Når Grøn rykker på græs til sommer, kan arrangørerne Tuborg og Muskelsvindfonden, fejre 40 festlige år med god livemusik, kolde fadøl og et overskud, der går til at skabe plads til forskelle. Grøn skaber fest i otte danske byer fra den 20. – 30. juli, og i dag offentliggøres turnéplanen
Når Grøn-karavanen ruller af sted til sommer, bliver det en ganske særlig turné. Siden begyndelsen i 1983 med Sneakers og Frede Fup på plakaten har Grøn vokset sig større og større og har for længst etableret sig som et fast kulturelt holdepunkt i det danske sommerlandskab med fest og fællesskab i fokus.
Derfor glæder arrangørerne Muskelsvindfonden og Tuborg sig til at fejre 40 år med Grøn:
– Vi glæder os helt vildt til at fejre 40 år med Grøn til sommer. Det er en kæmpe milepæl for os, som aldrig ville have kunnet lade sig gøre uden vores fantastiske publikum, artister og ikke mindst frivillige, som for nogles vedkommende har været med i alle årene. Jeg tør godt love, at sommeren kommer til at byde på fest, hygge og masser af fantastisk Grøn-stemning over hele landet, siger Nikolai Milman, Projektleder i Muskelsvindfonden.
Christopher Bak Billing, sponsordirektør hos Carlsberg Danmark, udtaler:
– Vi er enormt stolte over nu at have været en del af det helt unikke Grøn-fællesskab igennem fire årtier. Det er blevet en vigtig del af vores historie, og selvom vi nu kan fejre 40 år med Grøn, glæder vi os lige så meget som allerførste gang til at skåle i en kold fadøl til nogle fantastiske sommerkoncerter, når vi tager på tour med den grønne karavane rundt i det danske land.
Fællesskab med vokseværk
Grøn kom for første gang på tegnebrættet, da Tuborg i 1982 gav en gratis koncert til Dyrehavsbakken i anledning af forlystelsesparkens 400 års fødselsdag.
Året efter, nu under navnet Grøn Koncert, blev koncertrækken sendt på landevejene med formålet om at skabe et overskud, der skulle gå til Muskelsvindfonden, som også i praksis håndterede koncerterne. Overskuddet fra Grøn går fortsat til Muskelsvindfonden og understøtter fondens vigtige arbejde for mennesker med handicap og for at skabe plads til forskelle i samfundet.
Igennem de sidste 40 år har Grøn skabt et helt unikt fællesskab for både gæster, artister og ikke mindst de mange frivillige kræwere, der hver sommer er med til at skabe den magiske mangfoldige fest, som Grøn er.
I 1983 var der i alt 40 frivillige med rundt på den seksdage lange turné, mens det tal i 2022 havde vokset sig til 750 frivillige.
Når Grøn til sommer starter sin turné, bliver første stop Tårnby. Herefter kører karavanen videre til Kolding, Aarhus, Aalborg, Esbjerg, Odense, Næstved, og slutter af i Valby.
Se den fulde turnéplanen og datoer herunder. Billetsalget starter den 30. marts 2023.
Læs mere på Grøns hjemmesideTurplan 2023:
20. juli: Tårnby
21. juli: Kolding
22. juli: Aarhus
23. juli: Aalborg
27. juli: Esbjerg
28. juli: Odense
29. juli: Næstved
30. juli: Valby
Om Grøn
Kort historie om Grøn
I snart fire årtier har Tuborg og Muskelsvindfonden med Grøn skabt musikalske oplevelser og fællesskaber på tværs af handicap, alder, etnicitet, køn, seksualitet og religion. Overskuddet fra koncerterne går til Muskelsvindfondens arbejde med at skabe Plads til forskelle, hvilket har til formål at skabe større mangfoldighed i det danske samfund. I 2021 kæmpede arrangørerne bag Grøn til det sidste for at afvikle en skræddersyet koncert-model med sektionsopdelinger af pladsen og en længere turplan end normalt for at kunne huse publikum – men planerne blev til sidst aflyst på grund af Covid-19. Tuborg og Muskelsvindfonden melder klar til 2022 og glæder sig til endnu en gang at lave Grøn i hele Danmark.