Af Jane W. Schelde
Foto: David Bering
Helga Illemann er 78 år – og gammel, siger hun. Ikke ældre. Det er kun noget, man siger, hvis man er bange for at sige, at man er gammel, mener hun.
– Når man er sidst i 70’erne, er man sgu gammel,” siger hun med et grin, som antyder, at hun ikke forbinder ordet med noget negativt.
Tværtimod. Hun vil da gerne blive både 80 og 90 år – hvis ellers hovedet kan følge med.
– Det kunne da være sjovt. En 90-årsfødselsdag er da fantastisk. Jeg har regnet ud, at der er 12 juleaftener, til jeg bliver 90 år, siger hun og tilføjer: ” At blive gammel er ligesom, når du kommer fra sommer til efterår. Tingene falder ned, og det bliver så roligt.
– At blive gammel er ligesom, når du kommer fra sommer til efterår. Tingene falder ned, og det bliver så roligt. Det er en god ting. Ligesom da vi havde sommerhus. Når vi kom der i efteråret, var der ingen græs, der skulle slås. Man kunne gøre det, man havde lyst til. Sådan føler jeg det også lidt nu. Der er ikke noget, jeg skal, og jeg må godt sige fra.
Det sidste er dog ikke noget, Helga altid har været god til. Det er hun blevet. Tidligere gik hun over sine grænser, fordi det lå i hendes opdragelse at please og sige ja, selv om det måske ville gå ud over hende selv.
– Mænd har ikke den følelse. De skal ikke please, for det har de ikke lært, siger hun og sender et smil over til sin mand, Poul Erik.
Rejs, mens du kan
Når Helga skal sætte ord på sit liv, er det mest positivt. Hun har et godt liv og kunne ikke ønske sig det anderledes. Hun bestemmer selv sin tid, og hun og Poul Erik har været så heldige, at de har kunnet gøre det, de havde lyst til – også rent økonomisk. De har bl.a. rejst meget i hele verden og har faktisk besøgt 36 lande og prøvet lidt af hvert på rejserne.
– Da jeg fik min diagnose, vidste vi godt, at jeg ikke skulle vente med at gøre ting. Lægen sagde til mig, at hvis jeg havde en trang til at komme ud, skulle vi gøre det nu. Det råd fulgte jeg.
I de sidste ti år er det ikke blevet til oversøiske rejser, men det er også helt ok. Det er blevet lidt mere besværligt at rejse, når hun skal have sin bipap (næserespirator) med på fly og skal udfylde en masse papirer. Hun kan heller ikke mere nøjes med en manuel kørestol. Hun kan stadig gå lidt derhjemme, men ellers foregår al transport på crosser eller i el-kørestol. Men hun har heller ikke noget til gode på rejsekontoen, siger hun. Til gengæld har hun og hendes mand samlet mange gode minder, som de kan se tilbage på.
Ville gerne være sygeplejerske
Ifølge Helga har hendes muskelsvind sat nogle grænser for det, hun gerne ville, men ikke noget, der har ødelagt noget for hende.
– Naturligvis har der været begrænsninger. F.eks. kunne jeg godt tænke mig at kunne cykle – eller gå ture i skoven på mine ben. Det kan jeg ikke. Men jeg vil stadig meget gerne i skoven, så nu foregår det i kørestol på stierne – også når det regner. Så tager vi bare regntøj på.
Oprindeligt ville Helga gerne have taget en uddannelse som sygeplejerske. Men allerede som ung – og før hun fik sin diagnose i 20’erne – kunne hun mærke, at hun ikke havde så mange kræfter, ikke kunne løbe eller gå ”ordentligt”. Så hendes mor mente i hvert fald ikke, at hun kunne blive sygeplejerske.
– Jeg ville gerne have sagt, at det kunne jeg godt – men jeg vidste, at det kunne jeg ikke, siger Helga, som i stedet fik et job på kontor. Bl.a. som skolesekretær på en ungdomsskole, hvor hun var omgivet af unge mennesker. Det var dejligt, husker hun.
– Jeg tænker nogle gange, hvad jeg ville have gjort, hvis jeg ikke havde fået muskelsvind. Jeg ved det jo ikke, men jeg havde nok fortsat med at arbejde, for jeg var glad for mit arbejde.
