Intet er som det plejer at være her på siden

Camilla Bergholm og Gitte Dreier Jacobsen

07. feb 2021

Mens Danmark åbner samfundet op på klem, åbner vi for et nyt digitalt univers.

Velkommen på Muskelsvindfondens nye hjemmeside.

Vi er en forening, et fællesskab og en bevægelse. Vi er skabt af og for mennesker med muskelsvind, og samtidig er vi også en masse fantastiske pårørende, passionerede medarbejdere, engagerede samarbejdspartnere og mere end 1.000 frivillige.

Vi er med andre ord en levende organisation, og det skal vores virtuelle ansigt også afspejle.

Det gjorde den gamle hjemmeside ikke, for tiden var løbet fra den. Med et ønske om at vise hvem vi er, hvad vi kæmper for, og ikke mindst hvad vi tilbyder alle dem, som er eller gerne vil være en del af vores fællesskab, har vi bygget denne hjemmeside.

Muskelsvindfondens fællesskab

For det er ingen hemmelighed, at vi er stolte af alt det, som vi er og har skabt. Alene og sammen med stærke samarbejdspartnere. Her tænker vi på vores rehabiliteringscenter. På Grøn. På Musholm. På Cirkus Summarum. Og på selve medlemsforeningen. Vi er et stort fællesskab, som arbejder for den samme sag, og det håber vi, at den nye hjemmeside også afspejler.

Og vi tænker naturligvis også på frivilligheden. Uden den, ingen Muskelsvindfonden. Så tænker vi på Pærfekt, og ikke mindst på den synlighed som vi har i medierne, i debatterne og langt ind i den politiske arena. Alt det håber vi også, at du som besøgende får en smag af på den nye hjemmeside.

 

Et univers for dig, der er ny med muskelsvind

Hjemmesiden har en række nye sider, som er målrettet forskellige besøgende. Du kan se i videoen her, hvordan det gik da tre medlemmer fik siden at se for første gang. Vil du se den video, som Alexander ser, så kan du finde den her på: “Vi er Muskelsvindfonden”-siden.

Er du for eksempel ny med muskelsvind, eller har dit barn netop fået en muskelsvinddiagnose, kan du se vores univers for mennesker, som har fået en muskelsvinddiagnose for nyligt. I universet kan du også finde ”Den slappe linje”, hvor en række mennesker deler deres erfaringer med alle, som er nye med muskelsvind. Hver for sig er vi meget, men sammen er vi mere og stærkere.

Se universet for nye med muskelsvind her.
Se også vores tema om usynligt handicap, Pærfekt, styrke eller læs en af vores webfeatures.

Tilgængelighed og en intelligent søgemaskine

Et krav til den nye hjemmeside var også, at den skal være tilgængelig. Vi har derfor haft en digital tilgængelighedskonsulent med på sidelinjen, som har rådgivet os. De tilgængelige funktioner er eksempelvis oplæsning af tekststykker, forklaring af specifikke ord og mulighed for at forstørre teksten, hvis du er svagtseende.

Hjemmesiden er derudover mobilvenlig, da de fleste af vores besøgende bruger mobiltelefoner, og sidst, men ikke mindst, har vi investeret i en intelligent søgemaskine samt filteringsmuligheder, så du som besøgende hurtigere kan finde den information, du ønsker.

Bliver vi mon nogensinde færdige?

I over et år har vi forberedt, bygget, bygget om og finpudset vores nye hjemmeside. Og vi finpudser stadig, selvom vi har åbnet op for besøgende i dag. Flyttekasserne er blevet pakket ud, og vi har nået det hele. Næsten. Nogle kasser skal stadig flyttes på plads. Så bær over med rodet, eller hvad vi nu skal kalde det.

Har du feedback, så skriv til os – se kontaktoplysninger forneden.

Kontakt os i kommunikation

Vi er Muskelsvindfonden. Vi får ting til at ske. Ved at lytte. Ved at handle. Ved at udfordre. Ved at tage chancer. Ved at inspirere. Ved at råbe op. Ved at blive ved. Og frem for alt: Ved at stå sammen og skabe plads til forskelle og til det gode liv med muskelsvind. Besøg vores sider:

Tilmeld vores nyhedsbrev

Få vores nyhedsbrev cirka to gange om måneden.

Dine data bliver kun delt i Muskelsvindfondens organisation. I øvrigt henvises til Muskelsvindfondens generelle privatlivspolitik, som du finder her.

Kontakt os

Kongsvang Allé 23, 8000
Aarhus C
Tlf 89 48 22 22
info@muskelsvindfonden.dk