Kommunerne er selv frustreret over den øgede kontrol

Jane W. Schelde 

22. sep 2019

Ankestyrelsens praksis har lagt pres på kommunerne og sat skub i en uværdig overvågning over for borgere med handicap, mener chefkonsulent i Kommunernes Landsforening.

Flere af landets kommuner oplever det som et problem, at kontrollen med borgere med handicap er kommet for langt ud. Det virker forkert og er ikke værdigt over for borgerne, at kommunen kommer ud med stopur og blok, mener de.

”Men det er Ankestyrelsens praksis, der har sat gang i det,” mener chefkonsulent i KL indenfor Servicelovens område Rigmor Lond og uddyber:

Ankestyrelsen hjemviser sager til kommunen og stiller krav om mere dokumentation, fordi styrelsen mener, at sagerne ikke er tilstrækkeligt belyst. Det presser kommunerne rigtig meget. Og for at være på den sikre side tager kommunerne ud til borgerne for at observere og vurdere deres behov. Kommunerne synes selv, at det er gået for langt og ikke er værdigt over for borgerne” siger Rigmor Lond.

Hjælpen må smøres tyndere ud

Hvad er forklaringen på, at der er sket dette skred i tillid mellem borger og kommune?  

Rigmor Lond: “Kommunerne er ekstremt presset økonomisk, fordi vi desværre møder og hjælper flere og flere borgere med handicap og psykiske lidelser. Samtidig har vi igennem efterhånden mange år haft en statslig styring af den kommunale økonomi, som har gjort det umuligt for kommunerne at bruge flere penge. Det betyder alt andet lige, at vi må smøre hjælpen tyndere ud. Derfor er der nogle borgere, der oplever forringede serviceniveauer. Det kan ikke undgå at føre til, at flere klager og ikke oplever, at de får den tilstrækkelige hjælp, og det underminerer tilliden mellem borger og kommune.”

Kommunerne er ekstremt presset økonomisk, fordi vi desværre møder og hjælper flere og flere borgere med handicap og psykiske lidelser. Det betyder alt andet lige, at vi må smøre hjælpen tyndere ud

Rigmor Lond

Chefkonsulent i KL

Hvorfor kan/vil kommunen ikke stole på, at borgeren kun beskriver et behov for hjælp, hvis de har behovet? En person med handicap vil vel helst være så selvstændig og uafhængig som muligt og beder kun om den hjælp, der er nødvendig? 

“Det er klart, at kommunen skal inddrage borgeren, når den vurderer borgerens behov for hjælp. Men det kan ikke undgås, at kommunens faglige vurderinger og borgerens forventninger i nogle tilfælde ikke vil stemme overens. Det kan være baggrunden for, at nogle borgere får den oplevelse, at kommunen ikke stoler på dem,” siger Rigmor Lond.

Kommuner er presset økonomisk

Den primære årsag til, at situationen er kommet så langt ud, er økonomi. Kommunerne er nødt til at sænke serviceniveauet og er nødt til at revisitere og gennemgå bevillingerne, lyder forklaringen fra Rigmor Lond.

Vi mener, at Ankestyrelsen er blevet for detaljeorienteret

Rigmor Lond

Chefkonsulent i KL

 Hvad gør KL og kommunerne ved problemstillingen? 

”Vi prøver at få Folketinget og regeringen til at tage et ansvar og bevilge flere penge til kommunerne. Hvis der kommer en bedre finansiering, så vil serviceniveauet også bliver højere.

Desuden har vi tæt dialog med Ankestyrelsen om situationen. Vi mener, at de er blevet for detaljeorienteret. Juristerne i Ankestyrelsen har behov for at få indblik i, hvordan virkeligheden ser ud for en person med BPA. Det virker, som om de tror, at man bare kan slå op i en bog, for hvad en borger kan og ikke kan, men det kan man ikke. Det er meget individuelt. Men det er ikke værdigt, at kommunen kommer ud med stopur for at registrere, hvor mange gange borgerne går på toilettet, og hvor meget hjælp de skal have.”

Svært at få kvalificeret personale

En tredje problemstilling er ifølge Rigmor Lond, at kommunerne har svært ved at rekruttere tilstrækkeligt med kvalificeret personale, der kender til det komplekse område, som BPA er. Det kan ikke udelukkes, at problemet ligger i, at socialrådgivernes arbejdsområde er presset, og at de ikke føler, at de kan udøve deres faglighed pga. de stramme økonomiske rammer.

Skriftlig kommentar fra Ankestyrelsen

Muskelkraft ville gerne have haft et direkte interview med ankechef Cathrine Due Billing fra Ankestyrelsen for at få hendes kommentarer til kritikken fra KL og Ankestyrelsens praksis på området, men det har ikke været muligt pga. travlhed. Men Muskelkraft har skriftligt modtaget en samlet kommentar til de spørgsmål, vi har stillet.

I den samlede kommentar skriver Cathrine Due Billing bl.a., at det følger af retsikkerhedsloven, at kommunen er forpligtet til at søge sagen tilstrækkeligt oplyst, inden den træffer afgørelse om hjælp. Det følger af samme lov, at borgeren er forpligtet til at medvirke til sagens oplysning.

Lægefaglige udtalelser er ikke nok

Om problemstillingen med at kommuner tager ud for at observere borgere i deres hjem for at dokumentere deres behov for hjælp, skriver Cathrine Due Billing:

”Hvis Ankestyrelsen får en klagesag, hvor der er uoverensstemmelse mellem kommunens socialfaglige vurdering af støttebehovet og borgerens egen vurdering af behovet, ser Ankestyrelsen på, hvilke øvrige oplysninger der foreligger i sagen.  Hvis der ikke er oplysninger i sagen, som kan understøtte enten kommunens eller borgerens vurdering af støttebehovet, kan Ankestyrelsen være nødsaget til at hjemvise sagen til kommunen med henblik på indhentelse af flere oplysninger. En af flere muligheder kan være, at en visitator observerer, hvordan borgeren klarer sig i hjemmet i forhold til de enkelte praktiske opgaver.  Kommunen skal altid overveje, om oplysningerne kan indhentes på anden vis.”

Ifølge ankechefen kan lægefaglige udtalelser sjældent i sig selv klarlægge, hvor meget hjælp borgeren har brug for i forhold til de enkelte praktiske opgaver og plejeopgaver.

Kun kritik i fem af 575 sager

Den skriftlige kommentar afrundes med følgende bemærkning: ”Ankestyrelsen foretager årligt flere kvalitetsmålinger af egne sager for at sikre en god kvalitet i sagsbehandlingen. Vores afgørelser kan – udover at blive indbragt for domstolene – også indbringes for Folketingets Ombudsmand. I 2018 var der 575 henvendelser fra borgere til ombudsmanden på Ankestyrelsens område. Vi fik kritik i fem sager.”