Ydmygende og mistænkeliggørende kontrol
“Hvor meget bevæger du dig i løbet af natten?”
“Kan du nogle gange opleve spasmer eller andet, som gør din søvn urolig?”
“Hvorfor tager det halvanden til to timer at børste tænder, komme på toilettet og i seng, få maske på og få varmet fødder?”
Det er blot tre af de mange spørgsmål, som Antoniett Vebel Pharao skal svare på i forbindelse med en revurdering af hendes hjælp. En revurdering, som hun netop nu er i gang med i Aarhus Kommune.
Spørgsmål, registreringer og møder
Spørgsmålene er ikke de eneste, hun skal besvare. Hun skal også redegøre for, hvad hun laver døgnet rundt. Deltage i fysiske møder. Og inden det første møde havde hun beskrevet alle sine behov for hjælp, men det var ikke nok. Samtidig skal vi huske, at det hele allerede er beskrevet, for Antoniett fik muskelsvind, da hun var 11 år – og i dag kan hun “kun” løfte hænderne 10 centimeter.
Antoniett er ikke den eneste, tværtimod
Antoniett er langt fra den eneste, som oplever, at hendes kommune kontrollerer hende ned til mindste detalje. Mange andre med muskelsvind oplever også ydmygende og mistænkeliggørende overoplysning i deres kommune. Find beretninger her på siden.
På denne side kan du også læse mere samt finde vores politiske løsninger.
Læs Antonietts beretningFire politiske løsninger
-
Den konkrete udfordring
Retssikkerheden og tilliden er i bund på handicapområdet, og i Muskelsvindfonden oplever vi, at mødet med systemet opleves som en kamp, hvor mennesker skal klage sig til deres ret.
Kommunernes økonomiske hensyn spiller en afgørende rolle for, hvorvidt mennesker med handicap får den hjælp, de har behov for.
Den politiske løsning
Enkeltsager, der er omkostningstunge, er reelt en udfordring for flere kommuner. Det gælder fx sager om den livsvigtige hjælperordning. Det bliver sværere og sværere at få en hjælperordning, og kommuner ønsker at skære i hjælpen.
Derfor skal finansieringen af fx hjælperordningerne ikke hvile på den enkelte kommune, men derimod på en mere solidarisk finansieringsmodel, således økonomien ikke får forrang for faglighed. Og mennesker får mulighed for at leve selvstændige liv.
-
Den konkrete udfordring
På nogle områder mangler der helt klart tilstrækkelig faglighed i flere kommuner. Det er åbenlyst, når man ser på landets omgørelsesprocenter.
Den politiske løsning
Derfor skal der indføres en ret for borgeren til at få en neutral instans med stærk faglighed som Den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation (VISO), et specialsygehus eller en anden faglig aktør til at kigge på sagen og komme med input, inden kommunen træffer afgørelse.
Det skal altså være en ret, som borgeren kan kræve i det øjeblik, borgeren oplever, at der ikke er tilstrækkelig med faglighed i kommunens sagsbehandling.
Selv i sager med stor faglighed er det givende for begge parter at få andre øjne til at se på sagen.
For uddybning se venligst Muskelsvindfondens artikel om handicapreform.
-
Den konkrete udfordring
Kommunerne revurderer årligt hjælpen, der bevilges borgere med kroniske diagnoser. Det betyder, at kommunen kan fratage hjælperordninger fra borgere uden forbedring af borgerens funktionsevne. Det skaber utryghed og mistillid hos borgeren i mødet med kommunen. Kommunen bør kun være i stand til at reducere hjælpen i tilfælde, hvor ændringer i borgerens livssituation gør den tildelte hjælp unødvendig. Muskelsvindfonden oplever et stigende antal, der får skåret i hjælpen ved kommunens revurderinger, uden at der er sket forbedring af den enkeltes funktionsevne.
Den politiske løsning
De omfattende revurderinger er unødvendige og bør erstattes af tro- og loveerklæringer, hvis funktionsevnen ikke er forbedret. Muskelsvindfonden oplever, at mange opfølgninger på blandt andet hjælperordning (BPA-ordning), som er helt enkle, fordi der åbenlyst ikke er sket nogen ændring i funktionsevnen siden seneste vurdering.
I de tilfælde mener vi, at det kan sammenlignes direkte med tilfælde i servicelovens § 113, hvor der er lovhjemmel til at bruge tro- og love erklæringer ved helt enkle ansøgninger/genbevillinger af hjælpemidler:
Indførslen af tro- og loveerklæringer skal ses i lyset af retssikkerhedslovens § 10.
Ifølge §10 har kommunen ansvaret for, at sagerne er oplyst i tilstrækkeligt omfang til, at myndigheden kan træffe afgørelse. Her skal man bide mærke i ordet tilstrækkelig. Der skal altså ikke ske en udtømmende eller altomfattende sagsoplysning i hvert enkelt tilfælde. Derudover er der også proportionalitetsprincippet, hvorefter der skal være et rimeligt forhold mellem det, kommunen sætter i værk for at tilvejebringe oplysningerne og så sagens udfald.
