Jada er dette års Plads til forskelle-ambassadør:
Velkommen i Klub Vidunderlig

Redaktionen

07. maj 2024

Når Jada til sommer debuterer på Grøn, bliver det ikke kun som artist. Hun får også rollen som årets Plads til forskelle ambassadør

Grøn, NOVA og hummel kan i dag annoncere, at Jada får en helt særlig rolle som dette års Plads til forskelle-ambassadør. Plads til forskelle er Muskelsvindfondens vision, og den skal hun fortolke.

Det er i samarbejde med hummel og Grøn, at Jada bag designet af årets Plads til forskelle-T-shirt, og den går i salg i dag. Overskuddet fra salget går til Muskelsvindfondens projekt Pærfekt. Et projekt der kæmper for at nedbryde perfekthedskulturen.

Tidligere har Benjamin Hav, Suspekt, Christopher, Lukas Graham, Carpark North, Scarlet Pleasure og morgenværterne på GO’NOVA været ambassadører.

Om sin rolle som Plads til forskelle-ambassadør fortæller Jada:

“Det betyder meget for mig at arbejde mod en verden, hvor der er plads til alle, især dem i kørestole og med handicap, som alt for ofte overses. Samfundet mangler simpelthen den nødvendige plads til dem, på gaderne, på arbejdspladserne og overalt. Det skal vi have lavet om på, det skal vi bare!”

Vi er alle sammen vidunderlige og pisse underlige

Jada har gennem sin karriere været en vigtig stemme for selvkærlighed og været med til at slå et slag for opgøret med perfekthedskulturen. Derfor er det et match-made-in-heaven, når Jada i år skal være med til at samle penge ind til Pærfekt. Som ambassadør er det Jada, der har skabt det unikke design og budskab, som pryder T-shirten.

Om designet fortæller hun:

“Vi startede med at tænke over to ting, der gør mig lidt anderledes end andre. Og det er min tøjstil som tit kan være “for meget” – her er t-shirtens grafik inspireret af en kæmpestor grøn latex-hat, jeg har, og så det, at jeg ofte føler mig som en stor blanding af følelser – lidt som en smoothie. Og for mig handler det om at snakke åbent om mine følelser og skrive sange om dem.” Jada - Plads til forskelle Ambassadør - krammer sit band på scenen

Muskelsvindfondens projekt Pærfekt får et økonomisk bidrag, der samles ind af hummel, NOVA, Grøn og Jada op til og i løbet af sommerens Grøn-koncerter gennem pantdonationer på pladsen og salget af Plads til forskelle-T-shirten, der i igen år produceres af hummel. For hver solgt T-shirt går 100 kr. til Pærfekt.

Dette års Plads til forskelle T-shirt kan købes fra i dag i hummel butikker landet over og via hummel.

Køb årets T-shirt her

Turnéplan 2024:

18. juli: Tårnby (Udsolgt)
19. juli: Kolding
20. juli: Aarhus (Udsolgt)
21. juli: Aalborg
25. juli: Esbjerg
26. juli: Odense (Udsolgt)
27. juli: Næstved (Udsolgt)
28. juli: Valby (Udsolgt)

Køb din billet til Grøn her

Om Grøn

I mere end fire årtier har Tuborg og Muskelsvindfonden med Grøn skabt musikalske oplevelser og fællesskaber på tværs af handicap, alder, etnicitet, køn, seksualitet og religion. Overskuddet fra koncerterne går til Muskelsvindfondens arbejde med at skabe Plads til forskelle, hvilket har til formål at skabe større mangfoldighed i det danske samfund. I 2023 kunne Tuborg og Muskelsvindfonden fejre 40 år med Grøn i et historisk år, hvor man for første gang kunne melde totalt udsolgt på hele turnéen rundt i Danmark. 

Vi er Muskelsvindfonden. Vi får ting til at ske. Ved at lytte. Ved at handle. Ved at udfordre. Ved at tage chancer. Ved at inspirere. Ved at råbe op. Ved at blive ved. Og frem for alt: Ved at stå sammen og skabe plads til forskelle og til det gode liv med muskelsvind. Besøg vores sider:

Tilmeld vores nyhedsbrev

Få vores nyhedsbrev cirka to gange om måneden.

Dine data bliver kun delt i Muskelsvindfondens organisation. I øvrigt henvises til Muskelsvindfondens generelle privatlivspolitik, som du finder her.

Kontakt os

Kongsvang Allé 23, 8000
Aarhus C
Tlf 89 48 22 22
info@muskelsvindfonden.dk