Tre påskeæg fra Socialministeren – det lysner på BPA-området

Eva Christensen

07. apr 2021

Socialminister Astrid Krag har svaret på tre spørgsmål om hjælperordningen (BPA), som Jakob Sølvhøj fra Enhedslisten har stillet. Svarene afslører en noget skarpere tone, end vi hidtil har set fra Socialministeren. Det lysner på BPA-området.

I Muskelsvindfondens Handicappolitiske afdeling fylder sager om Borgerstyret Personlig Assistance (BPA) meget. Sagerne udgør godt 40% af vores samlede sagsmængde. Beskæftiger man sig med handicappolitik, skal man vel nærmest have opholdt sig under en sten for ikke at have fanget, at BPA-ordningen er under et heftigt pres.

Kommunerne er kreative i forhold til at pille opgaver ud af BPA-ordningen og dermed forsøge at udhule både mængden af hjælp og indholdet i opgaver, der ellers naturligt hører til i ordningen, fordi disse opgaver er en naturlig del af borgerens liv.

Samtidig formår Ankestyrelsen tilsyneladende ikke altid at sætte foden ned. Det resulterer i det, vi med en vis panderynken kalder ”salami-metoden”, – at man langsomt, men sikkert nedsætter niveauet for, hvad der kan udmåles hjælp til med det resultat, at selve pointen med ordningen, nemlig frihed, selvbestemmelse og råderet over eget liv, til sidst forsvinder.

Vi vejrer morgenluft

Det har dog heller ikke undgået en del Folketingspolitikeres opmærksomhed, at ordningen bliver udfordret. Og lige så stille vejrer vi morgenluft. Jakob Sølvhøj fra Enhedslisten har stillet tre spørgsmål til Socialminister Astrid Krag, og svarene fra ministeren afslører en noget skarpere tone, end vi hidtil har set fra Socialministeren.

Rådighedstimer må kun måles undtagelsesvist

Det første spørgsmål drejer sig om den stærkt overdrevne udmåling af rådighedstimer. Rådighedstimer er timer, hvor hjælperen er til stede, men kun helt undtagelsesvist udfører hjælp for borgeren. Vi har i Muskelsvindfonden oplevet sager, hvor halvdelen af borgerens vågne timer er udmålt som rådighedstimer. Det stiller selvsagt borgeren i en urimelig situation, fordi det dermed antages, at borgeren med muskelsvind sidder stille og glor ud i luften og ikke aktiverer hjælperen i det pågældende tidsrum. Og da rådighedslønnen samtidig er betragteligt lavere, giver det indlysende rekrutteringsproblemer.

Ankestyrelsen har desværre hidtil accepteret, at selv i tilfælde, hvor borgeren er i biografen, kan der udmåles rådighedsløn til hjælperen, som jo alt andet lige er aktiv i form af at hjælpe borgeren på plads, hjælpe med overtøj, bære drikkevarer og popcorn, samt eventuelt hjælpe den pågældende ved toiletbesøg, – en opgave, der må siges at opstå som en forudsigelig konsekvens af indtagelse af sodavand.

Ministeren anerkender i sit svar, at der er et problem og siger blandt andet følgende:

”Det fremgår allerede i dag klart af lovgivningen, at kommunerne kun i helt særlige tilfælde, hvor hjælperen er til stede, men kun undtagelsesvis udfører aktiviteter for borgeren, kan udmåle rådighedstimer. Det er således hverken acceptabelt eller inden for lovgivningens rammer, hvis kommunerne anvender rådighedstimer i større omfang end dette.”

Med baggrund i ministerens svar må vi i Muskelsvindfonden helt indlysende betragte sager, hvor der er udmålt rådighedstimer i et større omfang end ”helt særlige tilfælde” som uacceptable, og det forventer vi naturligvis, at både kommuner og Ankestyrelse retter ind efter.

BPA under indlæggelse

Spørgsmål to fra Jakob Sølvhøj handler om retten til at tage sin hjælper med på sygehuset. Her har kommunerne efterhånden fået tillagt sig en praksis, der medfører, at man pr. definition ikke kan tage sin BPA med. En del kommuner skriver det endda offentligt, som f.eks. Vejle Kommune.

Her fremgår det bl.a. af kommunens hjemmeside: ”Det forventes, at du i det omfang, det er muligt, planlægger hjælpernes arbejdstid, så de ikke er på arbejde på dage/tidspunkter, hvor du har ophold på sygehuset.”

