Hjemme hos Erik

Hjemme
hos Erik

Hoveddøren står pivåben, selv om det kun er få grader udenfor, så der er køligt i bryggerset, da jeg træder indenfor. På bryggersbordet ligger forklaringen på den åbne dør: 5 store rullepølser pakket i plastik ligger stablet på bordet klar til at blive hentet. Der var ikke mere plads i køleskabet.

Jane W. Schelde. Foto: Søren Holm / Chili
11. februar 2019

På bryggersbordet er der også en stor kødhakkemaskine. På gulvet står en kæmpe gryde på et gasblus ved siden af en stor firkantet metalkasse, som rullepølserne har ligget i pres i. Langs væggen i bryggerset er crosseren parkeret.

Erik åbner døren inde fra stuen og byder mig velkommen i sit rækkehus i Haslund, hvor han næsten lige er flyttet ind. Hele kvarteret er nyt, og han kunne faktisk vælge, hvilket hus han ville leje. Det blev så det i nr. 8.

Han lærte at slå fra sig

Erik Christensen, 64 år, er egentlig fra Horsens. En belastet by, kalder han den, hvor man skulle være god til at slå fra sig for at klare sig. Det lærte han.

“Tatoveringen på venstre arm er symbolsk med en mørk og en lys side – ligesom vi alle har en mørk og en lys side – og med en vægtvogter på oversiden. Det er nok 5-6 år siden, at den blev til et helt ærme”

Ved første blik ligner Erik også en med autoritet, der vækker umiddelbar respekt. En stor mand, bred over skulderen, iført kortærmet t-shirt, der afslører en fuldt tatoveret venstre arm fra skulder til hånd. På højre arm er der to mindre tatoveringer. Om han også skal have ærme-tatovering dér?

Nej, siger han. Eller det har han i hvert fald ingen planer om.

Vi sætter os ved spisebordet i stuen, og der er – selvfølgelig – kaffe på kanden.

”Jeg drikker nok to kander kaffe på en dag,” siger Erik og stikker i et skævt smil. Og kaffen skal vel at mærke være sort.

Min første tatovering fik jeg af min slagermester. Da jeg havde bestået svendeprøven, spurgte han, om jeg ville have en sølvgris eller en tatovering. Og der valgte jeg tatoveringen af et tyrehoved og kødøkser og datoen for, hvornår jeg blev udlært: den 1. december 1975

”Det er faktisk et hårdt arbejde at lave medisterpølse, så jeg bliver nødt til at holde pauser og tage mig en kop kaffe ind imellem. Det er hårdt for fingermusklerne at ælte kødet og fordele det jævnt i tarmen. Men det smager jo godt, og jeg bliver ved, så længe jeg kan.”

“Min hobby er at lave god, sund mad, og jeg vil lave det fra bunden. Så ved man, hvad der er i. Jeg laver det til mig selv og til nogle af mine venner, som får det som tak for, at de hjælper mig med andre ting.”

“Jeg har to køleskabe, en røgeovn og en kæmpe gryde til at koge tingene i. Til foråret får jeg en kirsebærgris på 90 kg, som jeg deler med to andre. Grisen er blevet fodret med kirsebær, der skulle give en særlig smag til kødet. En gourmégris. Den glæder jeg mig til at smage.”

”Mit uundværlige værktøj, når jeg får en halv ko eller hel gris og skal lave medisterpølse, rullepølse, leverpostej, sylte, bacon, hamburgryg, oksebryst….”

Kød skal smage af kød

Selv om Erik for længst har forladt butiksslagter-jobbet, som han er udlært i, er det stadig hans store hobby. Hjemmelavet leverpostej, rullepølse, medisterpølse, sylte, bacon, hamburgryg….

”Det skal være ordentlig kvalitet. Jeg gider ikke købe det færdigt, så ved man jo ikke, hvad der er i,” siger han, men fortæller, at da han arbejdede hos en slagter, så han selv, hvordan der blev puttet et fosfat-produkt i hamburgryggen. Det blev den næsten dobbelt så stor af. Erik demonstrerer, hvor store skiverne blev ved at danne en cirkel med fingrene, hvor fingerspidserne ikke når helt ind mod hinanden. Hvis det var rent kød, ville skiverne blive meget mindre – og hamburgryggen ville smage, som den skal smage, siger han.

