Radioværter fra Nova fortolker Plads til forskelle

Malene Løvig Kanstrup

22. jun 2021

Overskuddet fra salg af t-shirt går til Muskelsvindfondens Plads til forskelle-pris, der uddeles til efteråret

Årets ambassadører for Plads til forskelle-prisen er radioværterne fra NOVA med Mai-Britt Vingsøe, Signe Krarup, Celina Friis og Dennis Ravn fra morgenprogrammet GO’NOVA i spidsen. Værterne har fortolket Muskelsvindfondens vision om plads til forskelle på en t-shirt, hvor kærlighedshormonet oxytocin er i centrum.

T-shirten sælges i føtex og Bilka, og overskuddet går til årets Plads til forskelle-pris, som Muskelsvindfonden uddeler til efteråret.

sådan ser den ud: Plads til forskelle-t-shirten 2021

Stolte radioværter

”Det at få lov til at sætte Plads til forskelle på dagsordenen er for mig supervigtigt. Jeg var selv et mobbeoffer, da jeg var lille og har lært på den hårde måde, at der ikke altid er plads til forskelle. Og det skal vi bare lære, at det skal der være i 2021,” siger radiovært Mai-britt Vingsøe, som sammen med sine kolleger på NOVA er årets ambassadører for Muskelsvindfondens Plads til forskelle-pris. En opgave værterne er stolte af at løfte.

”Vi har sagt ja til at være ambassadører, fordi forskellighed er vigtigt. Det betyder, at der ikke er nogen facitliste i forhold til, om du er rigtig eller forkert. Vi er alle sammen rigtige på den måde, vi selv er,” siger Dennis Ravn.

Kærlighedshormonet oxytocin gør os gladere som mennesker

Som ambassadører for Plads til forskelle-prisen har værterne fra NOVA sammen med tøjbrandet VRS designet en t-shirt, hvor værternes fortolkning af Muskelsvindfondens vision om Plads til forskelle kommer til udtryk. På t-shirten står ordet ”Oxytocin” med et grønt, dymo-inspireret tryk.

Oxytocin er et hormon, som frigøres i kroppen, når vi oplever noget rart – og i særdeleshed, når andre giver kram, kys og andre kærtegn. Hormonet går populært under navnet “kærlighedshormonet” og gør os gladere som mennesker.

Efter et år fyldt med afstand, isolation og hudsult har kærlighedshormonet haft dårlige vilkår for at brede sig, og det er ifølge værten Mai-Britt Vingsøe et problem:

”Vi er jo nærmest blevet bange for fremmede i supermarkedet, som kommer for tæt på. Det skal vi lægge bag os, kigge frem og lukke armene op for andre mennesker,” siger hun.

Det er kollegaen Dennis Ravn enig i: ”Vi er simpelthen nødt til at have kærligheden tilbage. Er du uden kærlighed, nærvær og berøring i for lang tid, visner du som menneske,” siger han og fortsætter:

”Oxytocin er for os et statement. Det er noget, du kun kan få udløst ved at være sammen med andre. Det er noget, du kun kan få, hvis du er villig til at involvere dig i andre mennesker.”

Plads til forskelle T-shirt præsenteret af Radio NOVA-værter
Værter fra Radio NOVA: Mai-Britt Vingsøe, Signe Krarup, Celina Friis og Dennis Ravn har designet Plads til forskelle t-shirten 2021. Foto: Peter Christian Christensen

Fællesskaberne har manglet

De fire værter udviklede designet til årets t-shirt via møder på Microsoft Teams. Grundet COVID-19 kunne de ikke mødes fysisk, og de blev hurtigt enige om, at det netop var samværet med mennesker, de savnede allermest.

For værterne er fællesskaberne kernen til, at vi får udløst oxytocin, som er vigtigt for vores krop og humør, og som gør, at vi åbner os for hinandens forskelligheder.

”I en verden med plads til forskelle får vi netop nedbrudt nogle af de tabuer og den skam, vi hver især kan gå rundt med. En anerkendelse af, at du er, som du er, og jeg er, som jeg er, men derfor er vi stadig fælles om noget,” siger Celina Friis.

Koblingen mellem oxytocin og plads til forskelle forklarer Dennis Ravn på følgende måde: ”Det handler om spørgsmålet om, hvad der kommer først: Er det, når der er plads til forskelle, og du er sammen med andre mennesker, at oxytocin udløses – eller er det oxytocin, der gør, at man bliver mere rummelig som menneske?”

Plads til forskelle-prisen vender tilbage

Muskelsvindfonden har uddelt Plads til forskelle-prisen siden 2016. I 2020 var der ingen uddeling af prisen, da COVID-19 vendte alting på hovedet, og Grøn, som normalt bidrager til indsamlingen af penge til prisen gennem gæsternes billetkøb og pantdonationer på koncertpladsen, blev aflyst.

“Det forgangne år har vist, at det kun er blevet endnu vigtigere at sætte fokus på Plads til forskelle, og derfor stod det helt klart for os, at prisen naturligvis skulle uddeles i år – også selv om COVID-19 stadig er en faktor i vores alles hverdag. Det er et fantastisk design, som NOVA-værterne har skabt, og vi er stolte over at have dem som ambassadører for denne gode sag,” siger Theis Petersen, som er indsamlingschef i Muskelsvindfonden.

Pris til projekt, der skaber fællesskab og mangfoldighed

Når Plads til forskelle-prisen til efteråret skal uddeles, drømmer værterne fra NOVA om at støtte et projekt, som netop formår at skabe fællesskaber og mangfoldighed:

”Jeg håber virkelig, at årets vinder bliver nogen, som omfavner det, vi har manglet gennem det sidste år; nærvær, fællesskaber og kærlighed,” siger Signe Krarup.

Om Plads til forskelle-prisen

  • Muskelsvindfondens Plads til forskelle-pris støtter projekter eller organisationer, der arbejder for at skabe plads til forskelle.
  • Grøn, VRS og NOVA samler penge ind til prisen gennem salg af en t-shirt, som radioværterne fra NOVA har designet i samarbejde med VRS.
  • T-shirten koster 99 kr. og kan købes i Bilka og føtex fra midten af juni.
  • Til efteråret kan alle indstille et projekt til prisen. Herefter vælges vinderen, og prisen uddeles.
  • Plads til forskelle-prisen blev uddelt for første gang i 2016.
  • Tidligere års modtagere af prisen er Vaskeriet, Lykkeliga, OmBold og Fundamentet.