En tilsvarende formulering fremgår af Guldborgsund Kommunes kvalitetsstandard. Her fremgår det helt enkelt vedrørende blandt andet hjælp under indlæggelse på sygehus: ”Indgår ikke som en opgave omfattet af BPA ordningen.”

Men det er i strid med loven. For med sådanne standardformuleringer foretages den vidt besungne ”konkrete individuelle vurdering” ikke, og den er, – også i BPA-sager, – et lovkrav.

Det er Socialministeren heldigvis også opmærksom på og skriver blandt andet i sit svar: ”Kommunen må ikke nedsætte eller frakende hjælp efter servicelovens §§ 95 eller 96 uden at træffe en begrundet afgørelse herom.”

Samtidig fastslår ministeren i sit svar, at der kan være behov, som nødvendiggør, at hjælperteamet også under indlæggelse kan yde støtte til borgeren. Og hun understreger, at afgørelser, der indeholder nedsættelse eller frakendelse af hjælpen, er omfattet af varslingsordningen.

Der er al mulig god grund til at rose Socialministeren for dette svar, for der er jo netop ofte opgaver i en BPA-ordning, som hverken kan eller skal pålægges et i forvejen stærkt presset sygehuspersonale. Og alene af den grund er en individuel vurdering påkrævet.

Samtidig må vi konstatere, at ministeren her erklærer sig uenig i Ankestyrelsens hidtidige praksis, som i vidt omfang har overset den konkrete, individuelle vurdering og blot konkluderet helt principielt og overordnet, at borgere ikke har ret til at medtage BPA på sygehuset.

Sundhedsrelaterede opgaver

Det tredje påskeæg indeholder et spørgsmål til det nyeste af kommunernes kreative krumspring i forsøget på at pille opgaver ud af BPA, nemlig de opgaver i dagligdagen, som kunne tænkes at have bare det mindste skær af sundhedsydelse. Eksempelvis hjælp til at tage en Panodil eller et brev Movicol, at håndtere en urinpose, at tage insulin og andre lignende aktiviteter, som enhver borger uden handicap selv ville kunne udføre.

Her beder Jakob Sølvhøj ministeren bekræfte, at disse opgaver kan omfattes af ordningen netop ud fra den betragtning, at der jo er tale om opgaver, som andre uden handicap selv ville tage sig af, og hvor det helt indlysende vil ødelægge al fleksibilitet og selvbestemmelse, hvis en hjemmesygeplejerske skal hidkaldes hver gang en urinpose skal tømmes.

Samtidig lider mange kommuner tilsyneladende af den vrangforestilling, at mennesker med BPA sidder derhjemme størstedelen af tiden, mens virkeligheden er, at langt de fleste lever et aktivt, omkringfarende liv, og at det derfor vil være helt hovedløst og praktisk umuligt at gennemføre hidkaldelsen af lokale hjemmesygeplejersker, alt efter hvilken kommune man lige den dag opholder sig i, når Panodilen skal indtages. For ikke at nævne tordnende dyrt i administration, når bopælskommunen skal betale for diverse hjemmesygepleje-ydelser i andre kommuner.

Også her er Astrid Krag heldigvis klar i spyttet. Hun henviser til, at det ikke altid er forudsigeligt, hvornår hjælpen skal leveres og til hvilke opgaver, og derfor må der ikke udmåles så snævert, at der kun kan udmåles hjælp på bestemte tidspunkter og til bestemte aktiviteter. Hun konkluderer derfor at: ”Hjælpebehovet kan altså også omfatte hjælp til almindelige dagligdags ting, som borgere uden handicap normalt må kunne forventes at kunne udføre…”

Der er her igen grund til at rose Socialministeren for netop at understrege, at tømning af urinposer og indtagelse af Panodiler er praktiske opgaver som andre uden handicap helt indlysende selv ville udføre og dermed ikke sundhedsydelser.

Vi holder fast

Socialministeren nævner i svarene, at der er igangsat et gennemsyn af reglerne om hjælperordninger i Serviceloven. Vi følger naturligvis det arbejde tæt og vil samtidig henvise til ministerens svar i kommende klagesager.

En stor tak skal lyde til Jakob Sølvhøj for at stille spørgsmålene.

Du kan læse den fulde ordlyd af spørgsmål og svar her:

Spørgsmål nr. 332 – om rådighedstimer

Spørgsmål nr. 333 – om BPA under indlæggelse

Spørgsmål nr. 334 – om sundhedsrelaterede opgaver