Blandt katte, ugler, ulve og andre fantasy-væsener holder Stephanie Fjeldsø Fischer til i sin forfatterhule
Der er ting allevegne. Så snart man kommer ind på værelset, får man fornemmelsen af at træde ind i en hule spækket med mystik, fantasi og magi. Loftet er dækket af plakater. Et højt glasskab er fyldt med et utal af kattefigurer i porcelæn. Reoler er sirligt fyldt af bøger i serier med ensartede rygge. Over sengen hænger et billede af et vinterlandskab i et blåligt skær og ovenover et skindmaleri af to ulve omkranset af en ramme af grene og fjer. På bordet ligger en stor sort – levende – kat og slænger sig.
”Det er min forfatterhule,” forklarer Stephanie Fjeldsø Fischer, da hun byder indenfor. Det er her, hun opholder sig det meste af tiden. Sover, spiser, skriver, læser, ser netflix-serier eller stener ved Facebook.
”Jeg er meget introvert. Det er vist en forfatterting. Jeg har ikke brug for at være sammen med venner hele tiden. Det har nok både noget med min personlighed og min muskelsvind at gøre,” siger hun.
”
”På en god dag kan jeg skrive i en halv time. Så har jeg brug for en pause i hovedet og i fingeren.”
Stephanie Fjeldsø Fischer
Stephanie er 27 år, bruger kørestol og har haft respirator i de sidste ni år. Hun skal have hjælp til det meste, men kan stadig bevæge højre pegefinger. Det er den, hun styrer sin kørestol med, og den, hun skriver sine noveller og romaner med. Hun foretrækker også at læse bøger på computeren, hvor hun selv kan bladre i stedet for at skulle bede sin hjælper om at bladre i en fysisk bog.
”Jeg læser ret hurtigt, så jeg har ikke tålmodighed til at sige til hjælperen, at nu skal han bladre,” siger hun.
Vil gerne flytte hjemmefra
Stephanie er enebarn og bor i et parcelhuskvarter i Holstebro sammen med sine forældre. Hun vil egentlig gerne flytte hjemmefra – helst i et lille hus længere ude i naturen, hvor der er mere stille. Men hun har fået besked fra kommunen, at den ikke vil hjælpe hende med at finde en bolig med plads til alle hendes hjælpemidler. Især fordi forældrenes hus jo allerede er indrettet til hende, lyder meldingen. Så indtil videre bor hun hjemme. Men hun er begyndt at kigge efter små huse, der er til salg. Et købt hus vil på længere sigt være bedre for hende økonomisk, mener hun.
”Jeg har ikke råd til at sidde i en dyr lejlighed med en førtidspension, og når jeg får folkepension, har jeg slet ikke råd,” siger hun og tænker tilsyneladende allerede adskillige år frem i tiden.
Blandt katte, ugler og ulve
Katten Yin hopper ned fra bordet og smyger sig forbi kørestolen. Stephanie elsker katte. Ud over Ying, som er hendes egen, har hendes mor også en. Og igennem årene har hun samlet kassevis af kattefigurer. Glasskabet i værelset er helt fyldt, og der står endda flere kasser på loftet med figurer, fortæller hun.
Hendes foretrukne væsener er katte, ugler, ulve og i det hele taget dyr, man ser i fantasy-verdenen. Det er også den genre, hun kan lide at læse og skrive om. Hvis det altså ikke er realisme eller science fiction.
Skrev romanen med én finger
I begyndelsen af september udkom Stephanies første ungdomsroman ”Aftryk”. En bog, hun har arbejdet på i tre år. Når hun kun kan skrive med én finger, tager det tid at skrive en roman.
”Jeg er nødt til at have pauser. Jeg kan ikke som andre forfattere skrive fra kl. 8-16. På en god dag kan jeg skrive i en halv time. Så har jeg brug for en pause i hovedet og i fingeren.”
Stephanie har et skærmtastatur, hvor hun med computermusen peger på ét bogstav af gangen. Det betyder også, at hun tit er meget længere fremme i sin fortælling inde i hovedet, end hendes finger kan nå at skrive. Men det er bare et vilkår, hun ikke kan ændre på. Bøgerne må tage den tid, det tager.
Blev mobbet og holdt udenfor fællesskabet
Stephanie har siden sin folkeskoletid kunne lide at skrive. Først var det fristile i skolen, siden blev det noveller, som hun delte på en hjemmeside, hvor andre skribenter lagde tekster op for at få kommentarer.
”Jeg skrev bare for hyggens skyld. Gyserhistorier eller hvad der lige faldt mig ind. Det var dér, jeg kunne slappe af. Det handlede ikke om skolen, men bare om at være mig selv. Jeg brugte det meget for at komme væk fra hverdagen, hvis jeg havde været frustreret over noget,” siger Stephanie. Og det blev hun oftere og oftere.
Både folkeskoletiden og det ene år på handelsgymnasiet var præget af mobning, ensomhed og at blive holdt udenfor fællesskabet, fordi hun havde et handicap og var anderledes. Præcis et af de temaer, som er omdrejningspunktet i hendes roman.