Så nu køber han kød – en kvart ko eller en hel gris – på landet og får den hjem som grovparteret.

Hviler i sig selv

Erik er en aktiv mand, der har prøvet lidt af hvert. Først butiksslagterjobbet, så buschauffør med bl.a. handicapkørsel. Så omskoling til socialpædagog, fordi han fik en rygskade, da han engang faldt med en kvart ko på ryggen. Siden leder af en institution, indtil han som 59-årig kom på førtidspension. Få år forinden havde han fået konstateret muskelsvindsygdommen Limb Girdle muskeldystrofi type 2b. Det blev opdaget, fordi han fik sværere og sværere ved at gå på trapper, faldt tit, havde ondt og blev hurtigt meget træt.

”

Jeg hviler nok meget i mig selv. Jeg kan slappe af herhjemme, men kan også lide at have gang i mange ting. Jeg er aktiv i Muskelsvindfonden – både i voksengruppen, midtgruppen og i den nye mandegruppe maskuline muskelsvindlere. Og så har jeg en stor omgangskreds både med og uden muskelsvind

Erik Christensen

”Men jeg havde det faktisk fint nok med at stoppe med at arbejde. Og nu nyder jeg tilværelsen,” siger Erik og ser også ud til at have affundet sig med sin situation, selv om han har brug for hjælp til flere og flere ting. Kræfterne er ikke, hvad de har været. Især i venstre side. Så han må holde flere pauser, når han laver noget for ikke at overbelaste sin krop. Og han bruger også sin el-kørestol mere og mere.

”Jeg hviler nok i mig selv,” siger han og vil gerne fortsat kunne gøre de ting, han plejer og har lyst til. Om det så er at køre til Skagen, sætte sig på havnen sammen med nogle af de gutter, han har mødt dér og købe friske fisk med hjem. Eller det er at lave rullepølse og medisterpølse til sig selv og andre. Eller at være sammen med sin kæreste, eller sine børn fra tidligere ægteskaber. Og så må han tage de hjælpemidler i brug, som er nødvendige, for at han kan gøre det.

”Som regel deler jeg ugen op. Nogle dage er jeg herhjemme, og andre dage er jeg hos min kæreste Lone. I dag kom hun her. Vi skal ikke bo sammen, for jeg har også behov for at være alene. ”

”Jeg keder mig aldrig. Jeg har altid gang i mange ting og er god til at holde mit sociale netværk ved lige. Her er det min ven Lars Bogner, der lige kigger forbi med smørebrød til frokosten og en god snak.”

”Jeg er faktisk også uddannet massør og har haft klinik i Brædstrup i flere år. Det gjorde jeg ved siden af mit arbejde som socialpædagog. Nu har jeg lukket klinikken, men har indrettet det ene værelse, så jeg stadig kan give massage. Jeg giver kun massage i nakke og skulder og kun en gang imellem. Ellers bliver det for hårdt.”

”Jeg bruger ikke kogebøger. Jeg kan huske opskrifterne. Bogen om røgning fik jeg sammen med den røgeovn, der står på terrassen. Dér ryger jeg min egen bacon. Og bogen om kost?… jeg skal til at gå til diætist. Jeg vil gerne af med nogle kilo, fordi det er tungt at gå, når man vejer for meget. Og det er jo svært at dyrke motion, når man har muskelsvind. Jeg har gået i fitnesscenter, men er stoppet, fordi jeg har fået at vide, at jeg skal passe på ikke at ødelægge muskelceller. De bliver ikke gendannet, når jeg har muskelsvind. Nu har jeg meldt mig til Holbækkuren. Den viser gode resultater.”

”Jeg ser ikke meget fjernsyn, men jeg kan godt lidt at slappe af i stolen og lytte til CD’er. Jeg har endnu ikke fået ordnet mine CD’er, efter at jeg er flyttet, så de er bare blevet smidt ned i skuffen.”

Hjemme hos Erik Christensen

Erik Christensen er tidligere butiksslagter, har muskelsvind og er flyttet i nyt hus. På billederne i artiklen ses han sammen med kammeraten Lars Bogne og kæresten Lone Høgh Nielsen.