To borgere med handicap og et omfattende udadrettet aktivitetsniveau søger om at få en hjælperordning (BPA). Den ene i 2018. Den anden i 2021. Begge får afslag fra kommunen og anker sagen.

I den ene sag bliver sagen sendt til genvurdering i kommunen, som ender med at bevilge BPA-ordningen til borgeren. I den anden fastholder Ankestyrelsen kommunens afslag. Læs Ankestyrelsens modsatrettede begrundelser i de to sager.

Sagen fra 2018

Ankestyrelsens skriver bl.a. i sin begrundelse:

Du er bevilget 30,52 timer til personlig pleje og praktisk hjælp om ugen. Du er desuden bevilget ledsageordning og op til 5 timers socialpædagogisk støtte om ugen til ikke selvvalgte aktiviteter. Kommunen lægger til grund, at du kan få opfyldt dit hjælpebehov efter servicelovens § 83 om personlig pleje og praktisk hjælp, § 85 om socialpædagogisk støtte og § 97 om ledsageordning.
Der er i sagen ikke oplysninger af mere konkret karakter, der understøtter kommunens vurdering af, hvordan du kan få dit hjælpebehov opfyldt efter servicelovens §§ 83, 85 og 97.

Sagen fra 2018

Borgeren får medhold

Ankestyrelsen sender sagen tilbage til kommunen til fornyet behandling

Borgeren får bevilget en BPA-ordning

Du oplyser, at dit hjælpebehov ikke kan opfyldes efter servicelovens §§ 83, 85 og 97, fordi dit støttebehov er så massivt og sammensat, at du ikke har mulighed for fleksibilitet i din hverdag. Kommunen vurderer, at du kan få dit hjælpebehov dækket efter serviceloven § 83, når du er udenfor hjemmet.

Vi kan ikke i sagen se, at kommunen har undersøgt, hvilke konkrete opgaver du har behov for hjælp til, når du er udenfor hjemmet. Vi kan derfor ikke afgøre, om du kan få dit hjælpebehov opfyldt uden for hjemmet efter servicelovens § 83.

Kommunen oplyser, at der skal være de nødvendige hjælpemidler til stede, når du har behov for personlig hjælp udenfor hjemmet. Vi kan ikke i sagen se, at kommunen har undersøgt, om du reelt er i stand til at medbringe hjælpemidlerne. Vi bemærker, at kommunen skal sikre sig, at du kan have dine hjælpemidler med dig, når du er udenfor hjemmet.

Der er væsentlig uoverensstemmelse mellem kommunens og din opfattelse af, om du kan få opfyldt dit støttebehov efter servicelovens øvrige bestemmelser.

Hvad skal kommunen gøre
Kommunen skal yderligere undersøge om og i så fald, hvordan dit behov for hjælp konkret kan opfyldes efter servicelovens øvrige bestemmelser. Kommunen skal identificere dit hjælpebehov udenfor hjemmet og herefter vurdere, i hvilket omfang det reelt kan dækkes ved hjælp efter servicelovens øvrige bestemmelser – herunder servicelovens §§ 83, 85 og 97.

Kommunen kan indhente yderligere oplysninger fra relevante fagpersoner, der kan belyse dit støttebehov i forhold til, om dit støttebehov kan opfyldes efter servicelovens §§ 83, 85 og 97. Kommunen skal på den baggrund foretage en faglig vurdering af, om dit behov for støtte kan opfyldes efter servicelovenes §§ 83, 85 og 97. Hvis kommunen ved den fornyede behandling vurderer, at dit hjælpebehov ikke kan dækkes efter servicelovens øvrige bestemmelser, skal kommunen vurdere, om du er berettiget til en BPA-ordning efter servicelovens § 96.

 

Sagen fra 2021

Ankestyrelsens skriver bl.a. i sin begrundelse:

Ankestyrelsen finder ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at du ikke har et behov, der gør det nødvendigt at yde en særlig støtte som borgerstyret personlig assistance.

Sagen fra 2021

Kommunen får medhold

Ankestyrelsen bekræfter kommunens afslag og begrundelse

Borgeren får ikke bevilget en BPA-ordning

Hvad er afgørende for resultatet
Vi lægger vægt på, at du er bevilget hjælp til personlig pleje og praktisk hjælp i 29 timer og 5 minutter pr. uge. Du er tilbudt indkøbsordning og madordning om aftenen, men har frasagt dig dette. Derudover er der udmålt tid til sygepleje i 7 timer pr. uge i forbindelse med CPAP- og kompressionsbehandling. Du er også bevilget en ledsagerordning på 15 timer pr. måned.

Du har ingen gangfunktion, men kan selvstændigt færdes med el-kørestol. Du skal liftes ved alle forflytninger mellem seng, toilet og stol og får hjælp til at blive vendt to gange hver nat. Du kan ikke selv gøre rent eller lave mad og har brug for hjælp til personlig hygiejne og af- og påklædning. Du kan selv spise og drikke, hvis maden er skåret ud til dig. Du kan selv komme omkring i din el-kørestol, men har brug for hjælp til at åbne og lukke døre, overtøj, toiletbesøg, bære varer, trykke på elevatorknapper og lign.