Hovedpersonen i romanen sidder også i kørestol, oplever også mobning og ensomhed. Hun dropper også ud af HHX-klassen og tyr til forfatterlivet, hvor hun finder et fællesskab i et forfatternetværk, der er kreativt, rummeligt og accepterer personen, som hun er. Præcis som hun selv har oplevet det.
Jeg er ikke dum, fordi jeg har et handicap
Ungdomsromanen har to målgrupper og to budskaber. Det ene er rettet mod andre unge uden handicap. Til dem vil hun gerne fortælle, hvordan det er at have et handicap, og hvordan det er at blive fravalgt.
”Jeg vil gerne have folk til at forstå, at vi også er mennesker. At vi har håb og drømme, og at vi faktisk kan noget. At vi ikke er farlige. Folk tror, at jeg er dum, fordi jeg har et handicap. Det er jeg ikke, men hvordan kan jeg bevise det og få folk til at forstå det? Det håber jeg, at bogen kan være med til at hjælpe på,” siger Stephanie.
Hun møder selv mange fordomme. At folk taler til hendes hjælpere i stedet for hende selv. At der bliver talt ned til hende eller talt i et sprog, som om hun er mindreårig: ”Hvor er du dygtig til at bakke din kørestol…”
”
”Du skal gå efter det, du gerne vil i stedet for det, samfundet forventer.”
Stephanie Fjeldsø Fischer
Gå efter dine drømme
Det andet budskab i romanen er mere rettet mod andre unge med et handicap. At man kan opnå det, man drømmer om.
”Du skal gå efter det, du gerne vil i stedet for det, samfundet forventer. Som ung kan man godt føle sig presset af samfundet, at du skal have en uddannelse og et ordentligt arbejde. Men det behøver man jo ikke. Hvis der er 47 andre ting, du kan, vil du få meget mere ud af at gå efter det,” mener Stephanie, som selv valgte at droppe ud af HHX-klassen og i stedet tage den treårige forfatteruddannelse på Talentakademiet i Holstebro.
Uddannelsen er måske ikke den typiske, men den er med til at give hende en identitet, siger hun.
Kan meget, når hun planlægger
For nylig deltog Stephanie i en fantasy-messe i Esbjerg. Hun deltog både for at møde andre og for at præsentere sin ungdomsroman, som ud over realisme også har et gennemgående fantasy-element.
”Det var fedt – især efter kun at have været hjemme i halvandet år pga. coronaen.”
Men at deltage i den slags messer, forfatterarrangementer og foredrag, som hun plejer at prioritere, betyder også, at hun er fuldstændig brugt bagefter.
”Jeg bliver helt ødelagt af alle de indtryk og larmen, så det tager en hel uge bagefter at komme ovenpå igen. Men hvis jeg kan planlægge mig ud af det, kan jeg faktisk mange ting. Jeg skal bare huske at have pause bagefter – og undervejs.”
”
”Jeg er god til at tænke i muligheder og være positiv. Hvis man først tænker, at man ikke kan gøre noget, så sker der heller ikke noget.”
Stephanie Fjeldsø Fischer
Mistede funktioner kommer ikke igen
Stephanie kan mærke, at hun med tiden har mistet flere og flere funktioner. Ikke så meget fordi hun er blevet ældre, men mere når hun har været sengeliggende pga. sygdom i perioder.
”Jeg har før kunnet løfte bøger, kunnet spise med almindeligt bestik og bruge begge arme. Men efter sidste sygdomsperiode mistede jeg mine kræfter i venstre arm. Og hvis jeg først har mistet dem, kommer de ikke igen.”
Derfor har hun besluttet, at selv om hun er syg, skal hun op af sengen og holde sig lidt i gang, så hendes muskler ikke mister de sidste kræfter.
”Jeg bliver frustreret, når jeg mister funktioner, men jeg har fundet ud af, at der er hjælpemidler, der kan afhjælpe. Så når jeg ved, at der er muligheder, er det ikke så slemt. Jeg er god til at tænke i muligheder og være positiv. Hvis man først tænker, at man ikke kan gøre noget, så sker der heller ikke noget,” siger Stephanie, som ikke er i tvivl om det værste, der kunne ske.
”Hvis jeg ikke kunne skrive mere, ville det være frygteligt. Så vil jeg gå helt bananas.”
Katten har sat sig ved døren ud til gangen. Halen ligger strakt lige bagud og er meget tæt på hjulene på Stephanies kørestol, da hun kører ud på gangen. Hun kører langsomt og undgår lige akkurat at ramme halen.
”Han er vant til kørestolen,” siger hun. Og hun er vant til ham.
Andre udvalgte artikler til dig
- 30/01 2021
Kunsten at ramme bunden og komme op igen som mor til et barn med muskelsvind
- 01/12 2021
Han forsker i sin egen diagnose
- 26/11 2020
Nicolaj Højholt: Sofaen var min bedste ven
- 22/06 2021
Er jeg en god nok mor?
