Når jeg er på banen, tænker jeg ikke over mit handicap

Artikel fra Muskelsvindfondens 50 årsjubilæum. Foto: Jakob Boserup.

23. aug 2022

For Anders Berenth har sporten altid været det sted, hvor der er plads til at koble af og glemme muskelsvinddiagnosen. Det er blevet til medaljer og priser, men det har også lært ham at tage ansvar

Som barn vil Anders’ forældre hjælpe ham med at finde en sport, han kan og vil dyrke. Han prøver forskellige sportsgrene – fra gokart til skydning. Ret hurtigt finder han ud af, at det skal være en holdsport. Valget falder i første omgang på el-hockey, som Anders begynder på i en alder af 6 år. I klubben spilles også powerchair floorball, som han og holdkammeraterne med årene får øjnene op for, og som bliver den fortrukne sportsgren.  

Anders er født med muskelsvinddiagnosen Kongenit myopati. Anders er gående, men hans diagnose medfører, at han bliver hurtigere træt i musklerne. Derfor har det været vigtigt at finde en sportsgren, som passer til ham, og det gør powerchair floorball.  

“Det er en sport for fysisk handicappede, hvor der også er noget bevægelse. Det fede er, at kørestolen laver det hårde arbejde, så du kan fokusere på at være fysisk og bruge din krop. Hvis du ikke har mange armkræfter, kan du bruge stolen og teknikken til at kompensere rigtig meget,” fortæller han. 

Medaljer og priser

Som 14-årig skruer Anders op for powerchair floorball og med erfaring og kompetencer fra de mange år som el-hockey-spiller, bliver han hurtigt en del af powerchair floorball landsholdet. For Anders er det kæmpestort at trække i de rød-hvide farver og repræsentere Danmark, og med landsholdet har han rykket sig meget som person.  

“Det har betydet, at jeg har været nødt til at tage noget ansvar på mig. Det er ikke noget, som jeg ellers har haft et behov for, men fordi jeg er en bærende spiller på holdet, har det været nødvendigt. For det går ikke, at jeg taber hovedet, for det går også ud over mine holdkammerater,” siger han. Det er tydeligt, at han elsker det ansvar, han får, når han er på banen. 

Det er også med landsholdet, at han og holdkammeraterne i 2018 kæmper sig til en VM-sølvmedalje. En turnering, hvor han samtidig bliver kåret til verdens bedste spiller ved en afstemning blandt spillerne fra de forskellige lande.  

Det er ikke kun spillerne, der sætter pris på Anders. I 2018 er han til DR’s awardshow Sport 2018 i Jyske Bank Boxen. Her tildeles han Kulturministerens Parasportpris, der er en hyldest til personer, som yder en ekstraordinær indsats for handicapidræt.  

Sporten er ikke kun et frirum

For Anders har sporten altid været det sted, hvor han har kunnet koble af og være social. Størstedelen af hans venskaber er opstået gennem sporten, og at være en del af et holdt betyder meget for ham. Sammen med holdkammeraterne opstår der følelsen af at være én samlet enhed, der kæmper mod et fælles mål, hvor handicappet ikke er i fokus. 

”Når jeg er på banen, tænker jeg ikke over mit handicap. Det er mit frirum. Uanset hvad der fylder i mit hoved, og hvor udfordrende hverdagen kan være, så glemmer jeg det, lige så snart jeg kommer ind på hockey-banen,” fortæller han. 

Også uden for banen oplever Anders de positive effekter, som sporten har haft på ham. I årenes løb er det særligt arbejdet med landsholdets mentaltræner, som han fremhæver, da det har været med til at modne ham og gøre ham mere ansvarsbevidst.  

”Jeg har lært at kunne sætte mig mentalt op til en kamp og kunne fokusere. Det er ikke kun på banen, det gavner mig. Det er også noget, som jeg har taget med mig ud på arbejdsmarkedet. At tage ansvar og føle mig tryg ved det,” forklarer han og uddyber, at han foruden sin uddannelse som multimediedesigner og konceptudvikler, også har været med til at starte virksomheden Underscore 330 op.  

Alt det, som Anders har lært og oplevet, bruger han i sin rolle som træner. I trænerrollen føler han, at han kan give noget tilbage til det fællesskab, som han har været en del af i mange år. At være træner betyder meget for ham, og der er julelys i øjnene, når han skal give gode råd til andre, der, ligesom han var for 20 år siden, er nysgerrige på sportens verden.   

”Du kan dyrke sport på mange måder. Så find en sport og prøv at dyrke den. Spørg dig selv, hvad det er, du gerne vil og prøv det. Hvad er din diagnose, hvad er det, du kan? Find den sport, der passer bedst til dig. Hvis du synes, at rugby (kørestolsrugby: red.) er for hårdt, så kom ned og prøv floorball. Og hvis du synes, at floorball ikke er noget for dig, så spil rugby. Bare prøv det,” siger han.