Opdragelse er vigtig og ikke synd for børn

Jane W. Schelde

11. feb 2019

De allerfleste børn har et udviklingspotentiale. Derfor kan vi godt stille realistiske krav til dem, mener psykolog og mor til udviklingshæmmet søn.

Psykolog og familieterapeut Annette Due Madsen, der er stifter af Center for familieudvikling og selv er mor til en udviklingshæmmet søn, kender i høj grad til sorg og bekymring for sit barns fremtid, og hvilke forventninger hun som forælder kan have til sin søns udvikling. Men både fagligt og erfaringsmæssigt mener hun, at det netop er vigtigt at have forventninger til sit barn uanset barnets formåen.

”Opdragelse er jo at tænke i barnets muligheder og evner. Hvilke muligheder har mit barn til at få kompetencer, udvikle sig socialt og indgå i gode fællesskaber. At opdrage betyder jo at drage op fra et niveau til et andet, og de allerfleste børn – også dem med udviklingshæmning – har et udviklingspotentiale. Man skal bare finde ud af, hvor det er,” siger Annette Due Madsen.

I opdragelse har alle børn brug for både omsorg og udfordring. Omsorg for at mestre livet i trygge rammer og udfordringer for at udvikle børnene til at opnå deres bedste. Og med udfordringer mener hun at stille krav og have forventninger, der passer til det, børnene kan klare.

”At stille krav er ikke noget dårligt. Det er en gave, fordi man samtidig siger, at man har forventninger til børnene og har en tro på, at de kan lære det. Det er med til at give dem selvtillid. Omvendt, hvis man ikke stiller krav til dem, måske fordi forældre synes, at de er belastet nok i forvejen og kun har brug for omsorg, så signalerer man, at det er ligegyldigt, hvordan børnene er. Så har man ingen forventninger til dem.”

Kvinde med briller kigger i kameraet
“At stille krav er ikke noget dårligt,” mener Annette Due Madsen.

Ren curling er ikke godt

Det samme gælder, når man i samfundet i dag taler om, at forældre ”curler” deres børn for meget.

”Ren curling for børn er ikke godt. Hvis man altid baner vejen for dem, er det, fordi vi ikke forventer, at de mestrer noget selv. Når vi opdrager vores børn, er det jo netop for, at de kan lære at mestre livet og indgå i sociale sammenhænge.”

Annette Due Madsen nævner som eksempel, at hendes søn, der ikke har noget sprog og har et betydeligt handicap, har lært at gå ud med skraldeposen. Når han gør det, får han positiv feedback.

”Det får man, når man mestrer noget og bidrager. Og alle har brug for positiv respons,” siger hun og mener, at det samtidig gør, at han får betydning i fællesskabet.

Stil alderssvarende krav til søskende

Også søskende kan blive ”curlet” for meget. Nogle forældre tænker, at søskende til børn med en diagnose eller handicap har nok af besvær i forvejen. De fleste søskende skal også bære over med mange ting i hverdagen, lære at vente – eller for 17. gang bygge Lego-tårnet op, fordi deres søster eller bror har væltet det igen.

”Mange af søskende skal tilpasse sig de særlige omstændigheder, og derfor skal de også ”curles” nogle gange, fordi de strækker sig langt. Men de vil alligevel have glæde af, at forældrene forventer noget af dem,” mener Annette Due Madsen og tilføjer, at hvis søskende får tilpas med omsorg og tilpas med nærvær, er det ikke bare synd for dem, at de har en søster eller bror med et handicap/diagnose. Udfordringerne skal blot stå i samsvar med deres alder og udvikling.

”Hvis vi forventer, at søskende mestrer det hele uden at blive set, kan det være ganske hårdt at være søskende. Så skal man på en måde være større, end man er. Og det kan give lav selvfølelse, hvis kravene er større end det, de føler, de kan mestre, selv om de gør deres bedste. For de når aldrig i mål.”

Pas på parforholdet

De fleste forældre, der får et barn med handicap, bliver forældre i døgndrift. Der er det vigtigt – eller ekstremt vigtigt, som Annette Due Madsen fremhæver det – at huske parforholdet og at det bliver tilført noget ind imellem. Man kan ikke blive ved med at øse af en brønd, der aldrig bliver påfyldt. Til sidst er der ikke mere at øse af, siger hun.

”Så nogle gange må man sætte sit barn lidt til side. Det lyder hårdt, og flere forældre reagerer også på, at deres barn skal i aflastning, men forældrene har brug for alenerum, hvor de kan kigge hinanden i øjnene, hvor de kan planlægge og opmuntre hinanden. Det er jo en vigtig organisation, de skal styre,” siger hun og sammenligner familien med en virksomhed. Hvis den skal fungere, kræver det også, at de ansvarlige mødes i ny og næ. Ellers kan det ende i kaos og stor slitage.

”Jeg kan godt forstå, at nogle forældre løber skrigende bort fra hinanden, for hvem skulle de ellers løbe væk fra? De kan ikke løbe skrigende fra barnet. Forældre skal holde hele livet, og barnet er afhængig af dem. Derfor er det vigtigt som forældre at få tanket op, og det er ikke omsorgssvigt at skubbe barnet lidt til side,” siger Annette Due Madsen, som gerne vil være med til at opfinde et nyt ord for ”aflastning”. Alene ordet signalerer jo, at barnet er til last, og at det er for forældrenes skyld.

”Hvis vi kunne finde et andet udtryk, ville det lette forældrenes skyldfølelse,” mener hun.