Filminstruktøren Martin Strange-Hansen er rejst til Hollywood for at få afgjort, om hans kortfilm ‘On My Mind’ vinder kampløbet om en Oscar søndag den 27. marts. Nomineringen har dermed placeret filmen i verdensklassen. Men priser var aldrig målet med filmen. Målet var at mindes hans afdøde datter og alt det lys, hendes liv gav ham
Det er en smuk søndag morgen. Aftenen før havde været fyldt med familiebesøg og pandekager, og Thea på knap to år sad med ved bordet. Glad og sprudlende. Så denne morgen får hun lov at sove længe.
Filminstruktør og far, Martin Strange-Hansen, træder ind i rummet og kan høre lyden fra maskinens karakteristiske pust. Thea får hjælp fra en maskine til at trække vejret, mens hun sover, da hun har en alvorlig muskelsvinddiagnose. En tanke presser sig på, men han skubber den væk. Han kigger ned i sengen til Thea. Alt ser umiddelbart fint ud.
En perfekt afsked for Martin
Martins nyeste kortfilm ’On My Mind’ handler om en mand, som ønsker at sige farvel til sin kone, som ligger i respirator. Han vil filme sig selv, mens han synger karaoke til ’Always On My Mind’ på en lukket bar en tidlig tirsdag formiddag. Han har forladt hospitalet for at slippe væk fra smerten af at skulle sige farvel, men ender med at omfavne den.
Manden i filmen forbereder sit farvel. Martins farvel skete på en lidt anden måde
– Jeg er på vej ud, og så kan jeg mærke… vent lige lidt. Og går tilbage igen. Og så pludselig lægger jeg mærke til, at jeg faktisk kan høre, at luften fra maskinen ikke kommer ned i lungerne. Lyden stopper ved mekanikken. Så jeg skynder mig over. Den er god nok. Der kommer ikke luft ned… Jeg vender hende, og hun er død. Så hun er lige så stille stoppet i løbet af natten, mindes Martin.
For Martin og hans kone var dette det perfekte farvel. Det var blandet med lys. Fordi det var Thea, der havde sagt farvel til dem og ikke omvendt.
– Efter flere sygdomsforløb og indlæggelser havde vi flere forestillinger om, hvordan Theas død ville ske, og ud af dem var denne afsked ikke bare nådig. Den var en gave.
Sorg siver ned i alle sprækker
En af de ting, som Martin Strange-Hansen har lært af sin datters død, er, at man mister sin uskyld. Man ved, at man kan miste, fortæller han. Man ved, at ting kan ske. Man skal derfor opbygge tillid til verden, fordi man ikke kan beskytte dem, man elsker.
Og det bærer han med sig sammen med hende.
Han lærte også, at man skal turde se sig selv i øjnene. Man skal ikke have uforløste konflikter, sprækker, i sit parforhold. Små ting kan under sorgens forstørrelsesglas blive altødelæggende.
– Sorg er jo sådan en ting, som siver ned i alle sprækker og knækker dem åbne med skyld og skam. Og hvis du har alt for mange sprækker med ting, du synes, at du skulle have gjort, og især ting, du synes, den anden skulle have gjort, kan I ikke blive sammen. Så bryder alt løs, forklarer han.
Martin og hans kone havde ikke de store ting, som de mente, at de burde have gjort anderledes. Og det var afgørende.
Theas anden fødselsdag
De fik Thea i 13 måneder længere, end de havde fået i udsigt. Hvert år fejrer de Theas ’anden fødselsdag’ med champagne. Det var den dag, da hun smilte stort, mens familien holdt vejret.
Det var et uventet smil fra Rigshospitalets seng, som bragte lys og banede vejen for håb. Lyset overskyggede herefter alt omkring hendes sygdom.
Martin og hans kone kunne nu give slip på forestillingen om det sygdomsfrie drømmebarn og så blot Thea, som hun var. Nu drejede de næste 13 måneder sig om livet, og at hun skulle have lov til blot at være en lille pige. Hun startede i børnehave fire uger før sin død.
– Det var ret fantastisk, at hun fik lov til det. Hun var jublende glad for at være sammen med andre børn. Og en uge før hun dør, siger min kone, at hvis hun dør nu, så har det været det hele værd.
Filmen var ikke terapi
Der er gået 21 år siden den smukke søndag morgen. Filmens hovedperson ånder på et tidspunkt ned i et glas, så det dugger.
Det fortæller en historie, siger han.
Bartenderen spørger ind til, hvilken historie det fortæller?
Og han svarer: At her har et menneske åndet – sjælens aftryk.
Thea satte sit tydelige aftryk i Martin og med denne ihukommelse af hende har Martin Strange-Hansen sat sit aftryk. Ikke kun på Danmark, men på hele verden med filmens nominering.
– Vi har mistet et barn. Det er det værste i verden. Sådan er det. Men vi fik hende 13 måneder længere, end vi havde fået sat i perspektiv. Så i vores verden har hun jo haft et fuldt og helt liv, hvilket har betydet meget for den måde, vi har været sammen på, de valg, vi tager, og hvordan vi er i verden. Hendes verden har gjort, at der er noget, der betyder mindre i vores verden, siger han.
Man skal give slip – for at kunne favne
Martin Strange-Hansen har mange gange fået spørgsmålet, om det har været terapeutisk for ham at lave denne meget personlige film. Og hertil kan han klart svare nej. Den proces har han og hans kone været igennem sammen langt tidligere.
Men når han laver film, tager han altid udgangspunkt i en personlig oplevelse. Et tema, som han har mærket på egen krop.
– Det, som jeg gerne har villet med denne film, og grunden til, at den er nu, er at ihukomme, at mindes noget af det, jeg synes, var det smukke, vi fik igennem Theas liv og hendes verden. Derfor handler filmen også om at give slip. Fordi det skulle vi jo for at kunne favne.
Selvom Martin har været nomineret til en Oscar tidligere og også vundet, er denne gang helt anderledes for ham.
– Jeg er meget dybere forbundet med det på et følelsesmæssigt plan. Jeg er gladere, mere overvældet og mere ydmyg. Også fordi historien kommer fra et meget personligt sted. Og det at denne film ender i filmens superliga, kan jeg kun føle en masse ydmyghed og stolthed overfor. Det føles godt.
Kort om Martin
- Martin Stange-Hansen er filminstruktør
- Gift og har et barn
- Vandt en Oscar i 2003 for bedste kortfilm; “Der er en yndig mand”
- Thea blev født i 1999 med SMA 1
- Thea døde i 2002, da hun var 22 måneder gammel
- Oscaruddelingen finder sted søndag den 27. marts 2022 i Los Angeles og sendes kl. 23.20 på TV2
