Ikke alle eventyr ender lykkeligt – beretning fra et samråd

Af politisk konsulent Eva Christensen

03. nov 2023

Der var engang en gruppe mennesker med handicap, som havde brug for hjælp i dagligdagen. De ville gerne leve et liv på lige fod med alle andre, og kommunerne fik ansvaret for at hjælpe dem i henhold til gældende lov. Kommunerne synes, det var for dyrt, og så holdt kommunerne op med at bevilge hjælpen, og pludselig kom det frem, at Ankestyrelsen, som skulle vurdere, om kommunernes afgørelser var rigtige, omstødte 40 % af afgørelserne.

Så besluttede Regeringen at lave et udvalg, som skulle finde ud af, hvorfor det hele var blevet så dyrt, og komme med nogle anbefalinger til, hvordan kommunerne kunne gøre det hele knap så dyrt, og helst ikke bryde loven alt for meget i samme omgang.

Det hed Tranæs udvalget. I udvalget sad mange kloge mennesker, herunder nogle fra kommunerne, en fra Grundfos, en professor i økonomi, og nogen fra et analysecenter. Men ikke nogen med handicap. Der sad én, som vist nok havde lidt forstand på det med handicap, men han gik.

Så lavede udvalget nogle anbefalinger. Den ene gik ud på, at man jo bare kunne øge kommunernes mulighed for at bestemme selv, hvad der var rimeligt for dem med handicap.

Jamen, hvad så med loven? – spurgte handicaporganisationer, politikere og andet godtfolk.

Det havde udvalget også en anbefaling til: Man kunne jo bare lave om i lovens formål, så loven passer bedre til kommunernes økonomi. Så ville kommunerne jo også slippe for alt det bøvl med folk, der klager, og uheldige tal fra Ankestyrelsen. For så var loven jo overholdt, og ingen havde grund til at klage.

Det var der så nogle politikere, der stillede spørgsmål til ministeren om; Kunne det virkelig være rigtigt, at Regeringen ville løse problemet med ondt i anklen hos patienten ved at save benet af?

Det ville ministeren ikke svare på. Hun mente ikke, anbefalingerne var færdige. Hun ville gerne tale om alle de andre anbefalinger i rapporten, bare ikke disse to. Det var bare ”pejlemærker”, og den slags kan man åbenbart ikke forholde sig til.

Politikerne spurgte igen. 4 gange. Og fik samme svar.

Der står vi nu.

Vi ved ikke, om der kommer et svar. Men foreløbig ser det ud til, at ikke alle eventyr ender lykkeligt.

Se samrådet her

Vi er Muskelsvindfonden. Vi får ting til at ske. Ved at lytte. Ved at handle. Ved at udfordre. Ved at tage chancer. Ved at inspirere. Ved at råbe op. Ved at blive ved. Og frem for alt: Ved at stå sammen og skabe plads til forskelle og til det gode liv med muskelsvind. Besøg vores sider:

Tilmeld vores nyhedsbrev

Få vores nyhedsbrev cirka to gange om måneden.

Dine data bliver kun delt i Muskelsvindfondens organisation. I øvrigt henvises til Muskelsvindfondens generelle privatlivspolitik, som du finder her.

Kontakt os

Kongsvang Allé 23, 8000
Aarhus C
Tlf 89 48 22 22
info@muskelsvindfonden.dk