Et fejlagtigt link og 18 kroner fjernede hjælp

Thomas Krog, foto: Jo Smiley Hailey

21. jun 2022

En fejl i kommunens beregning betød, at en kvinde med muskelsvind ikke længere kunne få dækket sine merudgifter.

Kommuner og Ankestyrelsen har strammet praksis. Man får ikke længere dækket de handicapbetingede merudgifter, som man tidligere fik dækket, og som loven giver ret til. I hvert fald ikke uden først at skulle kæmpe hårdt for det.

Det oplevede en kvinde med muskelsvind i Midtjylland, der igennem mange år har fået dækket sine merudgifter. I år fik hun en ny sagsbehandler, der omregnede alle kvindens merudgifter. Beregningen endte med, at kvindens merudgifter var præcis 18 kroner under minimumsgrænsen. Det betød, at hun fremover slet ikke kunne få dækket sine merudgifter.

Klar fejl i beregningen

Mange ting i beregningen var på kanten af, hvad der er lovligt. Desuden var der en klar fejl, som blev opdaget, da Muskelsvindfondens politiske afdeling kiggede på sagen.

I beregningen indgik, at et sandsynliggjort stort forbrug af præparatet Imodium Plus, som købes i pakker på apoteket til 75 kroner. Kommunen henviste i sin beregning til, at Imodium Plus ifølge pricerunner.dk kunne købes på en hjemmeside til 64 kroner for en pakke.

På alle andre sider, som pricerunner henviste til, stod produktet til 75-88 kroner for en pakke. Et simpelt tjek på den ene billige hjemmeside viste, at produktet også her reelt kostede 75 kroner. Det var altså en fejl, når der på pricerunner stod 64 kroner.

Da kvinden køber 26 pakker om året, ender hun alene af den grund over minimumsgrænsen, og kommunens kæmpe arbejde med at få hende presset ned under minimumsgrænsen faldt til jorden.

Mange mister merudgiftsdækning

Tallene viser med skræmmende tydelighed, at den midtjyske kvindes oplevelser langt fra er enestående. I rigtig mange tilfælde holder kommunens teoretiske beregning ikke i virkeligheden. Mange gange er kommunerne dog sluppet af sted med det, fordi beregningerne ofte er lange og komplekse.

I 2016 fik 11.518 personer udbetalt i alt 218,9 millioner kroner til at dække merudgifter, som personerne alene havde på grund af deres handicap. I 2020 var tallene faldet til 6.248 personer, der samlet fik dækket merudgifter for 145,6 millioner kroner. En samlet reduktion i antallet af borgere, der kan få dækket deres merudgifter på 5270 personer, og en kommunal besparelse på over 73 millioner kroner.