Kommune har givet afslag på særlig sportskørestol til ung mand med handicap og henviser ham i stedet til en idræt, der er billigere for kommunen. Ankestyrelsen giver kommunen medhold til stor undren og kritik fra Muskelsvindfonden
”Det er vildt, at kommunen må vælge, hvilken sportsgren jeg skal dyrke.”
27-årige Tim Dalsgaard Pedersen, der har muskelsvind og derfor bruger kørestol, sad målløs tilbage, da han fik afslaget fra Horsens kommune på at få bevilget en sportsstol. For et år siden havde han søgt kommunen om sportsstolen, der er designet til den tempofyldte og taktiske sport powerchair floorball.
Kommunen sagde nej, fordi den mente, at han i stedet kunne dyrke kørestolsfodbold og vel at mærke bruge sin daglige kørestol til sporten. Kommunen ville så bevilge en skærm til stolen, som er nødvendig for at dyrke den sport.
Som at sammenligne fodbold og håndbold
Tim Dalsgaard Pedersen
Han betegner sig som en velfungerende og glad ung mand, der bor i egen lejlighed i Horsens og har 24-timers hjælperordning. Han har en stor passion for sport og vil gerne dyrke sport som alle andre.
”Men det er slet ikke den samme sport. Det er som at sammenligne fodbold og håndbold. Jeg vil gerne dyrke en sport med fart, tempo og taktik, og det kan man i powerchair floorball,” siger Tim, som mener, at kommunen skal sammenligne ham med andre unge i samme livssituation, som har mulighed for at vælge den sportsgren, de har lyst til.
Tim har i mange år spillet el-hockey, men det gav efterhånden mange smerter, når han skulle ned i de små el-hockey-stole, hvor han pga. sin højde måtte sidde med bøjede ben.
Tim ankede kommunens afgørelse, men i september 2021 gav Ankestyrelsen kommunen medhold. Tilbuddet om at spille kørestolsfodbold i stedet for var helt ok, mente Ankestyrelsen.
Kæmper videre
Men det kan ikke passe, mener Tim, som har henvendt sig til Muskelsvindfondens politiske afdeling for at få hjælp i sagen.
Tim har samlet flere argumenter for, at kommunens forslag ikke er holdbart.
1) Han har brug for anderledes støtte og tilpasning af en el-kørestol, når den skal bruges til sport. Hans hverdagskørestol er tilpasset hans arbejde i Administrations- og digitaliseringsafdelingen ved Horsens Kommune, hvor han har haft et fleksjob i de sidste fem år og til hans øvrige hverdagsliv. Den er ikke tilpasset til en aktiv sport, hvor man skal bevæge sig hurtigt og konstant skifte køreretning.
Tim har prøvet at bruge sin hverdagskørestol til powerchair floorball, men den fungerede ikke og er i øvrigt heller ikke tilladt ifølge reglerne i powerchair floorball. Ud over at være for langsom og være ubehagelig at sidde i, når han skal bevæge sig hurtigt, er der bl.a. i sporten krav om, at bolden skal kunne rulle frit under kørestolen. Det kan ikke lade sig gøre i en hverdagskørestol.
2) Hvis Tim skal bruge sin hverdagsstol til sport, vil han være meget bekymret for, at der sker en skade på kørestolen. Hvis hverdagskørestolen bliver skadet, hvad gør han så i forhold til sit arbejde og øvrige fritidsliv? En skade på el-kørestolen kan dermed få store konsekvenser for hans hverdag.
Føler sig fri, når han dyrker sport
”Jeg kan godt forstå, at kommunen synes, at en sportsstol er en stor udgift, men så stor er den heller ikke. Og for mig vil den have stor værdi. Et af de eneste tidspunkter, hvor jeg føler mig fri og selvstændig, er, når jeg dyrker sport,” siger Tim, der har været permanent kørestolsbruger i adskillige år pga. sin muskelsvinddiagnose Duchennes muskeldystrofi.
Ankestyrelsen har totalt ændret holdning
Muskelsvindfondens socialfaglige konsulent Danni Hillbrandt-Mogensen, som er gået ind i Tims sag, er meget forundret over såvel kommunens som Ankestyrelsens afgørelse i sagen. Især fordi Ankestyrelsen totalt har ændret holdning fra tidligere i forhold til spørgsmålet om støtte til en sportsstol.
”
”Et af de eneste tidspunkter, hvor jeg føler mig fri og selvstændig, er, når jeg dyrker sport.”
