Min hjælper blev også en nær ven

Af Jane W. Schelde, Foto: Søren Holm / Chili

17. feb 2022

For Mathias Jacobsen, 20 år, har det med venskaber været en lidt blandet oplevelse. I folkeskolen hjemme i Skagen, hvor han er vokset op, var venskab med klassekammeraterne lidt svært at holde fast i. De andre ville gerne spille fodbold, og det kunne Mathias ikke pga. sin muskelsvind og kørestol.

”Det var lidt træls, men det var sådan, det var. Og fodbold interesserede mig egentlig ikke,” siger han.

Men han havde en god hjælper i fritiden, som også blev hans rigtig gode ven. Han var ældre end Mathias, men de havde det godt sammen, kunne snakke om alt, gik ture eller var hjemme.

”Han kender mig rigtig godt, så vi er stadig venner. Når man er hjælper, kommer man tæt på hinanden, og så kan man godt blive venner,” siger Mathias, som aldrig har oplevet, at der var noget skidt ved, at hans hjælper også var hans nære ven.

”Jeg synes selv, at jeg er en god ven. Jeg er god til at lytte til, hvad andre siger, og hvis noget er træls i deres liv, er jeg god til at lytte og snakke med dem om det.”

Mathias Jacobsen

Måske er hjælperen ikke lige så tæt på mere, fordi han nu bor i København, og Mathias er på Egmont Højskolen i Hou, men de skriver stadig sammen på Facebook. Og ifølge Mathias er den tidligere hjælper stadig en, som han kan være ærligt overfor og fortælle, hvis han ikke har det så godt.

Svært at holde fast i skolekammerater

I de sidste år i Skagen gik Mathias i specialklasse, hvor nogle af hans klassekammerater havde en autisme-diagnose. De havde det fint sammen, mens de gik i skole, men hverken han eller de andre har holdt kontakten siden.

”Det er lidt svært. Det glider ud. Når man er autist, er man ikke så god til at holde kontakten, og det er jeg heller ikke så god til. Og så kom jeg på efterskole.”
Mathias gik på efterskolen i 8., 9. og 10. klasse, og han husker tiden som rigtig god. Der var et par andre elever med et handicap, men det var ikke dem, han var mest sammen med. Hans nye venner var nogle af de andre elever. De spillede på computer, snakkede eller så film sammen.

”Det betød noget for mig, at vi kunne lave noget hyggeligt sammen og snakke om alt muligt,” forklarer Mathias.

Godt nok bare at snakke

En af pigerne fra efterskolen har Mathias stadig lidt kontakt med. De snakker sammen på Facebook, og det er fint nok bare at snakke, mener han. Veninden har besøgt ham på højskolen et par gange, men om venskabet sig udvikle sig til fysiske møder fremover, ved han ikke.

Veninden opfordrede ham til at komme til gamle elevers arrangement på efterskolen.

”Hun skrev til mig, at hun gerne ville have, at jeg kom. Jeg glemmer selv sådan noget,” siger Mathias, som deltog i arrangementet og var glad for at være sammen med vennerne fra efterskolen.

Han kan godt savne det gamle fællesskab, men han synes, det er svært at holde fast i, når de er forskellige steder.

”Jeg føler bare, at nu er jeg her på Egmont Højskolen, og hun har sikkert sit,” siger han. Hvor veninden bor lige nu, ved han faktisk ikke.

Glemmer sit handicap

Mathias er lige startet på sit andet semester på Egmont Højskolen, men hvor længe han vil være der efter dette semester, har han ikke taget stilling til. Men han nyder opholdet og samværet med de andre og har fået flere venner. Både med og uden handicap, og han kan godt lide fællesskabet.

At blive venner handler om at man har det godt, kan grine sammen og snakke om alt muligt. Både hvad man har oplevet, og hvordan man har det.

Mathias Jacobsen

”Forskellen mellem venner med og uden handicap er, at når jeg er sammen med venner uden handicap, glemmer jeg lidt, at jeg er handicappet. Og når jeg er sammen med nogen med et handicap, kan jeg få gode råd til, hvad man kan gøre for at have det godt,” siger Mathias.

På Egmont Højskolen er han nok alligevel mest sammen med andre elever med et handicap. De er i samme situation, og det gør det nemmere at blive forstået.

Om han vil holde fast i venskaberne fra højskolen, når han engang stopper, håber han. Men han ved godt, at det kræver en indsats. Det kommer ikke af sig selv, men måske vil han skrive med dem eller ringe til dem.

 

Det bedste vil være at mødes fysisk. Så kan man også se hinanden i øjnene og bedre fornemme, hvordan man har det, siger han, men han ved også godt, at netop det at skulle finde et sted, hvor de kan mødes fysisk, kan gøre det lidt svært. Men lige nu er det hans plan at prioritere det.

Vi er Muskelsvindfonden. Vi får ting til at ske. Ved at lytte. Ved at handle. Ved at udfordre. Ved at tage chancer. Ved at inspirere. Ved at råbe op. Ved at blive ved. Og frem for alt: Ved at stå sammen og skabe plads til forskelle og til det gode liv med muskelsvind. Besøg vores sider:

Tilmeld vores nyhedsbrev

Få vores nyhedsbrev cirka to gange om måneden.

Dine data bliver kun delt i Muskelsvindfondens organisation. I øvrigt henvises til Muskelsvindfondens generelle privatlivspolitik, som du finder her.

Kontakt os

Kongsvang Allé 23, 8000
Aarhus C
Tlf 89 48 22 22
info@muskelsvindfonden.dk