Vinterferie med sjov, spil, sport og socialt samvær

Af Jane W. Schelde, foto: Andreas Bang Kirkegaard

18. feb 2022

22 muskelsvind-familier har i denne uge holdt aktiv vinterferie med sport, bagedyst, Moesgaard Museumstur, badning i svømmehal og ikke mindst hygge og socialt samvær.

Tilslutningen til Muskelsvindfondens tilbud om at holde en aktiv vinterferie for hele familien har været stor i år. 22 familier med et barn med muskelsvind tilmeldte sig enten vinterferie-ugen på Musholm – Ferie – Sport – Konference center i Korsør eller en tilsvarende uge på Egmont Højskolen i Hou. Og begge vinterferieuger bød på et varieret program.

På Egmont Højskolen, hvor det er første gang, at Muskelsvindfonden har arrangeret en aktiv vinterferieuge, kom hallen og svømmehallen især i fokus, men der var også tid til både friluftsliv i skoven, vinterbadning og sauna og ”murder mystery”-oplevelser.

Fotograf Andreas Bang Kirkegaard var med på Egmont Højskolen, da programmet bød på el-hockey og kørestolsfodbold præsenteret af Parasport Danmarks Aarhus-afdeling.