Rasmus glæder sig til at give sin nevø et kram

Jane W. Schelde

12. feb 2021

Rasmus Yder har mest set familie og venner på Facetime under coronaen, men han har været tryg ved at tage på arbejde med mundbind og afstand, når arbejdspladsen har været åben. Både han og kæresten Julie er dog glade for, at de har været to i hele corona-tiden.

I næsten ét år har Rasmus Yder, 29 år, kun været hjemme sammen med sin kæreste Julie eller været på arbejde i sit fleksjob, når arbejdspladsen ikke var lukket pga. coronaen. Familie, venner, sociale aktiviteter og indkøbsture er helt droppet eller bliver holdt på et minimum. Hverken Rasmus eller hans kæreste vil risikere at blive smittet med COVID-19.

Næsten hverdag med restriktioner

Selv om det har været hårdt og træls, er alle restriktioner nu næsten blevet en del af hverdagen. Samtidig forsøger Rasmus at have en konstruktiv tilgang til situationen. Ligesom hans holdning til hans muskelsvind, siger han.

”Jeg har valgt den tilgang, at jeg ikke gider sidde i et hjørne og tude over min muskelsvind – eller corona-restriktionerne. Julie og jeg har sagt, at nu tager vi et eller måske to år med restriktioner, og så lægger vi 30 år til i den anden ende, ” siger Rasmus, som dog ikke lægger skjul på, at han ser frem til, at pandemien er overstået.

”Jeg glæder mig helt vildt, til det er slut. Hvis jeg kun skal sige én ting, jeg glæder mig mest er, er det at give min fem-årige nevø et kæmpe kram.”

Tryg ved at gå på arbejde

Rasmus Yder arbejder tre dage om ugen i Idrætscenter Vendsyssel i Vrå, hvor han sidder i receptionen og tager imod børn og voksne motionister, trænere, gæster m.fl. Idrætscentret består af flere haller, motionslokaler, konferencecenter, restaurant m.v., så der er normalt gang i centret. I corona-tiden har centret dog været helt eller delvist lukket alt efter de nationale restriktioner. I de perioder, hvor centret har haft åben, har Rasmus også været på arbejde.

”Og det har jeg været helt tryg ved. Jeg har en god chef, der er meget forstående, og som har den holdning, at det skal kunne fungere for mig. Hvis jeg ikke havde følt mig tryg, havde jeg isoleret mig totalt,” siger Rasmus.

Respekt om retningslinjer

Han indrømmer, at han nogle gange har overvejet at blive hjemme eller har tænkt en ekstra gang over smitterisikoen, hvis nogle af dem, der kom i centret, har hostet. Men hans konklusion har indtil nu været, at arbejdet har så stor betydning for ham, at det har opvejet smitterisikoen.
Desuden synes han generelt, at der er taget mange forholdsregler på arbejdspladsen, og at folk er gode til at respektere retningslinjerne: sprit, mundbind og at holde afstand. Og siden marts har Rasmus altid haft mundbind på, når han bevæger sig uden for hjemmet. Også før det blev gjort til et krav.

Mange overvejelser om hjælpere

En af de største hovedpiner, Rasmus og hans kæreste har haft i coronatiden, har været deres hjælpere, som de begge er afhængige af i dagligdagen.

”Hvis vi havde kunnet, havde vi lukket døren for hjælperne den 11. marts og først åbnet den igen, når vaccinen var kommet, men det var ikke muligt,” siger Rasmus, som synes, at det alligevel er gået ok.

De har ikke kunnet stille krav til hjælperne om ikke at have nogen kontakt med andre, men de har talt om det, og hjælperne har taget tilpas hensyn.

Vi føler os ikke glemt

Samværet med familie og venner og hele det sociale netværk, som Rasmus og hans kæreste har, har i høj grad været påvirket af corona. I sommer, da coronasmitten var aftagende, mødtes de enkelte gange med nogle få fra familien eller få venner udenfor på terrassen, men ellers er samværet foregået digitalt via Facetime.

”Vi har holdt fælles kaffemøder over Facetime, og det er selvfølgelig ikke det samme som at mødes, men det har været ok. Mange har også sendt sms’er og spurgt til os. Det har gjort en forskel og har hjulpet os igennem. Vi føler os ikke glemt.”

Og hvis Rasmus skal se de positive sider af alle begrænsninger i forhold til coronaen, er det, at han har brugt tiden hjemme til at gøre mere ved huset og haven og hygge sig med sin kæreste.

”Vi er heldige at være to. Julie har samme udfordringer som mig, så det gør det nemmere at være i,” siger han.

Document
Indhold