Får et menneske med fysisk handicap afslag på sin ansøgning om hjælperordning, begrundes det ofte i kommunens vurdering af ansøgerens arbejdslederevne. Man skal nemlig være i stand til at være arbejdsleder, hvilket som udgangspunkt indebærer, at borgeren skal være i stand til at tilrettelægge hjælpen og fungere som daglig leder for hjælperne.
Afgørelsen kan ankes, men Ankestyrelsen er ofte tilbageholdende med at omgøre kommunens afgørelse, netop fordi der indgår dette element af skøn, som reelt er umuligt at kontrollere for Ankestyrelsen, som aldrig har mødt det pågældende menneske. Man er derfor, som borger med BPA, retsløs i disse sager.
Ret til oplæring
Kun sjældent tilbyder kommuner den uddannelse/oplæring i arbejdslederfunktionen, jfr. servicelovens §85. En oplæring vil ellers kunne gøre det enkelte menneske i stand til at fungere som arbejdsleder.
Siden indførelsen af Borgerstyret Personlig Assistance i den nuværende form i 2008 er der løbende sket et skred i retning af højere krav til borgerne i denne vurdering, og de krav der oprindelig blev fastlagt for at kunne varetage arbejdsgiverfunktionen gælder i dag i mange kommuner som krav for blot at kunne varetage arbejdslederfunktionen.
Uden en faglig vurdering af borgerens kognitive status anvender kommunen – tilsyneladende ”pludseligt” opståede – kognitive problemer som begrundelse for frakendelse og støtter ofte afgørelsen på anonyme udsagn fra tredjepart, som borgeren er værgeløs overfor. Det har Muskelsvindfonden oplevet.
Det fremstår som om kommunerne bruger kravene til arbejdslederevnen som styringsinstrument. Enkelte kommuner har direkte beskrevet muligheden for skærpede krav til arbejdslederevnen som element i deres sparekatalog.
Helhedsvurdering kommer ikke i spil
Vi oplever, at man i vurderingen af arbejdsleverevnen undlader at foretage en helhedsvurdering. Det kommer til udtryk ved, at man alene fokuserer på negative hændelser, men undlader at vægte dem i forhold til positive hændelser. Vi oplever også, at man stirrer sig blind på enkeltkriterier og undlader at vurdere borgerens arbejdslederevne på alle de kriterier der skal lægges til grund, når man skal vurdere arbejdslederevnen.
Dette sker på trods af, at både vejledning og principafgørelser fra Ankestyrelsen vejleder i, hvilke kriterier der kan siges at være relevante.
Konsekvensen af at en hjælpeordning frakendes er, at det enkelte menneskes behov bliver dækkes efter andre bestemmelser i den sociale lovgivning, der alle medfører en klart lavere behovsdækning og i mange tilfælde betyder, at man må opgive for eksempel udadvendte aktiviteter, fordi hjælp i disse situationer kun kan bevilges i form af en ledsagerordning med maksimalt 15 timer pr. måned.