Når der tidligere er truffet afgørelse i en sag på et tilstrækkelig oplyst grundlag, og ansøgerens funktionsnedsættelse i alt væsentlighed er uændret siden seneste afgørelse, kan man gå ud fra, at sagen er tilstrækkelig oplyst.
Muskelsvindfonden bemærker også, at aftalen om retssikkerhed i Socialreserven, som blev vedtaget i november 2021, åbner op for øget brug af tro- og love erklæringer.
I aftalen står blandt andet: ”Under tema 1 om tillid, samarbejde og inddragelse indgår som konkrete delinitiativer udvikling af en model for tillid, samarbejde og inddragelse, ”Borgeren i centrum” og forsøg med brug af tro- og loveerklæringer ved bevilling af ydelser efter serviceloven.”
Den langsigtede værdi
Det sparer både kommunal sagsbehandlingstid, at kommunen ikke årligt skal revurdere oplagte sager. Ligeledes sikrer det, at andre interesser ikke overskygger borgerens livssituation i vurderingen af borgerens behov for hjælp. Og det giver samtidig borgeren en uvurderlig tryghed, der blandt andet giver bedre overskud til at klare den del af livet, der ikke handler om kommunal sagsbehandling.
-
Den konkrete udfordring
Mennesker, som har en hjælperordning, oplever at skulle “overoplyse” på en måde, der ligger langt ud over kommunens pligt til at følge op – en pligt, der af lovgiverne er tænkt som en støtte til den enkelte borger for at sikre, at vedkommende faktisk får den hjælp, som borgeren har brug for.
Der er en tendens til, at kommunen afkræver borgeren detaljerede oplysninger, som kommunen ikke er berettiget til. Det forekommer endog, at kommuner stiller som betingelse for udmåling af hjælp, at kommunale medarbejdere på nærmeste hold kan overvære udførelsen af selv intime funktioner som af- og påklædning og toiletbesøg. Det ville være grænseoverskridende for ethvert menneske at udføre med publikum.
Muskelsvindfonden har stadig til gode at møde det menneske, som beder om mere hjælpe eller flere hjælpemidler, end de har behov for. Hvem vil have et hjem fyldt med hjælpemidler, og hvem vil have et menneske siddende i hjemme for bare at glo?
Den politiske løsning
Løsningen er, at vi skal have den tillidsbaserede dialog tilbage mellem borger og socialrådgiver. En dialog, der er båret af udgangspunktet om, at den kommunale sagsbehandler er til for at finde løsninger. Og en dialog, som kan munde ud i enighed om, hvilken hjælp der er brug for.
Kulturændringen i kommunerne, der siden finanskrisen i slutningen af 00’erne har flyttet kompetence fra socialrådgivere til økonomer og chefer i visitationsteam, er simpelthen gået for langt.
Kompetencen skal tilbage til socialrådgiverne, og vi skal sikre, at deres faglighed er stærk.
Antoniett er langt fra den eneste
Læs, hvad andre oplever her og i bunden af siden.
-
Julie fortæller
Får hjertebanken og ondt i maven, når telefonen ringer, eller der skal tjekkes post i E-boks. Går i forsvarsposition på baggrund af tidligere kampe, selv overfor nye sagsbehandlere. Det er svært at slippe de dårlige oplevelser.
-
Katrine fortæller
Samarbejdet - eller hovedsageligt det manglende samarbejde - giver mig en følelse af at være handicappet. Når samarbejdet fungerer, kan jeg pludselig lægge energi andre steder i mit liv. Jeg bliver en bedre veninde, kæreste, søster og bedre til at passe på mig selv.
-
Rikke fortæller
Mødet med kommunen føles som møde med forråelse, der bliver mere og mere udtalt. Jeg savner at være “egen herre” i min egen familien med mulighed for egne beslutninger.
-
Sisse fortæller
Jeg får hjertebanken og svedige håndflader, når jeg får opkald fra kommunen (og så viser det sig at være ens barns institution, der ringer med en ligegyldig information).
-
Lene fortæller
Nogle gange føler jeg manglende respekt overfor ens frihed/familieliv. Hele tiden være fleksibel. Bliver visse tider drænet af energi, og jeg får følelser som ensomhed, vrede og frustration. Negative tanker kan nogle gange lige dukke op i en - selvom jeg forsøger med positiv tænkning.
-
Stinne fortæller
Jeg taber magten over vores eget familieliv. Frihed er ikke en givet tilstand, når vi har brug for bevillinger ind i livet.. 💔
"Det er grotesk, at jeg skal bevise noget, kommunen allerede godt ved"
Handler det i virkeligheden om at stille så mange urimelige krav til dokumentation, at borgeren helt opgiver at anmode om en hjælperordning hos kommunen? Den tanke har strejfet Karsten flere gange i det efterhånden årelange stressende forløb med Aarhus Kommune
Læs om Karstens oplevelserPsykolog: Kontakt til
kommunen kan
skabe stress
Mennesker med handicap og deres pårørende oplever, at kontakten til kommunen skaber stress.
Læs mereMuskelsvindfonden:
En reform er
helt nødvendig
Muskelsvindfonden opfordrer den kommende regering til at prioritere en handicapreform højt.