Vi lægger vægt på, at der ikke er oplyst om forhold af mere konkret karakter, der taler for, at dine behov ikke efter deres art kan imødekommes med den bevilgede hjælp, eller eventuelt ved en øgning af denne hjælp. Kommunen har vurderet, at dit behov for hjælp til personlig pleje og praktiske gøremål kan tilrettelægges, ved at opgaverne udføres ved punktbesøg fra hjemmeplejen på planlagte tidspunkter.

Du har på nuværende tidspunkt ikke et overvågningsbehov og kan være alene nogle timer i løbet af dagen. Vi er opmærksomme på, at du finder den bevilgede hjælp ufleksibel. Du henviser bl.a. til dit behov for hjælp, hvis du taber noget, bliver tørstig/sulten, skal på toilettet eller beslutter dig for at forlade hjemmet. Det ændrer ikke ved resultatet, fordi dit hjælpebehov ikke kan anses for værende så spredt eller uforudsigeligt, at du har behov for en mere fleksibel løsning, end der kan gives efter servicelovens andre bestemmelser. Kommunen har bl.a. henvist til, at du vil kunne få punktbesøg i forhold til toiletbesøg, og der vil kunne stilles drikke med sugerør frem til dig.

Du har også oplyst, at du har et stort behov for ledsagelse, da du går til klaverundervisning to gange tre timer om ugen. Ud over dette udtrykker du et ønske om et socialt liv og hjælp til fx at tage til koncerter, komme ud i naturen, i biografen, besøge familie og venner, deltage i Muskelsvindfondens kurser, komme på ferie mv. Det ændrer ikke ved resultatet af vores afgørelse, fordi et højt aktivitetsniveau ikke i sig selv kan medføre, at du er omfattet af personkredsen for borgerstyret personlig assistance, hvis dit øvrige behov kan dækkes på en fleksibel måde efter andre bestemmelser.

Kommunen har vejledt dig om muligheden for at benytte Movia handicapkørsel, hvor du kan køre 104 ture om året samt søge om yderligere 20 ture om året. Kommunen har herudover oplyst, at du også vil kunne få dækket dit behov for personlig hjælp og pleje, når du er ude af hjemmet.

Muskelsvindfonden mener...

Sammenlignelige sager, men markant forskel i Ankestyrelsens begrundelser

Fællestræk:

Begge borgere har et omfattende handicap og et betydeligt udadrettet aktivitetsniveau. De har knap 30 timers hjemmehjælp om ugen samt ledsagelse efter serviceloven – men ingen BPA-ordning.

Markante forskelle:

  1. Omvendt bevisbyrde 

I den ene afgørelse vurderer Ankestyrelsen, at kommunen ikke har undersøgt om konkrete opgaver/hjælpebehov kan løses uden en BPA-ordning.

I den anden afgørelse vurderer Ankestyrelsen, at der ikke er oplyst forhold af konkret karakter, og på den baggrund vurderer Ankestyrelsen, at der ikke kan bevilges en BPA-ordning.

  1. Ledsagelses betydning for bevilling af BPA

I den ene afgørelse vurderer Ankestyrelsen, at kommunen skal redegøre for, at behovet for hjælp uden for hjemmet kan varetages uden en BPA-ordning.

I den anden afgørelse vurderer Ankestyrelsen, at et omfattende behov for hjælp udenfor hjemmet ikke er af betydning for, at der kan bevilges en BPA-ordning.

  1. Definition af omfattende og sammensat behov for hjælp

I den ene afgørelse vurderer Ankestyrelsen, at kommunen skal undersøge, om hjælpeopgaverne reelt kan løses af anden hjælp efter serviceloven.

I den anden afgørelse vurderer Ankestyrelsen, at hjælpebehovet ikke er omfattende og sammensat ved en person, som:

  • har et omfattende ledsagelsesbehov
  • kun kan lades alene nogle timer i løbet af dagen
  • har behov for hjælp til samtlige gøremål – med undtagelse af selv at føre udskåret mad til munden og styre el-kørestolen
  1. Faglig vurdering eller ubegrundet vurdering

I den ene afgørelse henviser Ankestyrelsen til, at kommunen kan indhente oplysninger fra relevante fagpersoner, og at kommunen skal lave en faglig vurdering af, hvordan hjælpebehovet kan varetages uden en BPA-ordning.

I den anden afgørelse henviser Ankestyrelsen til, at kommunen har lavet en vurdering, men Ankestyrelsen forholder sig ikke til, om kommunens vurdering er fagligt begrundet.

Vi er Muskelsvindfonden. Vi får ting til at ske. Ved at lytte. Ved at handle. Ved at udfordre. Ved at tage chancer. Ved at inspirere. Ved at råbe op. Ved at blive ved. Og frem for alt: Ved at stå sammen og skabe plads til forskelle og til det gode liv med muskelsvind. Besøg vores sider:

Tilmeld vores nyhedsbrev

Få vores nyhedsbrev cirka to gange om måneden.

Dine data bliver kun delt i Muskelsvindfondens organisation. I øvrigt henvises til Muskelsvindfondens generelle privatlivspolitik, som du finder her.

Kontakt os

Kongsvang Allé 23, 8000
Aarhus C
Tlf 89 48 22 22
info@muskelsvindfonden.dk