’De handicappede’ er en passiv massebetegnelse, mens ’mennesker med et handicap’ er en respektfuld beskrivelse, der giver et helt andet og vigtigt signal – og samtidig følger udviklingen i samfundet, mener Jørgen Lenger.
Nogle synes, det er vigtigt. Andre synes, det er uden betydning, hvilke ord og udtryk vi anvender om handicap og muskelsvind. I Danmark taler vi om ’mennesker med muskelsvind’.
Det ikke-medicinske ord muskelsvind er et bevidst valg, der ikke signalerer sygdom og er en vigtig del af Muskelsvindfondens rødder og tilgang til tilværelsen, men også et første signal om, at sproget gør en forskel.
Mere generelt er det mest politisk korrekte for tiden vel ”mennesker med en funktionsnedsættelse” eller ”mennesker med et handicap”. Måske er det lidt tilfældigt, om vi bruger det ene eller andet, men faktisk betyder de ikke det samme, langt fra endda.
Funktionsnedsættelse handler om en persons fysiske begrænsning. Handicap handler om den situation, en person med fysiske begrænsninger sættes i, hvis omgivelserne ikke er tilgængelige:
Den samme funktionsnedsættelse kan være et alvorligt handicap, hvis man skal bestige Folketinget talerstol, men et mindre handicap, hvis man opholder sig på et feriecenter som Musholm.
Muskelsvindramt
De tre udtryk om funktionsnedsættelse, handicap og muskelsvind har den fordel, at de på samme tid er korrekte og nuancerede og siger noget om både personen og omgivelserne, men samtidig er de også tunge både i tale- og skriftsprog.
I daglig tale – især uden for Muskelsvindfonden! – anvendes også ordet ”muskelsvindramt”, som leder tanken hen på noget pludseligt som ”ramt af lynet” eller ”ramt af Amors pil”. Eller ”ramt i røven”, som John Faxe Jensen sagde, da han scorede 1-0-målet mod Tyskland i juni 1992. I hvert fald kender jeg ikke ret mange med muskelsvind, der føler sig ”ramt”.
Betyder ordet noget?
Så kan man spørge, om det har nogen som helst betydning, hvilke ord vi bruger, hvis meningen ellers er klar nok? Det mener jeg, at det har. Stor betydning endda.
”
Ord kan virke som bittesmå doser arsenik: De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel
Viktor Klemperer
Tysk filolog
Tidligere anvendte vi oftest ordet ”handicappede”, både om mennesker med en funktionsnedsættelse og om mennesker, som omgivelserne gjorde ”handicappede”. Den skelnen tog vi ikke så nøje; men muligheden for at skelne er af betydning, fordi den markerer, at konsekvenserne af en funktionsnedsættelse kan påvirkes. Både af den enkelte selv og af samfundet, som dermed forpligtes ikke mindst i forbindelse med tilgængelighed.
En upersonlig massebetegnelse
Når jeg læser nogle af de taler, som jeg holdt i Folketinget i 1980’erne, må jeg tilstå, at det skurrer i ørerne (eller nok mest i øjnene), fordi jeg konsekvent bruger ordet ”de handicappede”.
Når jeg tænker tilbage på det job, som jeg havde i Århus Kommunes Social- og Sundhedsforvaltning i 1970’erne, sagde jeg altid, at jeg ”arbejder med handicappede”, og så skurrer det endnu mere. Men sådan hed det. At ”arbejde med handicappede” markerer en for nutiden heldigvis utilladelig distance.
”De handicappede” er en massebetegnelse, en grå masse, der reelt kun kan anvendes i flertal. Entalsformen er i bedste fald akavet, i værste fald findes den slet ikke. Individet forsvinder eller er i hvert fald gemt væk.
”De handicappede” egner sig langt bedre som objekt i sætningen end som subjekt. Det placerer derfor mennesker i en passiv rolle, mens andre er de aktive, der agerer for og med ”de handicappede”, som ikke selv agerer.