Læs vores løsninger
Om overoplysning og kontrol
Nogle gange oplever Muskelsvindfonden, at kommuner træffer afgørelser uden at undersøge en sag grundigt nok – alene fordi de ønsker at give afslag.
Andre gange oplever vi, at kommuner bliver ved med at spørge og undersøge sager, som ellers er oplyst på kryds og tværs af både borgeren og fagfolk.
Om og om igen
Når vi, der har muskelsvind, helt åbenlyst ikke forbedrer vores funktionsniveau fra det ene år til det andet, virker det utroligt voldsomt, at kommuner alligevel starter helt forfra med sagsbehandling og vil have nye informationer om alt, selv om det er tidligere beskrevet.
Her oplever vi, at kommunen leder efter argumenter for at skære ned eller give afslag i en sag, hvor alt ellers peger i retningen af en bevilling på hjælp. Flere og flere af os sidder tilbage med oplevelsen af, at vi skal passe ekstremt meget på, hvilke formuleringer vi bruger i dialogen med kommunen. Vi føler, at alt vi siger, vil blive brugt imod os.
Kommunens pligt til at oplyse, men ikke overoplyse
Objektivt set er det ifølge Retssikkerhedslovens § 10 kommunen, der har ansvaret for, at sager er oplyst i tilstrækkeligt omfang til, at myndigheden kan træffe afgørelse. ”Tilstrækkeligt” er et begreb, der kan gradbøjes, og som er forskelligt fra sag til sag.
Ombudsmanden om “tilstrækkeligt”
Når Ombudsmanden forklarer, hvad der forstås ved ”tilstrækkeligt” er svaret: ” Dette spørgsmål kan ikke besvares meget konkret, men en sag skal oplyses og undersøges så langt, som det er nødvendigt i det enkelte tilfælde for at træffe en materielt lovlig og rigtig afgørelse.
Omvendt skal der naturligvis ikke indhentes oplysninger eller gennemføres undersøgelser, som ikke er relevante for afgørelsen.”
Der er grænser for, hvad kommunen kan spørge om
Der er altså ingen tvivl om, at der ifølge loven også er grænser for, hvad en kommune kan tillade sig at stille af spørgsmål. Det fremgår også af databeskyttelsesloven, hvor der i bilag 1 blandt andet står:
”Især bør de specifikke formål med behandlingen af personoplysninger være udtrykkelige og legitime og fastlagt, når personoplysningerne indsamles. Personoplysningerne bør være tilstrækkelige, relevante og begrænset til, hvad der er nødvendigt i forhold til formålene med deres behandling.”
Truslen, når der siges nej
Ved at henvise til loven kan borgere således afvise at svare på flere kommunale spørgsmål, hvis borgeren mener, at sagen er tilstrækkelig oplyst.
Desværre oplever vi i Muskelsvindfonden, at reaktionen fra kommunerne så er, hvad der kan forstås som en trussel om, at det kan være til skade for borgeren, hvis alle spørgsmål ikke besvares. Derfor er det også yderst sjældent, at vi anbefaler at undlade at svare på kommuners ønske om at overbelyse sager. Kommunerne sidder jo med magten til at træffe afgørelser om borgerens liv. Vi anmoder om, at alle kommuner tager den magt og det ansvar så alvorligt, at man fremover overvejer det to gange, inden der stilles det ene spørgsmål efter det andet i sager, der i forvejen er oplyst.
Ydmygende kontrol og overoplysning
Mennesker, som har en hjælperordning oplever at skulle "overoplyse" på en måde, der ligger langt ud over kommunens pligt til at følge op - en pligt, der af lovgiverne er tænkt som en støtte til den enkelte borger for at sikre, at vedkommende faktisk får den hjælp, som borgeren har brug for.
Forstå, hvorfor opfølgningen er ydmygende.
#Kommuneangst
- 23/04 2021
Findes en nedre grænse for et værdigt ungdomsliv?
- 16/01 2019
”Jeg har fornemmelsen af at være under mistanke for at snyde”
- 07/02 2020
”Jeg lever i ufrivillig isolation”
- 16/11 2017
Julies kamp: ”Er det et liv?”
- 21/06 2020
Mit liv skal leves – også når hjemmehjælperen går
- 30/11 2020
Mathilde har fået afslag på tilstrækkelig hjælp
- 22/01 2018
Mens Jimmy venter på kommunen, bliver han dårligere og dårligere
- 21/06 2019
”Sørens” kamp med kommunen har foreløbig varet fire år
- 16/11 2017
Du tror, det er løgn: Kontrol af toiletbesøg
Kontakt os
-
Thomas Krog
Politisk chefthkr@muskelsvindfonden.dk @thomaskrog_ -
Gitte Dreier Jacobsen
Kommunikations- og pressechefGitte@muskelsvindfonden.dk @gittedreier LinkedIn -
Danni Hillbrandt-Mogensen
Socialfaglig konsulentdahi@muskelsvindfonden.dk -
Suzanne Skærbæk Pedersen
Redaktør og journalistsusk@muskelsvindfonden.dk @SuzanneSkaerbae LinkedIn
