Allan Hjort Nejmann vil gerne være tæt på sine børn. Han har valgt at få 8 timers tabt arbejdsfortjeneste i forhold til sin datter med muskelsvind og deler opgaverne i familien nogenlunde ligeligt med sin kone. Men omverdenen tænker stadig alt for traditionelt i kønsroller, mener han.
Allan Hjort Nejmann prøver at stritte imod den gængse opfattelse af, hvilke opgaver mødre og fædre har i en familie. At kvinder er bedst til omsorg og mænd til det praktiske. Den holdning møder han meget ofte – både i familien, blandt venner og i sundhedsvæsenet.
”
”Hvis min kone skal ud, spørg omgivelserne ofte, om jeg kan passe børnene alene. Selvfølgelig kan jeg det. Men jeg skal ikke passe mine egne børn – jeg skal være sammen med dem.”
Allan Hjort Nejmann
”Hvorfor skal jeg stilles på sidelinjen, bare fordi jeg er mand? Jeg vil også gerne følge mine børn til fritidsaktiviteter, hjælpe med skoleopgaver osv. Det er træls, at man skal forsvare, hvorfor man vælger familien til, og at forventningen er, at når det har noget med børnene at gøre, så kan manden ikke rigtig noget,” siger Allan Hjort Nejmann.
Han er 32 år, tømrer og gift med Sabrina, der er socialrådgiver. Sammen har de fire børn, hvoraf den ældste på ni år, Karla, har muskelsvind.
Offentlige myndigheder glemmer faderen
For nogle år siden valgte familien, at det var Allan, der skulle søge om tabt arbejdsfortjeneste for at få familielivet og opgaverne omkring Karla til at hænge sammen. Sabrina var under uddannelse, og så var det naturligt, at det var Allan, der fik timerne.
”Men det var ikke det nemmeste at få igennem i forhold til kommunen og min arbejdsgiver. Men det lykkedes,” fortæller han. De otte timer blev samlet til en ugentlig fridag, for det gav mest mening rent praktisk i forhold til hans arbejdsopgaver som tømrer.
Derfor er det også Allan, der i dagligdagen tager sig mest af Karlas behov for at komme til bandagist, kontroller på sygehus m.m. Familien forsøger at samle den slags opgaver på Allans fridag. Er det større operationer, er begge forældre selvfølgelig med.
Men det frustrerer Allan, at når han f.eks. ved en kontrol på sygehuset direkte har bedt lægen om at kontakte ham for en opfølgning, vælger sygehuset alligevel at kontakte Sabrina og ikke ham.
Eller når der kommer indkaldelser til undersøgelser, møder i skolen, kommunale breve eller andet fra offentlige instanser, går kontakten altid direkte til Sabrina, og kun af og til også til Allan. Aldrig omvendt.
”Der er ikke meget ligestilling i det. Jeg tror, de har en forventning om, at jeg ikke ved noget om det. Men det vil nogle gange gøre livet lidt nemmere, hvis de kontaktede mig direkte.”
Weekend kun for fædre og børn
Selv om opgaverne i familien er fordelt nogenlunde ligeligt mellem forældrene, er der forskel på forældrenes tilgang til opgaverne, fortæller Allan. Han er meget praktisk anlagt og er ikke den, der har behov for at sætte lige så mange ord på sine følelser som sin kone.
Netop en forskel, han også oplever, når han og Karla har deltaget i Muskelsvindfondens fædre-børn-weekend ”Snak og æd”. En primitiv weekend, hvor fædre og deres børn med muskelsvind er sammen i det fri, bor i telt eller i handicapbilen, laver mad over bål, hygger sig med diverse opgaver og også får mulighed for at få en snak om livet med muskelsvind med de andre fædre.
”
”Der er forskellige måde at tackle tingene på, og jeg får meget ud af at mødes med andre fædre til sådan en weekend. Det er meget en nede-på-jorden-snak, vi har.”
Allan Hjort Nejmann
For Allan og Karla har det givet god mening at være med til Snak og æd-weekenderne. De er i forvejen spejdere og udendørs mennesker, men for Allan har det også stor værdi, at det både er en weekend, hvor han og Karla kan gøre noget sammen uden resten af familien, og at han kan være sammen med andre fædre.
I forhold til det første kommer han tættere på Karla, og de får nogle oplevelser sammen, som de kan vende tilbage til. De lærer også at finde kreative løsninger på det, de bliver udsat for – som de kan tage med hjem og bruge i hverdagen.
Ikke kun snak
At weekenden er sammen med andre fædre og især, at de ikke bare er sammen for at snakke, men også for at lave noget praktisk, har ifølge Allan stor værdi. Det kan tit blive for meget tristhed, sorg og følelser, når mødrene også er med, mener han.
Selv om fædrene også kommer ind på emner som sorg og frustration, er det ikke på samme måde, og der er ikke den samme forventning til, at de skal komme dybt ned i emnet.
”Det er nok at sige, at det er træls, eller at det er ringe … Man behøver ikke at sætte spørgsmålstegn ved det, og hvordan havde du det så med det, og hvornår vendte det… Der bliver ikke taget lettere på det, men man kommer ikke så meget ud i at skulle forklare, og vi står ikke klar med den store pakke kleenex, siger Allan og uddyber:
”Det blive respekteret, når nogle siger, at det har været svært f.eks. ved barnets operation. Så bliver der lyttet og forstået, men der kommer ikke nødvendigvis den helt dybe fortælling. Det gør en forskel.”
Tid til at tænke over tingene
En anden forskel fra et almindeligt weekendkursus, hvor hele familien er med, er, at på Snak og æd skal der ordnes mange praktiske ting – laves mad, hugges brænde, tændes bål m.m. Det giver tid til at tænke over det, andre har sagt, og vende tilbage til emnet senere.
Det fungerer godt, mener Allan, som også erkender, at behovene for at udtrykke sig ofte er meget forskellige for mænd og kvinder. Det handler derfor om at acceptere, at vi er forskellige og reagerer forskelligt, selv om det kan være svært, når man står midt i det.
Hjælp til intime ting
Som far til en datter, der om nogle år er på vej mod teenagealderen, er Allan begyndt at overveje, om og hvordan han fortsat kan hjælpe sin datter med mere intime ting. Så længe datteren er et barn, er det naturligt at hjælpe hende på toilettet, med bad og andre personlige ting, men når hun bliver ældre, vil det føles lidt mærkeligt – og måske endda forkert.
”Hun vil jo altid skulle have hjælp, og hun er også vant til at blive hjulpet, men jeg synes, det kan blive akavet for mig, fordi jeg er faderen. Og for hende bliver der ikke meget privatliv tilbage. Men den er svær,” siger Allan, der i flere år har været den, der tager Karla op hver morgen og hjælper hende med hendes morgentoilette. Hvornår er det slut med det, og hvordan løses det rent praktisk?
”Hun er kun ni år nu, så hun er ikke selv dér endnu, men vi skal helt sikkert tage snakken med hende på et senere tidspunkt.”
Andre udvalgte artikler til dig
- 23/06 2021
Macho med muskelsvind?
- 22/06 2021
Er jeg en god nok mor?
- 23/06 2021
Kvinde, kom som du er
- 14/08 2018
Kan jeg være maskulin, når jeg har muskelsvind?
- 22/06 2021
Mange mænd siger nej til rehabilitering
