Der er åbenbart ingen grænser for, hvad kommunerne mener, er nødvendigt at se for at beregne den nødvendige hjælp. Flere og flere personer med handicap oplever at blive overvåget i deres hjem af kommunens medarbejdere. Mistroen lyser ud af kommunerne i en grad, som næppe nogen borger uden et handicap udsættes for, skriver udviklingschef i Muskelsvindfonden i denne kommentar.
Forskel på den politiske forargelse
Flere og flere oplever det. Krav om dokumentation for rene bagateller. Uhæmmet kommunal kontrol. Nysgerrighed. Og det standser hverken ved døren til soveværelset eller badeværelset. Det breder sig, og det virker unægteligt, som om nogle kommuner simpelt hen udveksler ideer til nye påfund. Hvad enten man har brug for hjælp i hverdagen, dækning af merudgifter, handicapbil eller noget helt fjerde.
”Vi sender en visitator ud og overvåger din hverdag for at kunne afgøre, hvor meget hjælp du har brug for,” skriver kommunen.
For et par år siden var der stor politisk opstandelse over, at SKAT havde ret til at gå ind på folks private enemærker og sikre sig, at håndværkere ikke udførte sort arbejde eller anvendte illegal arbejdskraft. Et politisk flertal mente, at det var alt for indgribende, at en offentlig myndighed kunne udføre kontrol på borgernes private bopæl og mente, at man da måtte have tillid til borgerne. Så den regel blev afskaffet.
Og selvfølgelig er tillid til andre mennesker sympatisk, men politisk er der åbenbart forskel på Kong Salomon og Jørgen Hattemager. Samme politiske forargelse gælder åbenbart ikke, når en offentlig myndighed kontrollerer mennesker med et handicap. Tværtimod: Kontrollen er tiltagende, indgribende og ydmygende. Og den foregår både på borgerens private bopæl og i de løbende kontakter.
Kommunen flytter ind
Nogle kommuner har fået den ide, at de simpelt hen flytter ind i borgernes hjem i flere dage, når behovet for hjælp skal vurderes. Der er åbenbart ingen grænser for, hvad kommunerne mener, det er nødvendigt at se for at beregne den nødvendige hjælp.
Det har ind i mellem været en kamp blot at holde kommunerne ude af soveværelset ved på- og afklædning og ude af badeværelset, når man skal have et bad eller sidde på potten. Og en kamp at afvise kommunale ”kompromis-forslag” om, at kommunens medarbejdere godt kan blive uden for badeværelset, hvis blot døren står åben, så de kan stå lige udenfor døråbningen. Helt uanset at det ikke er sundt at få træk eller blive afkølet, hvis man har muskelsvind.
Nogle kommuner sender egne sagsbehandlere ud på opgaven. Andre kommuner hyrer et privat firma. I begge tilfælde har man vildt fremmede mennesker til at vade rundt og notere enhver detalje og glo på alting.
Tillid hos SKAT – mistillid ved handicap
Så indviklet er det altså heller ikke at finde ud af, hvor meget hjælp en borger har brug for. Det ville hjælpe gevaldigt, hvis man havde samme tillid til mennesker med et handicap, som man har valgt at have, når det gælder kontrollen med sort arbejde eller borgernes egne skatteoplysninger. Her kontrollerer man som stikprøver 4%, og accepterer tillidsfuldt resten.
Detaljeret rapport efter besøg
Ud af den forestilling kommer der så en detaljeret rapport over besøget. Heri fremgår det, hvor lang tid der går med hver eneste lille detalje i borgerens dagligdag og også, hvor mange minutter i ny og næ, at hjælperen har været inaktiv. Det sidste bruger man til at nedsætte hjælperens løn til under halvdelen i de perioder og kalde det for rådighedsvagt, selv om hjælperen altså ikke desto mindre er på sin arbejdsplads og ikke kan anvende denne ”fritid” til noget fornuftigt.
En potentiel forbryder
Med eller uden den forudgående overvågning i eget hjem følger så som regel et møde med kommunen, der involverer et større eller mindre antal ”fagpersoner”. Det er sket mere end én gang, at jeg oplever en blufærdig ung mand blive bedt om at udmale i alle detaljer foran otte kvinder, hvordan han gør, når han tisser. Eller en ung kvinde fortælle, hvordan hun bliver vasket neden for navlen. Eller en anden ung kvinde svare på, om hun nogen sinde kysser sin kæreste, mens han arbejder som hjælper!
Mistroen lyser ud af kommunerne i en grad, som næppe nogen borger uden et handicap udsættes for. Man aner en snigende mistanke om, at personen med muskelsvind rejser sig og løber et maratonløb, så snart kommunen vender ryggen til. Hvis man har et handicap, er man en potentiel forbryder.
Køresyge skal dokumenteres
Der er en del kørestolsbrugere, som bliver køresyge i deres store handicapbil, hvis de skal sidde bag føreren, som jo samtidig er hjælperen. Desuden er det utrygt, fordi man med for eksempel muskelsvind ikke nødvendigvis kan påkalde sig hjælperens opmærksomhed, hvis man har brug for hjælp, eller hvis respiratoren svigter.
