Maise Brostrøm-Nolan og hendes familie har forsøgt at isolere sig så godt som muligt under corona-pandemien. Maise har nemlig muskelsvind og skal derfor undgå at blive smittet. Familien er med i DR dokumentaren ”I skjul for smitten”, og den giver et indblik i familiens isolerede liv
Familien Brostrøm-Nolan sagde ja til at deltage i DR’s dokumentar ”I skjul for smitten”, som blev sendt mandag d. 23/11 kl. 21.25, fordi de ville give andre et indblik i epidemiens alvorlighed, når man er en del af risikogruppen.
– Vi havde blandt andet et ønske om at skabe en forståelse for, at det ikke kun er gamle mennesker, der er sårbare over for virussen, men også familier med børn. Samtidig ville vi også vise folk vigtigheden af at overholde alle anbefalede retningslinjer, selv om det kan virke overflødigt, fortæller Jane Brostrøm-Nolan, der er mor til 10-årige Maise.
En stor del af filmen er baseret på egne optagelser, hvor familien har filmet forskellige situationer og fortæller om de daglige dilemmaer. Ifølge Jane har det været en måde, hvorpå de konstant har været tvunget til at forholde sig til den situation, de er i.
Konsekvenser for søskende
I familien Brostrøm-Nolan har hele familien været hjemme i isolation. Også efter Danmark langsomt genåbnede. Det har også konsekvenser for Maises tvillingebror, Pelle, der ikke har muskelsvind. Han har i høj grad været afskåret fra sin sociale omgangskreds, og det har også konsekvenser. Selv om den problematik ikke er tydeligt i dokumentaren, er den vigtig for Jane at fremhæve.
– Søskendeproblematikken er utrolig væsentlig i familier, hvor “kun” det ene barn er i risikogruppen. I dokumentaren ser man, at Lucas – vores ældste søn – vælger at flytte ud for at bo med en ven, men der er ikke så meget fokus i filmen på, hvordan Pelle er lige så ramt af isolationen. Pelle har været hjemme i hele perioden og har været nødt til at give afkald på en stor del af sit sociale liv, og det gør han fortsat, fortæller Jane.
Frygten for smitte fylder meget
Det er ifølge Jane også en sej og dilemmafyldt periode for Pelle, fordi han på den ene side føler et kæmpe ansvar over for sin tvillingesøster, og på den anden side vil han gerne have sit ”gamle” liv tilbage, som flere af hans kammerater i højere grad har fået med genåbningen.
– Han vil gerne i skole, men når han er der, fylder frygten for at blive smittet ALT, hvilket gør det svært at være i. Voksne ved jo godt, at vores venskaber ikke forgår, selv om vi er fraværende i en periode, men det gælder jo ikke for børn på 10 – 11 år. De er bange for at glide ud af fællesskaber, hvilket gør dem mere sårbare. Og det er helt klart det, der har fyldt mest for både Maise og Pelle, fortæller Jane og fortsætter:
– De ser kammeraterne leve et almindeligt liv, mens de har været så begrænsede. Derfor har vi herhjemme valgt, at det er Maise og Pelle, der har fået lov til nogle ting, og at vi som voksne må undvære. Jeg stoppede f.eks. min fodboldtræning, mens Pelle fik lov til at fortsætte sin træning. Maise får lov til at få besøg af veninde uden for, mens jeg holdt mig fra at mødes med veninder.
Artiklen fortsætter efter billederne, der viser familien i en tid med corona.
Løsninger med fokus på trivsel
Familien vægter børnenes trivsel højt. Når Maise eller Pelle er helt desperate og triste over at være hjemme fra skolen, prøver Jane og hendes mand Paul at finde en løsning, som de kan leve med i forhold til risiko for smitte.
– For et par uger siden var begge børn grædefærdige, og jeg foreslog dem, at de kunne komme over i skolen dagen efter i 1,5 time og hilse på de andre. Det gjorde en kæmpe forskel for dem. At vide at det ikke er 100 procent isolation på ubestemt tid. Så indimellem tager vi nogle chancer, når vi kan se, at det er nødvendigt for ungernes trivsel. Og vi har meget fokus på Pelle, fordi vi forstår, at det også er en svær situation for ham, men også at det ikke er hans ansvar at sørge for, at han ikke smitter Maise. Det er vores ansvar, siger Jane.
Som eksempel fortæller Jane, at hun og Paul har sagt, at når han får lov til at tage til træning, så er det deres ansvar, hvis det skulle vise sig, han tager smitte med hjem. Samtidig konstaterer Jane, at Pelle virker langt mere bange for corona, end Maise gør. Det er stor sympati, men samtidig er det også en balancegang, så det ikke fylder for meget for ham, mener hun.
Efter familien havde set dokumentaren, har forældrene talt med Pelle om, at de er klar over, at det jo påvirker hans liv mindst lige så meget som Maise, selv om dokumentarens fokus er på Maise. Det var vigtigt for dem.