Jævnaldrende har også skavanker
Selv om Helga måtte stoppe med at arbejde, da hun var 54 år, fordi hendes vejrtrækning var dårlig, og hun fik behov for en bipap, stoppede det ikke hendes øvrige aktive liv.
Hun har altid haft et stort netværk og været aktiv i flere sammenhænge. Var spejder som ung – en gruppe, hun stadig holder fast i. En anden gruppe, som hun kalder batikpigerne, mødes hun jævnligt med ligesom akvarelholdet. Og i snart 30 år har hun gået til syning med nogle damer. De mødes en gang om måneden for at snakke og sy, selv om det ikke bliver til lige så meget syning som tidligere. De andre damer er jo også blevet ældre.
– Jeg har mange veninder helt fra barndommen. Der har jeg været den eneste, der havde et handicap, men det betød ikke noget. Jeg tror, det er, fordi vi har været gode til at tale om det. De har taget mig, som jeg er og har ikke taget specielle hensyn. Men nu er de andre også blevet ældre og har fået skavanker, så jeg er faktisk bedre kørende på nogle områder. Nogle af dem kan ikke gå så godt, og der har jeg kørestol, siger Helga med et lille grin og tilføjer, at hun ikke føler sig handicappet, når hun er sammen med dem. Gruppen er blevet mere ens med tiden.
Stædighed og humor
Det vigtigste, der er sket i Helgas liv og det, der har formet hendes liv, har dels været hendes muskelsvind, dels at hun mødte Poul Erik, og de har haft et godt liv sammen. De har respekteret hinandens særheder og har givet hinanden plads.
Og det vigtigste, hun har gjort for at få det liv, hun har nu, er at være aktiv.
– Når man får en eller anden sygdom, skal man selv være udfarende. Der er ingen, der kommer og hjælper en. Det giver også en stor tilfredsstillelse, når man selv har gjort en indsats. Og så er jeg født med et lyst sind, en stor humor og stædighed.
Det sidste giver sig udtryk i, at hun ikke opgiver, når der er et formål med det. F.eks. da hun efter fødslen af sit andet barn ikke kunne gå. Ved ihærdig træning i et år hos en fysioterapeut fik hun trænet sine ben op igen, og derefter gik hun til mensendieck-gymnastik i adskillige år for at bevare sine funktioner og lære sin krop bedre at kende.
– Det er derfor, jeg har kunnet holde mig så aktiv i så lang tid.
Svært at bede om hjælp
Hvis Helga skal give et par råd til andre – og måske et råd, hun selv gerne ville have haft som yngre – er det at være sig selv og ikke være ked af, at man ser anderledes ud. Hun ved godt, at det er nemt at sige og sværere at praktisere. Især hvis det drejer sig om unge mennesker i dag. De skal være så perfekte, se smarte ud og ligne de andre fra Instagram. Det er nemmere, når man har nået Helgas alder.
Det andet råd er at være bedre til at bede om hjælp.
” - Noget af det sværeste er at bede om hjælp. Det skal man nok øve sig i, for så går tingene lettere.
Jeg har selv haft svært ved at bede om hjælp, fordi jeg har været flov over det. Jeg ville ikke ud med, at jeg havde behov for det. Sikkert fordi jeg havde svært ved at acceptere det. I dag synes jeg, det er fjollet, for når jeg f.eks. spørger om hjælp i Brugsen, får jeg det.
Naturlige rynker
Helga vil gerne stå ved sin alder. Og hun er nået til et punkt, hvor hun er ligeglad med, hvad andre siger. Det er kommet med alderen. Det er netop det gode ved alderen, mener hun. ” Vi må acceptere kroppens forfald. Det undgår vi ikke.
– Jeg går da også med kortærmede bluser. Nogle vil sige, at jeg ikke skulle vise mine mormor-arme. Men jeg er jo mormor. Det kan man da ikke ændre på. Vi må acceptere kroppens forfald. Det undgår vi ikke.
Helgas barnebarn på 5 år spurgte en dag Helga, om hun brugte rynkecreme. Det svarede hun nej til – hvorefter det prompte kom fra barnebarnet:
– Det kan du også godt lade være med. For de er der allerede!
