Aprilsnar: Grøn Koncert tænker nyt og indfører sociale bobler

Dreier og Skærbæk

01. apr 2021

Coronasikkerhed står højt på dagsordenen, når det handler om at afholde årets grønne koncerter. Myndighederne har anbefalet, at man bliver inden for sin egen boble, og derfor har Muskelsvindfonden nu – for en sikkerheds skyld – anskaffet ikke mindre end 10.000 bæredygtige plasticbobler til sommerens koncerter.

Innovation og kreativitet står højt på dagsordenen, når det handler om at gøre årets Grøn coronasikker. Grøn er Muskelsvindfondens største indsamlingsarrangement, og det er derfor vigtigt for Muskelsvindfonden at kunne gennemføre arrangementet til sommer. Foreningen har nu sikret sig tusindvis af plasticbobler, så danskerne kan feste med god afstand inden for deres egen sociale boble.

Grøns frivillige ‘Kræwer’ øver sig i boblerne. Foto: Joe Pepler/PinPep og Paddy Power

Boblerne løser et afstandsproblem

Muskelsvindfonden har i første omgang indkøbt to typer plastikbobler: De små individuelle bobler med plads til en eller to gæster, og nogle lidt større boble-caféer med plads til max. 10 af gangen. De store bobler kan bookes for en time af gangen, mens man har en lille boble hele dagen, og med den er det muligt at trille rundt og opleve pladsen.

– Vi er stolte af, at vi har løst afstandsproblemet på Grøn på en kreativ måde, som også kan skabe en masse sjov og anderledes oplevelser for vores gæster i et år, hvor alt er langt fra normen. Vi havde allerede planlagt at gøre brug af bobler i forbindelse med nogle vandaktiviteter på pladserne, men blev ret hurtige enige om at udvide idéen til hele arrangementet. Det er ikke set nogen steder før i den skala, og vi glæder os, forklarer indsamlingschef i Muskelsvindfonden, Theis Petersen.

Han håber, at den innovative løsning til Grøn også kan bruges under Muskelsvindfondens anden store indsamlingsaktivitet, Cirkus Summarum, men ønsker ikke at røbe mere.

Bubble tent
Boble-café med plads til 10 personer.

Grøn går forrest med boble-tilgængelighed

I efteråret 2020 og foråret 2021 har Muskelsvindfonden i tæt samarbejde med medlemmerne arbejdet for at ændre boble-designet, så løsningen også egner sig til kørestolsbrugere.

– Muskelsvindfondens vision er at skabe plads til forskelle, og det har derfor været vigtigt for os at finde løsninger, så alle kan deltage under årets Grøn – især efter et år med isolation. Jeg er stolt af, at vi nu kan skabe en tryg folkefest med plads til forskelle, fortæller formand Simon Toftgaard Jespersen,

Simon Toftgaard Jespersen, formand for Muskelsvindfonden.

Lidt opkast under første test

Formanden har gennem den seneste tid testet tilgængelighedsboblen ned af Himmelbjerget ved Skanderborg.

Den første testtur i boblen endte dog med lidt opkast inde i selve boblen, men sidenhen er boblerne blevet udviklet, og under de seneste testture har han “haft en fest”, som han selv siger.

Helt konkret er udviklingen af boblen blevet til en unik boble, som er klippet op i bunden, men som har afstivere i sig, og som derfor stadig kan holde formen. Både manuelle og elektriske kørestole kan være i boblen, og formanden er helt tryg ved, at ingen bliver dårlige af at benytte boblerne.

Plastikboblerne redder dyr i havene

Nu kan man nemt tro, at plastikboblerne bliver en torn i øjet på Muskelsvindfondens nye klimastrategi, men her kan man godt tro om igen. Plastikboblerne er lavet i et samarbejde med en international organisation, som samler plastik op fra havene. Plastik, som normalt ville ende i dyremaver.

– Undersøgelser viser, at den mængde affald, som smides i havet hvert år, svarer til, at en lastbil fuld af plastik bliver tømt ud i havet hvert eneste minut. Og det har slemme konsekvenser. Som eksempler kan jeg nævne, at havskildpadder forveksler plastikposer med vandmænd, der er fundet masser af mikroplastik i fisk, og i havfuglearter er det mere end 90 procent, der har plastik i maven. Plastikforurening ved at udgøre en større og større risiko for vore natur- og havmiljø, men også for menneskers sikkerhed. Derfor har det været vigtigt for Muskelsvindfonden, at vi genbruger plastik fra havet og på den måde bidrager til et rigere dyreliv, fortæller Nikolai Millman, som er klimaansvarlig i Muskelsvindfonden

De frivillige skal lære at puste

Boble-initiativet har krævet, at Muskelsvindfonden har tænkt nyt hele vejen rundt. De frivillige, som normalt bygger barer, scener og sætter hegn op, skal nu i højere grad puste.

Foreningens frivillige, Kræwet, er derfor gået i træningslejr for at øve manuel pusteteknik samt håndtering af pustemaskiner.

– Det er en uhyre vigtig opgave at skulle “puste liv i Grøn”, og derfor har Kræwet taget godt imod de nye pusteopgaver. I en tid med Corona har vi dog ikke haft mulighed for at øve den manuelle pusteteknik endnu, men kun pustemaskinerne, og de har vist sig at være særdeles effektive. Nu håber vi alle, at vi kommer på græs, fortæller Gitte Valentin fra Muskelsvindfondens frivillighedskontor.

Ingen mundbind men lynlås, sugerør og VIP-bobler

Boblerne kan måske ses som en udfordring i forhold til at kunne spise og drikke, men det er der naturligvis tænkt på. Netop den udfordring var nemlig vigtig for direktør Henrik Ib Jørgensen at knække. Han altid har set Grøn som en kombineret mad-, drikke- og musikoplevelse. Han fortæller:

– De individuelle bobler er udstyret med lynlås, hvor gæsten kan stikke hånden ind og ud, så man kan drikke og spise lidt i boblen. Det er dog også muligt at binde sine drikkevarer fast til boblen og stikke et langt sugerør fra øllen ind i boblen. Ønsker gæsterne mere fast grund under fødderne, kan man booke tid i en af vores større bobler, hvor det er muligt at samles med dem, man allerede er i sin sociale boble med. Derved kan man spise og drikke uden at skulle tænke på mundbind.

Henrik Ib arbejder lige nu på at få en række VIP-bobler op at stå. Det sker i et samarbejde med Restaurant Evald K, som ligger på Musholm i Korsør. Tanken er, at kokkene skal levere gourmetmad til VIP-boblerne, men direktøren ønsker ikke at komme nærmere ind på det mere eksklusive koncept.

Foto: FunBallz

Inspiration fra udlandet

Den amerikanske sanger Akon har tidligere brugt bobler i forbindelse med en koncert i Ghana, hvor han ville lave lidt sjov og ballade. Det blev dog misforstået som om, at han ville undgå at blive smittet med Ebola. Det har Akon senere afvist. Det kan du læse her.

Og til en koncert i 2009 med den amerikanske gruppe The Flaming Lips var fans og bandet indkapslet i plastic bobler. Det kan du læse om her.

– Vi er blevet inspireret af, at mennesker har brugt disse bobler på en sjov måde drypvis rundt i hele verden, men det er første gang, at nogen tør gøre det i den skala, vi gør – samtidig med at det er udendørs og på græs, slutter indsamlingschef Theis Petersen.