Ankestyrelsen har i en konkret sag truffet afgørelse om, at man kan få dækket forhøjet husleje, hvis man er nødt til at flytte til en anden lejebolig som følge af sin nedsatte funktionsevne
Ankestyrelsen refererer sagens indhold således.
“Sagen drejede sig om en yngre kvinde med nedsat funktionsevne, som søgte støtte efter servicelovens § 100 til dyrere husleje, da hun var nødt til at flytte fra en lejebolig til en anden lejebolig, som ikke lå på første sal men i stueetagen.
Kommunen gav afslag på kvindens ansøgning med den begrundelse, at hun var omfattet af personkredsen for servicelovens § 100, men at bestemmelsen ikke gav hjemmel til at yde merudgifter til højere husleje. Kommunen mente ikke, at det var kvindens nedsatte funktionsevne, der var årsag til den højere husleje, men at årsagen var markedsprisen på boliger.
Det sociale nævn ændrede kommunens afgørelse. Nævnet fandt, at den forhøjede udgift til bolig var en konsekvens af hendes nedsatte funktionsevne, og at der var tale om en nødvendig merudgift. Kvinden var nødt til at fraflytte sin nuværende bolig på 1. sal for at flytte til en bolig i stueetage, da hun ikke længere kunne gå på trapper.
Kommunen klagede over nævnets afgørelse.
I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen, at der ikke var hjemmel til dækning af løbende husleje i servicelovens § 100. Kommunen henviste i den forbindelse til Socialministeriets Vejledning om særlig støtte til voksne, som nævnte eksempler på enkeltudgifter i forbindelse med flytning, som kunne dækkes efter § 100 men, at der var ikke nævnt eksempler på løbende husleje.
Kommunen påpegede endvidere, at kvinden ikke skulle kompenseres for at flytte fra en lejlighed med en husleje på 2300 kr. om måneden til en husleje på 4300 kr. om måneden. Kvinden kunne flytte til en billigere bolig eksempelvis en ungdomsbolig som andre unge under uddannelse. Kvinden måtte som alle andre unge tilpasse sin boligsituation til hendes indkomst. Kommunen anførte desuden, at folketinget havde gjort op med reglerne om forholdet mellem indtægt og husleje ved reglerne om boligstøtte.”
Ankestyrelsen begrundede afgørelsen således:
“Der er hjemmel i servicelovens § 100 til at yde hjælp til forhøjet husleje ved flytning som følge af nedsat funktionsevne.
Kvinden kunne derfor være berettiget til forhøjede boligudgifter som en merudgift i forbindelse med flytning til ny lejebolig.
Den konkrete beregning af merudgiften kunne først foretages, når kvinden havde fundet en egnet bolig. Det var alene den huslejeforhøjelse, som skyldtes kvindens nedsatte funktionsevne, som kunne bevilliges som en merudgift.
Begrundelsen for afgørelsen var, at en forhøjet boligudgift efter en konkret vurdering kunne anses som en nødvendig merudgift.
Det var lagt til grund, at kvinden var omfattet af personkredsen for merudgiftsydelsen, da hun led af kronisk leddegigt, og blandt andet brugte kørestol udendørs, rollator indendørs og speciel arbejdsstol i køkkenet.
Ankestyrelsen havde endvidere lagt til grund, at det fremgik af sagens oplysninger, at kvinden var nødt til at flytte fra sin nuværende bolig på 1. sal, da hun ikke længere magtede at gå på trapper. …
Boligstøttelovens særlige regler for beregning af boligstøtte til pensionister og stærkt bevægelseshæmmede afskar hende ikke fra at være berettigede til merudgifter til den forøgede boligudgift. Det var Ankestyrelsens opfattelse, at boligstøttelovens regler ikke udtømmende gjorde op med stærkt bevægelseshæmmede personers ret til at modtage tilskud eller merudgifter til forøgede boligudgifter.
Ankestyrelsen lagde i den forbindelse vægt på kompensationsprincippet og på, at boligstøtte blev givet til en meget bred kreds af befolkningen efter økonomiske kriterier, mens merudgifter blev ydet til grupper af funktionsbegrænsede uafhængigt af deres økonomiske forhold. De to regelsæt vedrørte således ikke samme målgruppe, og målgruppe og beskyttelseshensyn var forskellige.
Kvinden havde endnu ikke fundet en konkret bolig i stueplan. Ankestyrelsen fandt ikke, at kvinden havde pligt til at flytte til en ungdomsbolig med færre m2 eller pligt til at flytte til en ældre- eller plejebolig.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at det ikke fandtes at være i overensstemmelse med kompensationsprincippet, hvis der blev stillet krav om, at en ansøger havde pligt til at flytte til en bestemt type bolig på grund af den nedsatte funktionsevne.
Den konkrete beregning af merudgiften kunne først foretages, når kvinden havde fundet en egnet bolig. Kvinden skulle i den forbindelse være opmærksom på, at det alene var den huslejeforhøjelse, som skyldtes hendes nedsatte funktionsevne, som kunne bevilliges som en merudgift.”
Det får mig i øvrigt til at nævne, at jeg jævnligt oplever kommuner, som ikke vil dække ekstraudgiften til en dyrere bolig, hvis borgeren selv har fundet sin bolig. De vil kun dække en ekstraudgift, hvis det er kommunen, der har anvist boligen.
Men som det fremgår af Ankestyrelsens principafgørelse, så kommer dette overhovedet ikke sagen ved. I denne sag er det jo på ingen måde kommunen, der finder en bolig til den unge kvinde.