Mere respekt i dag
På den tid var det naturligt at tale sådan, for som oftest var man i den passive rolle, når man havde et handicap. Men siden da er udviklingen gået i retning af mere respekt for det enkelte menneske med et handicap, og mennesker med et handicap indtager nu en langt mere central placering i samfundet end dengang.
Så kan vi diskutere, om det er sprogets skyld, eller om sproget blot afspejler udviklingen, hvilket vel egentlig er en diskussion om hønen og ægget. Men i hvert fald er samfundsudviklingen og den sproglige udvikling gået hånd i hånd og har gensidigt understøttet hinanden. Udviklingen påvirker sproget. Sproget påvirker udviklingen.
Fra invalideforsikring til førtidspension
Udviklingen af det førtidspensionssystem, som vi kender i dag, startede i 1921, hvor man indførte ”invalideforsikringsloven”. I 1922 fulgte så ”aldersrenteloven”. Begge dele var klare fremskridt, selv om invalideforsikringsloven byggede på princippet om frivillig forsikring. I øvrigt meget sigende for samfundets holdning at bruge ordet invalid = uden værdi eller værdiløs.
I 1933 kom ”Folkeforsikringsloven”, hvor man forlod forsikringsprincippet og indførte det, der blev kaldt invaliderente, og som i 1956 kom til at hedde invalidepension.
Først i 1984 blev invalidepension erstattet af førtidspension, og ordet ”invalid” udgik af lovgivningen. Det oprindelige forsikringsprincip havde i mellemtiden udviklet sig til en pension på et rent helbredsmæssigt grundlag, på kombineret helbredsmæssigt og socialt grundlag eller på rent socialt grundlag, f.eks. misbrugsproblemer eller manglende tilknytning til arbejdsmarkedet over en længere årrække.
Ordet invalid er (næsten) udgået
I de efterfølgende år forsvandt ”invalid” mere og mere ud af sproget. For eksempel 24 år senere – i 2008 – ændrede De Samvirkende Invalideorganisationer navn til Danske Handicaporganisationer.
Ordet invalid anvendes dog stadig sporadisk i daglig tale, for eksempel som ”invalidebil” om det, der hedder handicapbil og snart hjælpemiddelbil, men også om førtidspensionen og meget ofte af journalister, som også gerne fortæller skrækkelige historier om mennesker med et handicap, som nogen har bundet eller lænket til en kørestol – eller måske endda til en seng.
Men forsikringsselskaberne holder konsekvent og stædigt fast i ordet ”invalidepension”.
Det handler om kompensation
Tilbage står imidlertid, at sondringen mellem funktionsnedsættelse og handicap er en påmindelse til os alle sammen om, at ting kan ændres. Dette viste sig blandt andet med den meget stærke understregning af kompensationsprincippet i serviceloven fra 1998.
Al handicappolitik handler om kompensation. Det er kompensationen, der begrænser den negative effekt af en funktionsnedsættelse. Det er også princippet om kompensation, der skal løfte os i fremtiden, og som vi skal forsvare.
Sprog er som arsenik
Og skulle vi være i tvivl om sprogets betydning, behøver vi blot at tænke syv år tilbage, hvor nogle borgmestre introducerede ordet ”gøgeunger” i forbindelse med mennesker med et handicap. Det førte i nogle år til en hidtil uset hetz og til en bølge af forringelser, hvis eftervirkninger vi fortsat slås mod.
Som den tyske filolog Viktor Klemperer udtrykker det i ”Lingua Tertii Imperii: Sprache des Dritten Reiches”: ”Ord kan virke som bittesmå doser arsenik: De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel.”
Om nogle årtier vil man se tilbage på os med overbærenhed på samme måde, som jeg i dag ser tilbage på nogle af de udtryk, vi brugte for 30-40 år siden.
Historien har det med at fortsætte i én uendelighed. Vi kan påvirke den på mange måder. Også med vores sprog.
Andre udvalgte artikler til dig
- 02/12 2020
Jeg kæmper for at nedbryde had
- 15/06 2017
Må man sige spasser, perker og bøsse?
- 13/06 2017
Hvem ser du?