Tidligere var det en selvfølge, at bilen blev indrettet, så man kunne sidde ved siden af føreren og endda føre en samtale – og ikke blot blive transporteret som en sæk kartofler. I dag skal man stadig oftere ”dokumentere” sin køresyge, hvilket sker ved, at man skal køre en tur i en bil, hvor man sidder bag føreren.
At blive køresyg er ikke sjovt, og samtidig er det på enhver måde uetisk at påføre mennesker ubehag som led i kommunens ”dokumentation”. Det minder til forveksling om tidligere tiders ”hekseprøve”: Man puttede kvinden i en sæk og smed hende i søen. Hvis hun kom op igen, var hun tydeligvis en heks og skulle brændes. Hvis hun gik til bunds, havde hun bestået prøven og var ikke en heks.
Hvor går grænsen?
Spørgsmålet er, hvor grænsen går? Hvad skal man finde sig i?
Lovgivningen er ikke voldsom klar, men Ankestyrelsen har i hvert fald slået fast, at det er ok at sige nej, hvis man har en rimelig grund til ikke at medvirke. For eksempel at man ikke finder det etisk i orden at skulle overvåges i intime situationer i sit eget hjem. Kommunerne skal derfor respektere, hvis borgeren ikke ønsker at medvirke og afgøre sagen på det foreliggende grundlag.
Som svar på et spørgsmål i Folketinget fra folketingsmedlem Jakob Sølvhøj, svarede daværende socialminister Karen Ellemann for et par år siden:
“Men vurderingen af hjælpebehovet i bade- og toiletsituationen, som der spørges specifikt til, skal naturligvis ikke foretages, mens borgeren er afklædt eller forretter toiletbesøg m.v. I forlængelse heraf kan hjælp til f.eks. toiletbesøg ikke afslås med henvisning til, at borgeren nægter at vise sig nøgen foran kommunale medarbejdere og nægter dem at overvære toiletsituationen.”
Så i hvert fald gælder denne ene grænse.
En uskik at skulle overvåges
På den ene side er det kommunens pligt at oplyse en sag bedst muligt, og i forhold til behovet for hjælp kan det også være en fordel at besøge borgeren. Ofte føler borgeren sig endda mere tryg ved, at vurdering og samtale sker i egne omgivelser.
På den anden side behøver det jo ikke at betyde, at kommunen så skal tage ophold i borgerens hjem i flere dage. Uanset at man kan sige fra over for de mest ydmygende situationer, så er det både ubehageligt og en uskik at have fremmede mennesker til at overvåge én i sit eget hjem.
Ofte kan kommunen genbruge oplysninger, der i forvejen findes, og først og fremmest kan kommunen vælge at stole på borgerens egne oplysninger. Ofte er borgerens behov for hjælp indlysende og indiskutabelt.
Ikke ligeværdige parter
Men først og fremmest er det vigtigt at huske, at kommune og borger ikke er to ligeværdige parter. Den ene part er helt afhængig af den anden. Borgeren vil være tilbøjelig til at finde sig i selv grænseoverskridende krav for at få dækket sit behov og vil også være tilbageholdende med at klage af frygt for, at det kan have negativ betydning for afgørelsen.
Selv om kommunale overvågningskrav hverken er ulovligt eller strafbart, så er det faktisk velkendt i flere straffelovsbestemmelser, at det ikke er acceptabelt i Danmark, at den stærke part udnytter sin styrke og påtvinger den svage part sine mere eller mindre makabre ideer.
Det er etisk uacceptabelt
Det skal ikke gøres til et spørgsmål om jura. Det mest nærliggende er simpelthen, at selv kommuner udviser en anstændig opførsel. Det er etisk uacceptabelt, at mennesker med et handicap behandles på den måde og må affinde sig med overvågning og ydmygelser, som ingen anden borger ville finde sig i og heller ikke behøver at finde sig i.
Den tiltagende overvågning er næppe en ide, der er fostret i sagsbehandlernes hoveder. Tværtimod er det sandsynligt, at også sagsbehandlere væmmes ved at udføre den; men tilbage står som det mest nærliggende spørgsmål:
Hvem har ansvaret for dette tiltagende idioti?
Hvem rækker hånden op og siger: Det er min beslutning, mit ansvar?
Socialministeren? Folketinget? Ankestyrelsen? Kommunernes Landsforening? Borgmesteren? Kommunalbestyrelsen? Socialchefen? Eller lever systemet sit helt eget hovedløse liv uden nogen som helst indblanding?
Andre udvalgte artikler til dig
- 09/12 2019
Muskelsvindfondens kronik får minister i tale
- 22/11 2023
Kommunens krav har stresset Antoniett i halvandet år: “Jeg har grædt så meget”
- 21/01 2021
Når intimitet bliver et vilkår for hjælp
- 21/11 2017
Jimmy drømmer om at komme på toilettet, når han skal
- 28/11 2022
“Det er kommunens valg, at det skal foregå på denne ydmygende måde”
- 16/11 2017
Du tror, det er løgn: Kontrol af toiletbesøg
