Af Johannes Gravgaard. Foto: Maria Hedegaard
11. februar 2021
Det er snart længe siden, jeg havde en almindelig, aktiv hverdag. Sådan som man har det som førtidspensionist.
Tidligere jokede jeg med, at jeg havde kontortid om formiddagen. Som frivillig og aktiv er der næsten altid mails, der skal besvares, aftaler, der skal træffes, eller breve, der skal skrives. Som regel blev der også et par gange om ugen tid til formiddagskaffe hos gode venner. Der skulle købes ind. Noget i Brugsen, noget i Rema og andet i Fakta eller Bilka. Så jeg kom godt rundt.
Én gang om ugen var jeg til fysioterapi, i et godt fyldt fitnesscenter. Når lejlighed bød sig, var der lokale kulturelle arrangementer i sognehuset eller kirken. Var der et godt jazzarrangement på Bent J i Den Gamle By eller sang fra højskolesangbogen i Musikhuset, gik turen til Aarhus. For ikke at tale om kaffe-besøg hos familie og venner.
Det ændrede sig i begyndelsen af marts.
Aflyste alle aktiviteter
Allerede før pressemødet den 11. marts var jeg begyndt at være på vagt. Så restriktionerne kom ikke bag på mig. Men fra den 11. marts ændrede det hele sig – jeg har nu i februar 2021 endnu ikke været til foredrag, sangarrangementer, i teateret, i kirke eller sammen i andre store forsamlinger siden marts sidste år. Min sidste teatertur var faktisk musicalturen med myastenigruppen i Falkoner i februar.
Men ikke bare de store sammenkomster er blevet aflyst. Formiddagskaffen med andre blev også aflyst.
Fysiske indkøb blev aflyst. Heldigvis fik jeg i forvejen måltidskasser fra Aarstiderne, ikke hver uge men indimellem, men nu bestilte jeg, så jeg fik en kasse hver uge – og fik dermed de fleste af mine indkøb klaret. De indkøb, der var nødvendige derudover, stod gode venner for. De stillede varerne på trappestenen, eller jeg købte ind online og fik varerne bragt.
Den ugentlige træning og fysioterapi blev også aflyst. Det har gjort, at jeg virkelig kan mærke, hvor meget træning og fysioterapi hjælper mig.
Lettelse over restriktioner
Jeg er flere gange blevet akut indlagt med lungebetændelse og vejrtrækningsproblemer – og et par gange i respirator. Det er heldigvis nogle år siden, men det sidder i mig endnu: Det behøver jeg ikke prøve igen!
Derfor har jeg fra dag ét i coronatiden været obs på smitterisiko – og hver gang, der kom restriktioner, har jeg været lettet. Lettet, fordi der så var en chance for, at også andre ville tage det alvorligt, så smitten ikke bredte sig alt for meget.
”
Hver gang, der kom restriktioner, har jeg været lettet
Restriktionerne er da irriterende, eller rettere det er da irriterende, at vi er nødt til at have restriktioner. Man kan ikke det, man gerne vil, eller det man kunne før. Foreningslivet blev sat i stå, og mange arrangementer man havde glædet sig til, er blevet aflyst, også i de foreninger jeg er aktiv i. F.eks. i foreningen for veterantog, hvor vi i 2020 skulle have fejret 50-året for det sidste damplokomotivtrukne plantog ved DSB. Vi havde planlagt en tur med damptog på årsdagen den 16. maj, men det måtte aflyses, selv om alt var planlagt og klart. Det samme med juletoget i december. Også det måtte aflyses, da den anden stramning kom.
I julen skulle jeg have været på julehøjskolekursus. Og da den ny udgave af højskolesangbogen skulle præsenteres, skulle jeg have været med til syng-sammen-arrangementer. Alt blev aflyst.
Corona bekymret. Vis hensyn. Hold venligst afstand, står der på døren til Johannes Gravgaards hjem. Han vil for alt i verden undgå smitte.
Vi har stadig et fællesskab
Med den lange periode med restriktioner og isolation fra andre mennesker er der efterhånden opbygget en eller anden form for rutine, et fællesskab på en anden måde. Hundene skal jo luftes alligevel, så når jeg gør det, møder jeg andre på hundetur, på vandretur i skoven og andre, som nyder naturen eller motionerer. Et ”hej” på afstand er også et fællesskab.
En fast rutine har også været morgensangen på DR med sloganet ”fælles, men hver for sig”, og man kunne næsten føle, at man var fælles om noget. Efter den første tid løsnede det lidt op, og siden har jeg besøgt mine tre ”bobler” regelmæssigt, nydt en kop formiddagskaffe og fået en god snak. ”Bobler”, hvor jeg ved, at restriktionerne bliver taget alvorligt.
Med til at bryde isolationsfølelsen er også indkøb, som jeg dog kun foretager i min lokale Dagligbrugs, og det kun i de tyndt besøgte perioder.
Venner og bekendte, som jeg ikke snakker ofte med, har oftere fået et telefonopkald. Det bekræfter, at vi stadig ’hører sammen’. Online arrangementer, som f.eks. dem Muskelsvindfonden står for, har også gjort, at man mærker, at verden går videre. Vi har stadig et fællesskab.
Livet går videre
Somme tider kan man godt føle, at alt er normalt, livet går videre. Det er jo også normalen nu: man køber ind med mundbind, man hilser ikke fysisk, man holder afstand. Selvfølgelig smutter det for nogen sommetider, men generelt, i hvert fald der hvor jeg færdes, synes jeg, at vi tager hensyn til hinanden og hjælper hinanden, hvor vi kan. Jeg er i hvert fald taknemmelig for den hjælp, jeg har fået.
”
Jeg glæder mig til igen at kunne høre jazz i en overfyldt Bent J jazzbar i den Gamle By
Lige nu glæder jeg mig mest til at blive vaccineret. Det vil blive et vendepunkt. Første skridt mod en normal hverdag. En hverdag, hvor jeg impulsivt kan tage bilen og besøge venner og familie. En hverdag, hvor jeg igen kan tage til fællessang eller høre jazz i en overfyldt Bent J jazzbar. Men det er jo kun symbolerne på, at nu kan man igen modtage og deltage i fællesskab.
Denne artikel kan du også finde i det nyeste nummer af Muskelkraft.
Fakta
Johannes Gravgaard
67 år
Diagnose: myastenia gravis
Andre udvalgte artikler til dig
- 09/02 2021
SHIT – coronavirussen er kommet ind i vores hjem
- 27/01 2021
Bekymring for smitte, men glæde over vaccine
- 05/02 2021
Corona – sammen hver for sig
