Benjamin Hav & Familien debuterer på Grøn 2023

Redaktionen, Foto: Danni Riddertoft og Thomas Howelt Andersen

19. apr 2023

I dag offentliggør Tuborg og Muskelsvindfonden det fjerde navn til dette års Grøn line-up og tilføjer dermed et af Danmarks mest unikke live- og hiphop-bands: Benjamin Hav & Familien debuterer nemlig på den grønne karavane

I sommeren 2022 tordnede Benjamin Hav og hans håndplukkede syvpersoners liveband, kendt som Familien, ind på danskernes nethinde og slog festivalerne omkuld med top-anmeldelser og bemærkelsesværdige liveshows. Nu er turen kommet til Grøn, hvor publikum får glæde af dem for allerførste gang.

Om at optræde på Grøn fortæller Benjamin Hav:

Lige siden jeg var en lille dreng på mine små stylter af eufori, har jeg drømt om en dag at løbe barfodet over græstæppet sammen med de 700 frivillige som en gigantisk falafel; bare med mennesker i stedet for dressing.

Benjamin Hav

– Det betyder alt. Lige siden jeg var en lille dreng på mine små stylter af eufori, har jeg drømt om en dag at løbe barfodet over græstæppet sammen med de 700 frivillige som en gigantisk falafel; bare med mennesker i stedet for dressing. Jeg har tænkt mig at lege vinkeskjul den halve tid, ude på pladsen, med tilfældige menneskelige pyramider i et inferno af pølser og øl.

Benjamin Hav debuterede som soloartist i turbo-tempo med to album på to uger i starten af 2020, og allerede i marts året efter udgav han sit tredje album. I efteråret 2021 stod han på scenen for første gang med Familien, hvilket resulterede i den ene udsolgte koncert efter den anden og flere anmelderroste ekstrakoncerter.

I 2022 snuppede Benjamin Hav og Familien for andet år i streg prisen for “Årets Hiphop-album” til GAFFA-Prisen, og senere på året indtog de samtlige festivaler til deres første tur på landevejen.

Grøn Koncert glæder sig til at præsentere Benjamin Hav & Familien, og Theis Petersen, Indsamlingschef i Muskelsvindfonden, udtaler:

“Benjamin Hav & Familien præsenterer nogle helt unikke og spektakulære liveshows, som vi glæder os helt vildt til, at Grøn-publikummet får glæde af til sommer!”

40 år med Grøn

I år kan Muskelsvindfonden og Tuborg fejre 40 år med Grøn, hvor man har skabt sommerminder og gode oplevelser sammen med danskerne; hele tiden med det gode formål om at skabe plads til forskelle i samfundet for øje. Det vil blive markeret hele året og kulminerer med sommerens traditionelle koncertkaravane, som for første gang begynder i Tårnby den 20. juli. Herefter besøger Grøn Kolding den 21. juli, Aarhus den 22. juli og Aalborg den 23. juli. Efter en kort pause fortsætter turneen i Esbjerg den 27. juli, Odense den 28. juli, Næstved den 29. juli, inden det hele traditionen tro slutter med et brag i Valby den 30. juli.

Køb din billet her nu

Benjamin Hav & Familien

Et af Danmarks mest unikke live- og hiphop-bands i Danmark debuterer på Grøn - nemlig Benjamin Hav & Familien!

Om Grøn

I mere end fire årtier har Tuborg og Muskelsvindfonden med Grøn skabt musikalske oplevelser og fællesskaber på tværs af handicap, alder, etnicitet, køn, seksualitet og religion. Overskuddet fra koncerterne går til Muskelsvindfondens arbejde med at skabe Plads til forskelle, hvilket har til formål at skabe større mangfoldighed i det danske samfund. I 2023 kunne Tuborg og Muskelsvindfonden fejre 40 år med Grøn i et historisk år, hvor man for første gang kunne melde totalt udsolgt på hele turnéen rundt i Danmark.