Hyppige revurderingssamtaler og mistænkeliggørelser stresser mennesker med handicap, som igen og igen skal forsvare den grundlæggende hjælp og støtte, der gør det muligt eksempelvis at gå på arbejde eller i skole.
Siden kommunalreformen i 2007 har mennesker med handicap oplevet, at det er blevet sværere og sværere at få tildelt hjælp og støtte. Samtidig oplever mange en praksis, hvor de hele tiden skal forsvare den hjælp, der gør, at de kan have et selvstændigt liv med arbejde, skole osv.
Emil Søbjerg Falster har skrevet en ph.d., som blandt andet handler om, hvordan børn og unge med handicap og deres forældre oplever relationen til de offentlige myndigheder. Selv om situationerne hos familierne er helt forskellige alt efter alder, type af handicap, og hvor de er bosat i landet, er der nogle ting, der går igen i familiernes oplevelser.
”
Nogle af disse mennesker lever i en slags permanent midlertidighed, som naturligvis kan skabe følelser af angst og paranoia
Emil Falster
forsker
Grundlæggende oplever de 39 familier, Emil har besøgt og snakket med, at det er blevet vanskeligere at få hjælp og støtte. Samtidig er der nogle mekanismer i kommunikationen med myndighederne, der skaber både utryghed, angst og paranoia hos mange af familierne.
Livsgrundlag risikerer at blive grundlæggende ændret
Mange af familierne oplever ofte at blive indkaldt til revurderingsmøder, hvor de skal forsvare, at de stadig har brug for den hjælp og støtte, de tidligere har fået tildelt. Disse samtaler skaber en frygt hos familierne, fordi de forsøger at skabe et liv ud fra de vilkår, de har, men de ved så ikke, om de kan regne med, at de samme vilkår er til stede efter næste revurdering.
”Jeg tror, det er svært at sætte sig ind i, hvordan det føles, at dit livsgrundlag kan blive grundlæggende ændret efter hver af de her samtaler. Nogle af disse mennesker lever i en slags permanent midlertidighed, som naturligvis kan skabe følelser af angst og paranoia,” fortæller Emil.
Sagsbehandlerne er ikke onde
Emil minder samtidig om, at sagsbehandlerne i kommunerne ikke er onde mennesker, der ønsker at tage hjælp og støtte fra mennesker med handicap.
”Men økonomien i mange pressede kommuner gør, at der kommer et ledelsespres på sagsbehandlerne, som ikke kan undgå at smitte af på deres tilgang til borgerne.”
Artiklen fortsætter efter billedet.
Det er mellem linjerne, problemerne opstår
Mennesker med handicap oplever også andre problemer i mødet med myndighederne. Det kan være mistænkeliggørelse, hvor sagsbehandleren stiller spørgsmålstegn ved, om man nu også har brug for den hjælp og støtte, man efterspørger. Det kan også være det, som Emil kalder for ”relativering”, hvor sagsbehandleren eksempelvis siger, at man skal være glad for den støtte, man har fået, da det er meget værre i andre kommuner. Personen med handicap får altså mellem linjerne at vide, at det, man beder om, ikke er i orden.
”
Men altså mennesker med handicap kommer jo grundlæggende ikke og beder om en masse ekstra støtte, som de ikke har brug for.
”Men altså mennesker med handicap kommer jo grundlæggende ikke og beder om en masse ekstra støtte, som de ikke har brug for. Der er jo ikke nogen, der beder om kørestol nummer to, medmindre de har et bestemt behov herfor, eller en ekstra hjælper, de ikke skal bruge,” fortæller Emil.
Emils råd til myndigheder
Emil har ikke forsket i, hvilke løsninger der vil kunne løse de problemer, som mennesker med handicap oplever i samspillet med myndighederne. En stor del af problemet handler selvfølgelig om den økonomi, der er afsat til støtte.
Men herudover fremhæver Emil tre andre ting, som kan være med til at modvirke den angst og paranoia, som møderne med myndighederne ofte medfører:
- Skru ned for revurderingerne eller tilrettelæg dem, så borgeren ikke skal ind til gentagne revurderingsmøder og forsvare deres behov for hjælp og støtte. Når der ikke udsigt til ændringer i funktionsniveauet, kunne man i stedet indhente en lægeerklæring eller en tro- og loveerklæring på, at man stadig har det samme funktionsniveau som for et år siden.
- Sagsbehandlere skal kun henvende sig til borgeren, når der mangler oplysninger, der ikke allerede findes i sagen – medmindre der er tale om forebyggelse eller et eksplicit ønske om at være proaktiv i sagsbehandlingen. Mange oplever at skulle starte forfra med at forklare deres situation til hvert møde, selv om oplysningerne allerede ligger i journalsystemet.
- Begrund afslag i konkrete paragraffer og lovtekster. Når man forstår de lovmæssige begrundelser for et afslag, kan man godt være uenig, men det bliver lettere at forstå afslaget og dermed også, at det ikke er sagsbehandleren personligt, der har skylden.
