Samarbejdet med Muskelsvindfonden om Grøn Koncert er lige så vitalt nu, som det har været fra begyndelsen for Tuborg, fortæller bryggerigigantens sponsorchef
Da Grøn Koncert for mere end 30 år siden kom til verden gennem et interessefællesskab mellem Tuborg og Muskelsvindfonden, var der på alle måder tale om et ønskebarn.
Rollefordelingen i projektet blev fra første færd, at Tuborg stod for promoveringen af eventen, mens Muskelsvindfonden påtog sig rollen som arrangør.
“Det gav rigtig god mening at kaste os ud i det,” fortæller Tuborgs sponsorchef Peter Giacomello om partnerskabet, der har dannet grobund for Tuborgs nuværende store engagement på den danske musikscene med sponsoraftaler på flere af landets allerstørste festivaler.
“Musik er jo et naturligt sted at nyde øl, så der er ingen tvivl om, at samarbejdet med Muskelsvindfonden har været med til at skabe grundlag for Tuborgs strategi på musikfronten. Det er blevet en vigtig del af hele vores historie og vores DNA, og Grøn Koncert og Tuborg er i dag nærmest uadskillelige. På samme måde som Grøn Koncert er uadskillelig fra Muskelsvindfonden,” pointerer Peter Giacomello.
Vigtige budskaber
Sponsorchefen ser det som et kæmpe aktiv, at Tuborg ved hjælp af partnerskabet kommer i berøring med en enorm forbrugermasse i alle dele af landet.
“Det er en meget stor procentdel af den danske befolkning, der har været gennem Grøn Koncert-universet, og samarbejdet giver os mulighed for at komme derhen, hvor forbrugeren opholder sig og oplever vores produkter, nemlig med en kølig Tuborg ude på festivalpladsen,” forklarer han og fortsætter:
“Frem for alt giver vi forbrugerne en oplevelse af, hvad Tuborg kan gøre for dem, når de ved, at vi er med til at facilitere den dag, hvor de hygger sig med familien, og vi når nogle forbrugere, som vi ellers ikke ville nå med vore øvrige musikarrangementer. Det er en lidt anden målgruppe, Grøn Koncert har, end ved de gængse festivaler,” siger Peter Giacomello, der betegner partnerskabet som en af hjørnestenene i Tuborgs sponsorportefølje.
“Det tilfører en stor værdi til Tuborg-brandet, så det er vi selvfølgelig rigtig glade for,” understreger han.
At overskuddet går til et velgørende formål, ser Peter Giacomello kun som en skøn bonus. Den samme glæde finder han i, at festivalpladsen danner rammen om det mangfoldige møde mellem mennesker med vidt forskellig baggrund.
“Man samles omkring en fælles sag og en fælles oplevelse, og det er et stort plus, at man også har den type budskaber. At det ikke kun skal handle om musikken og om at drikke flere øl eller noget så kedeligt som overskud. Det handler faktisk også om, at vi skal komme mere i øjenhøjde med mennesker med handicap,” forklarer han.
Musik i hjertet
I løbet af de otte årlige koncerter er festivalglade forbrugere ikke de eneste, der møder Tuborg-brandet under uformelle rammer. Det samme gør kunder og leverandører hos Danmarks største ølproducent. Og når virksomheden på den tid af året plejer omgang med forretningsforbindelser, er mødelokalet midlertidigt skiftet ud med en pulserende festivalplads.
“Så får vi en kold øl og hører noget god musik og snakker om, hvordan det går. Det er en rigtig god måde at pleje vores netværk på og sikre en bedre relation til kunderne. Og fordi Grøn Koncert er national, er det et ekstra godt sponsorat for os, fordi vi så kan komme rundt i hele landet,” slår Peter Giacomello fast.
Sponsorchefen har i en årrække været souschef på spillestedet Vega, og hjertet banker for musikken. Derfor ønsker han også at være med til at sikre, at Grøn Koncert konstant undergår en udvikling.
“En af hemmelighederne er, at festivalen flytter sig hele tiden. Den gør det bare med små skridt, så gæsten ikke rigtig opdager det. Men hvis man kigger 10 år tilbage, var det et helt andet musikprogram dengang, end der er i dag,” siger Peter Giacomello, som ikke mener, at der er noget forgjort ved at ændre på rammerne i den folkelige institution, som Grøn Koncert er blevet.
“Men det skal gøres med kærlighed og med respekt for historien. Hvis Grøn Koncert ikke flytter sig, bliver det en anakronisme og noget, som var engang. Vi er nødt til hele tiden at flytte det, så vi sikrer os, at det stadig er det stærkeste endags-festivalprogram og -brand, som vi har i Danmark,” pointerer han.
På spørgsmålet om, hvorfor Muskelsvindfonden stadig er en interessant partner for Tuborg, falder svaret prompte.
“Det er det, fordi vores fælles projekt Grøn Koncert stadig er lige så vitalt, som det altid har været, og er blevet et stærkt brand. Derfor ville det være ret fjollet, hvis man ikke længere skulle samarbejde, når nu det hidtil har fungeret så godt. Når man har et lykkeligt ægteskab, er der jo ingen grund til at blive skilt,” siger Peter Giacomello.
Grøn Koncert 2015
- 8 koncertbyer: Kolding, Randers, Aarhus, Aalborg, Esbjerg, Odense, Næstved, København
- 165.000 publikummer
Publikumsanalyse: (2014)
- 92 % af publikum stiller sig positive over for virksomheders sponsorering af Grøn Koncert
- 90 % af de gæster, der oplevede sampling, var positivt stemt
Andre udvalgte artikler til dig
- 12/12 2020
Den vildeste arbejdsplads og den rareste cirkusfamilie
- 16/11 2018
Ærespris til Evald Krog og Jacob Haugaard
- 10/09 2020
Ny Pærfekt æblemost – hyldest til uperfekthed