Jeg tænker da meget på min krop

Jane W. Schelde

07. maj 2018

Peter Skov Jørgensen vil helst ændre samfundets opfattelse af idealbilleder ved at bringe individet i fokus frem for handicappet

”Da jeg var yngre, gjorde jeg alt for at skjule mit handicap. Dengang kunne jeg gå, men gik lidt vraltende og havde svært ved at gå på trapper og løfte armene højt op. Det ville jeg ikke vise – nok en måde at fortrænge mit handicap på og prøve at glemme det.”

Peter Skov Jørgensen, 49 år, har muskelsvind og sidder i dag i kørestol og har for længst erkendt, at han har et handicap, som han ikke kan skjule. Men derfor kan han stadig godt blive ked af sin krop og ved også, at han slet ikke kan leve op til de gængse kropsidealer.

”Det er min muskelsvind, der definerer min fysiske fremtoning. Så jo, jeg tænker da helt klart på min krop. Og når jeg ser et billede af mig, ved jeg godt, at jeg er lidt velpolstret. Men det, der irriterer mig mest, er, at jeg sidder sammensunken. Min ryg er ikke strunk, og mit hoved hænger lidt,” siger han og indrømmer, at han ligesom andre også tænker på, hvordan han fremstår, når han f.eks. lægger billeder på sin Facebook-side. Det er ikke ligegyldigt, hvordan han ser ud:

Vi er vores egne værste kritikere, og der er jo mange spejle allevegne.

Peter Skov Jørgensen

”Sidder jeg rigtigt i stolen, er jeg rettet op i ryggen, og holder jeg hovedet lidt oppe. Det tænker jeg da meget over,” siger han og erkender, at han på den måde måske selv kan være med til at understøtte betydningen af udseendet.

”Der er jo mange spejle allevegne, og vi er vores egne værste kritikere.”

Vi skal ikke udstille forskelligheden

At kropsidealerne er så entydige og snævre, tror Peter Skov Jørgensen er meget svært – for ikke at sige umuligt – at ændre. Men det gør det ikke mindre træls, at de fleste mennesker ikke kan se ud over udseendet og dømmer folk på det. Omvendt er han ikke fortaler for, at mennesker med handicap skal gå forrest og vise deres forskellighed. Tage billeder af deres handicap, ar, anderledes krop og bruge det for at vise mangfoldigheden og forsøge at rykke til idealbillederne.

”Jeg vil hellere fjerne fokus fra handicappet og bringe individet i centrum. Prøve at fortælle de gode historier og fokusere på, hvad borgeren med handicap kan tilbyde, hvilke værdier og kompetencer borgeren har. Som Gummi-tarzan siger, så er vi alle gode til noget. Vi skal bare finde ud af, hvad det er,” siger han.

Maskulinitet er andet end fysik

Sidste efterår tog blandt andre Peter Skov Jørgensen initiativ til et kursus kun for mænd: ”maskuline muskelsvindlere”, som netop satte fokus på mange mænd med muskelsvinds frustrationer over ikke at kunne leve op til de traditionelle maskuline dyder: at være stærk, svinge hammeren og kvinder – som Peter udtrykker det.

15 mænd deltog og tog hul på snakken om maskulinitet og især, hvordan den også kan give sig udtryk mentalt og intellektuelt. Maskulinitet er ikke kun noget fysisk, påpegede sexolog og parterapeut Lars Juhl, der styrede mændenes åbenhjertige snak.

”Vi tænker, at når vi mangler fysikken, så fremstår vi ikke maskuline. Vi fokuserer selv på fysikken, fordi vi ser glansbilleder allevegne, men det er os selv, der skal ændre os. Og dér var Lars Juhl god til at sætte tanker i gang hos os, der tvivler på vores maskulinitet,” siger Peter, som var glædeligt overrasket over, hvor åbne alle mænd var på så følsomt og sårbart et emne.

Han fik også selv noget med hjem – om at tænke maskulinitet bredere og om at flytte sit eget fokus fra det fysiske til det mentale. Men weekendkurset var kun en start på at acceptere, at idealerne aldrig vil kunne nås.

”Rejsen er kun lige begyndt,” siger Peter Skov Jørgensen, som ser frem til næste weekendkursus for maskuline muskelsvindlere i slutningen af august.