Tim Dalsgaard Pedersen
I 2014 afgjorde Ankestyrelsen en tilsvarende sag hos et andet medlem. Her var konklusionen det direkte modsatte af den afgørelse, de nu har truffet. Dengang vurderede Ankestyrelsen, at en sportsstol skulle betragtes som en nødvendig merudgift. Dels fordi det var nødvendigt med en ekstra kørestol til sport, fordi det ellers ville være for sårbart kun at have én kørestol til brug i både hverdag og sport. Dels fordi en hverdagskørestol ikke levede op til de krav om robusthed, acceleration m.v., som sporten krævede.
”Ingen af de argumenter er taget med i den afgørelse, der er truffet i Tims sag,” siger Danni Hillbrandt-Mogensen og fortsætter:
“Når man læser Ankestyrelsens afgørelse fra 2014 og sammenholder den med Ankestyrelsens afgørelse i Tims sag, er det ærlig talt meget svært at begribe, at vi har at gøre med den samme Ankestyrelse. Ingen af de argumenter fra deres afgørelse i 2014 bliver tillagt betydning i Tims sag på trods af, at vi har at gøre med to mere eller mindre identiske sager.”
Håbløs vurdering af sammenlignelighed
Han påpeger også, at i Tims sag har både kommune og Ankestyrelsen henvist til, at Tim kan spille kørestolsfodbold i sin hverdags-kørestol. Uanset om det er den sport, han ønsker at spille. Begrundelsen fra begge instanser er, at de to idrætsaktiviteter er sammenlignelige, fordi der i begge tilfælde er tale holdsport.
Til det siger Danni Hillbrandt-Mogensen:
”Det er efter min opfattelse en fuldstændig håbløs vurdering. Der er jo kæmpestor forskel på idrætter, selv om de begge er holdsport. Basketball og fodbold er f.eks. også begge holdsport, men der er da himmelvid forskel på de to idrætter.”
Ankestyrelsen går stik imod sin egen principafgørelse
Danni Hillbrandt-Mogensen henviser også til den principafgørelse, som Ankestyrelsen lavede i 2019 om støtte til fritidsaktiviteter. Her understreger Ankestyrelsen, at man ikke kun skal se på selve fritidsaktiviteten, men også forholde sig til, hvad borgeren får ud af den alternative fritidsaktivitet, der henvises til.
”Tim har fra starten været meget tydelig om, at kørestolsfodbold ikke interesserer ham, og at han udelukkende ønsker at dyrke powerchair floorball. Alligevel har det ingen betydning hos hverken kommunen eller Ankestyrelsen. Ankestyrelsen skriver endda i sin afgørelse, at de er opmærksomme på det, men at det ikke ændrer ved resultatet. Ankestyrelsen går altså stik imod deres egen principafgørelse ved åbenlyst at sige, ’vi er faktisk ligeglade med, om kørestolsfodbold interesserer dig. Du kan dyrke en holdsport i din egen hverdags-kørestol, og det må være nok’,” siger Danni Hillbrandt-Mogensen.
Bekymrende praksisskred i Ankestyrelsen
Muskelsvindfonden ser med stor alvor på Ankestyrelsens afgørelse i Tims sag. Afgørelsen fastsætter en praksis, der reelt gør det tæt på umuligt at få bevilget en sportsstol.
”Kommunerne har fået grønt lys til – uanset borgerens egen interesse og ønsker – at henvise til en hvilken som helst anden og billigere idræt, så længe denne idræt også er en holdsport. Det åbner jo portene på vid gab for, hvilke idrætter der kan vurderes som sammenlignelige. Det er ganske enkelt et alt for spinkelt og unuanceret sammenligningsgrundlag,” lyder meldingen fra Muskelsvindfondens socialfaglige konsulent.
Han mener også, at det frie valg til at dyrke idræt er væk for mennesker med omfattende handicap sammenlignet med andre mennesker uden et handicap.
”Tims sag er desværre blot endnu et eksempel på et bekymrende praksisskred, der er sket i Ankestyrelsen. I de senere år har vi oplevet et grundlæggende holdningsskift hos Ankestyrelsen i forhold til, hvad man med rimelighed kan forvente af levevilkår og hjælp, når man lever med et handicap.”
Muskelsvindfonden har tidligere stillet forslag om en retssikkerhedspakke for at øge retssikkerheden for mennesker med handicap. Et af forslagene handler netop om Ankestyrelsen, hvor Muskelsvindfonden kraftigt opfordrer til, at Ankestyrelsen skal styrkes og igen blive den neutrale instans, som den oprindelig var.
