Aftale om vederlagsfri fysioterapi skaber fiktive ventelister

Suzanne Skærbæk Pedersen

14. dec 2023

En ny aftale mellem KL og Danske Fysioterapeuter om vederlagsfri fysioterapi skal forhindre, at lægeordinerede behandlinger pludselig stopper, fordi kassen er tom. Men aftalen har i stedet skabt fiktive ventelister, hvor mennesker forgæves venter, mens deres smerter tiltager

Tine Hallberg er blevet desperat. Hun har ringet til fysioterapeuter i sin hjemby Fredericia, men også i Vejle, Kolding og oplandet. Uden held har hun forsøgt at få sin lægeordinerede fysioterapi, hun behøver for sin muskelsvind. 12 steder har hun kontaktet, hvoraf hun er blevet skrevet op på, hvad hun kalder en ‘fiktiv venteliste’ flere steder. Hun har ventet på behandling siden april 2023.

Nogle af klinikkerne kaldte selv ventelisten for fiktiv. De ville gerne skrive mig op, men de sagde samtidig, at det ville være meget usandsynligt, at de ville tage flere ind i 2023.

Tine Hallberg

– Nogle af klinikkerne kaldte selv ventelisten for fiktiv. De ville gerne skrive mig op, men de sagde samtidig, at det ville være meget usandsynligt, at de ville tage flere ind i 2023. Ventelisterne er også fiktive fordi, at det er plads til behandling hos klinikkerne, hvis jeg selv betalte. Jeg har fået at vide, at hvis jeg selv betalte, så kunne jeg komme til med det samme, siger Tine Hallberg. 

Tine Hallberg ifbm med artikel om vederlagsfri fysioterapi

Ny aftale skulle forhindre behandlingsstop

En ny aftale mellem KL og Danske Fysioterapeuter blev indgået i maj. Den skulle forhindre, at klinikker aflyste eller udskød behandlinger sidst på året, hvis den økonomiske bevilling ikke slog til, som det er sket i tidligere år. 

I stedet skal klinikkerne nu løbende placere nye patienter på venteliste i stedet for at starte behandlinger for alle, når behovet opstod. Men den løsning har slet ikke fungeret, mener politisk chef i Muskelsvindfonden, Thomas Krog:

Det er uholdbart blot at parkere mennesker med behov for lægeordineret behandling på en venteliste – og ikke fordi der ikke er plads, men fordi den økonomiske ramme, der er afsat, er for lille.

Thomas Krog

Politisk chef, Muskelsvindfonden

– Det er uholdbart blot at parkere mennesker med behov for lægeordineret behandling på en venteliste – og ikke fordi der ikke er plads, men fordi den økonomiske ramme, der er afsat, er for lille. Det er godt, at ramme er blevet øget med 1,5 procent, men når forbruget er steget med 8 procent, så går regnestykket slet ikke op. Imens venter mennesker på ‘ventelisten’ og får tiltagende smerter, siger politisk chef i Muskelsvindfonden Thomas Krog. 

Mennesker med muskelsvind kan få varige mén

For mennesker med muskelsvind kan manglende fysioterapi have alvorlige konsekvenser. Uden regelmæssig fysioterapi kan det resultere i varige funktionstab.

En ny undersøgelse fra RehabiliteringsCenterforMuskelsvind, udført under corona-pandemien, viser, at 64 procent af mænd og kvinder, som deltog i undersøgelsen og som ikke modtog regelmæssig fysioterapi, oplevede et funktionstab. Se konklusionen her på side. 7 + 8.  

Smertefuldt at passe sit arbejde 

Tine Hallberg arbejder i dag 12 timer om ugen som executive assistent, men manglen på fysioterapi gør det smertefuldt for hende at udføre sit arbejde og fungere i hverdagen. I dag må hun støtte sin nakke med venstre hånd for, at hun kan bruge sin mus med højre hånd: 

– Hvis jeg skal beskrive det, så svarer det nok til følelsen af at have fået bank i hver og en muskel. Mine sener strammer op og giver yderligere smerter, så det brænder i nakke og ryg og hæmmer mine bevægelser. Det er en ond cirkel. Når jeg får blødgørende massage og udstrækninger, så hjælper det, så jeg bedre kan klare dagligdagen og mit arbejdsliv, som betyder så meget for mig, fortæller Tine Hallberg. 

Overenskomst med ny styringsmodel 

I efteråret blev en ny overenskomst vedtaget, som blandt andet skal sikre fysioterapeuterne mod at få nedsat deres honorarer, hvis udgifterne går ud over den rammen, som er blevet fastsat. I stedet for en fælles ramme for alle, bliver det fremover den enkelte klinik, som skal overholde sin egen ramme. Aftalen indeholder en realvækst i rammen for vederlagsfri fysioterapi på blot 0,75 procent om året. 

– Den ny styringsmodel ændrer ikke ved, at vi står med en økonomisk ramme, der er for lille i forhold til behovet. Dermed løser den på ingen måde problemerne med alt for lange ventelister. Jeg frygter, faktisk, at ventelisterne mange steder vil vokse. Og resultatet er borgere, der ikke får deres behandling og dermed lider uoprettelige funktionstab, slutter Thomas Krog. 

Andre relevante artikler til dig

Vi er Muskelsvindfonden. Vi får ting til at ske. Ved at lytte. Ved at handle. Ved at udfordre. Ved at tage chancer. Ved at inspirere. Ved at råbe op. Ved at blive ved. Og frem for alt: Ved at stå sammen og skabe plads til forskelle og til det gode liv med muskelsvind. Besøg vores sider:

Tilmeld vores nyhedsbrev

Få vores nyhedsbrev cirka to gange om måneden.

Dine data bliver kun delt i Muskelsvindfondens organisation. I øvrigt henvises til Muskelsvindfondens generelle privatlivspolitik, som du finder her.

Kontakt os

Kongsvang Allé 23, 8000
Aarhus C
Tlf 89 48 22 22
info@muskelsvindfonden.dk