Et godt sexliv – hvad skal der til?

Jane Schelde

07. feb 2020

Muskelkraft har opfordret tre personer med muskelsvind til at give et lille indblik i deres erfaringer omkring sex og et par gode råd, som andre måske kan bruge. De tre personer har ønsket at være anonyme. 

Hvad er det, der gør dit sexliv godt?

Pia, 44 år: Jeg er et sted i livet, hvor jeg ikke er så usikker på mig selv, som da jeg var helt ung. Jeg ved, hvad jeg godt kan lide og vil have, og man er jo sin egen lykke smed. Man må selv sørge for at få det, som man kan lide.

Hanne, 34 år: Jeg er nyforelsket og i den fase, hvor man opdager hinanden. Så lige nu er mit sexliv godt, fordi det foregår sammen med en person, jeg har fantastisk kemi og kommunikation med. På andre tidspunkter er det godt, også når jeg bare er “alene”, fordi jeg forstår sex meget bredt. Det kan godt være solosex. Det behøver ikke være penetration. Det kan være alt muligt. Det kan involvere legetøj. Det kan involvere erotisk litteratur og fantasi.  

   Jeg færdes i queermiljøet, hvor folk forstår sex meget forskelligt, og der derfor er meget frit spil til at gøre alle mulige ting og tænke kreativt – det hjælper nok. For så måler jeg ikke mig selv i forhold til én bestemt facitliste for, hvad der tæller som god sex. 

Søren, 54 år: At jeg tør være åben og hudløs over for kvinder. At de kan se mig, som jeg er helt dybt indeni uden pynt.  

Hvilke faktorer er vigtige for dig for at have et godt sexliv?

Pia: For mig er det tryghed, nærheden og det intime med et andet menneske, jeg kender godt, så jeg ikke skal tænke på, om det bliver akavet eller bliver en umulig opgave 

Hanne: At det er lystbaseret og ikke et forsøg på at leve op til en tjekliste. At jeg har legetøj, jeg selv kan betjene i et eller andet omfang, så jeg kan have solosex. At jeg ikke skammer mig over at være et seksuelt væsen, heller ikke over for mine hjælpere. At jeg kommunikerer ærligt og åbent med dem, jeg har sex med, så der er en grundlæggende tillid og tryghed. Uden den er der ingen overskud til kreativitet.  

Søren: At jeg er tryg i situationen og mærker, at jeg er accepteret med de begrænsninger, jeg har. 

Hvor meget påvirker din muskelsvind dit sexliv?

Pia: Jeg synes ikke, at min muskelsvind påvirker mit mindset og sexliv. Selvfølgelig er der en fysisk begrænsning for, hvilke stillinger jeg kan udføre, men så må man jo tænke kreativt, så der ikke går “leverpostej og fedtet hår i den…”. Så må jeg som partner gå en extra mil og sørge for, at det ikke bliver kedeligt. Det kommer jo også mig selv til gode. 

Jeg tror, man kan være meget opfindsom som par eller single for at få sex med muskelsvind til at fungere. Men jeg er også heldig, fordi jeg kan bevæge mig rimeligt meget, så det ikke kun er mig som partner, der skal tage imod. Jeg kan også give. Ikke at der er noget galt i det, for så er det jo det, man må arbejde ud fra. 

Hanne: Det kommer helt an på, hvem jeg har sex med. Er det med mig selv, så er der ting, jeg ikke kan – men der er også ting, jeg kan. Jeg har fundet vibratorer, jeg godt kan betjene og nå med. Er det med en anden, så kommer det an på, hvor gode vi er til at kommunikere og tænke kreativt.  

Lige nu er jeg i en relation, hvor jeg faktisk føler, at jeg har ”mindre” muskelsvind end ellers, når vi er sammen, selv om jeg ikke kan bevæge mig ret meget. Simpelthen fordi vi kommunikerer så godt, og fordi personen er rigtig god til at samarbejde med min krop. Komme tæt på, være åben over for alternative stillinger eller supplerende legetøj. 

 Søren: Jeg er sikker på, at min muskelsvind påvirker mit seksuelle selvbillede i en negativ retning med hensyn til at turde kontakte det modsatte køn.  

Gode råd og erfaringer til at skabe de bedste rammer for et godt sexliv

Pia: 

  • Vær ikke bange for at være den første til at tage initiativ. Og vær nysgerrig 
  • Sæt små mål, så du ikke føler nederlag 
  • SEX er IKKE som i pornofilm! Vær’ realist 
  • Accepter, at din hjælper har en rolle i dit sexliv 
  • Sæt aldrig mål på, hvordan din sexpartner skal være fysisk 
  • Tro på, at du kan blive en god elsker, om det er via din charme og opmærksomhed eller din fysik, er underordnet 
  • Brug de sociale medier til at finde en ”legekammerat” 
  • Vær dig selv 

 Hanne: 

  • Øv dig i at tale om de ting, du har lyst til.  
  • Du skal kunne købe og teste sexlegetøj for at finde dét, der duer for dig – uden at skamme dig over for en hjælper.  
  • Øv dig i at tale med din sexpartner om, hvad I har lyst til, og hvordan det måske kan lade sig gøre.  
  • Drop de røvsyge forestillinger om, at kun pik-i-kusse med mand øverst tæller som sex. Så har lesbiske aldrig sex? Der er tusinde måder at have sex på, og de tæller alle sammen.  

Søren: At tro på sig selv i den virkelighed, du har fået tildelt og gøre forhindringer til muligheder for dig. 

Navnene er opdigtede. Redaktionen kender deres rigtige identitet. 

Document
Indhold