommunen en joker, som jeg ikke havde set komme:
De vil ikke tage udgangspunkt i den statistik overhovedet, fordi tallene, ifølge kommunen, er i strid med Ligestillingsloven, fordi de beskriver en kvindes livssituation. Kommunen vælger i stedet at basere deres afgørelse på objektive tal: Familier i områder med ”højt serviceniveau af offentlig transport” og et faktaark om transport og indkomst fra 2014!
Trin 3: Retssikkerhed
Mit tredje forsøg er at skrive et sidste modsvar, som Ankestyrelsen skal læse. Ankestyrelsens svar (fortalt med mine egne ord):
”Så længe kommunen bare skriver, at der er tale om en individuel vurdering, så er vi faktisk ligeglade med, hvad indholdet af den vurdering er. Hej hej.”
Jeg har ikke en chance
Det var rystende at få det afslag fra Ankestyrelsen. Dels har det store økonomiske konsekvenser for mig. Jeg skal selv afholde alle udgifter på en bil, som jeg ikke ville have haft, hvis jeg ikke havde et handicap. Og med en flexjob-indtægt bliver det svært at få råd til at have bil.
Dels påvirker afslaget mig også psykisk. Jeg føler mig utryg, når Ankestyrelsen ikke længere er den uvildige instans, der reelt vurderer en afgørelse og tager stilling til såvel mine som kommunens argumenter. Det gør Ankestyrelsen ikke længere.
Jeg sidder tilbage med følelsen af, at jeg som borger ikke har en chance i det system.
Læs også Muskelsvindfondens kommentar til Ankestyrelsens svar