TÆT PÅ TOUR

Medlemsafdelingen

01. jul 2024

Kom TÆT PÅ Muskelsvindfonden
– når vi kommer TÆT PÅ dig

I efteråret 2024 ruller medlemsafdelingen ud i landet. For vi vil gerne møde jer – medlemmerne, og I får chancen for at  komme TÆT PÅ jeres forening. I første omgang kommer vi i løbet af efteråret 24, forbi Odense, Aabenraa og Aalborg. Planen er at komme rundt i resten af landet i 2025.

Mødestederne ligger placeret, så I ikke kommer til at køre mere end 75 km, for at nå frem (undskyld Skagen – I får ca. 5 km ekstra).

Vi har lyttet til jer

Muskelsvindfondens seneste medlemsundersøgelse viste, at mange medlemmer gerne vil deltage i lokale aktiviteter, og efterlyser en-dags aktiviteter eller temamøder. Det kan være tidskrævende, og ind imellem svært, at rejse langt for at mødes med Muskelsvindfonden og andre medlemmer, i en hel weekend.

Medlemsundersøgelsen viste os også, at medlemmerne er glade for deres medlemskab, og gerne vil tættere på foreningen og tættere på hinanden.

Det skal vi da gøre noget ved! Vi vender derfor bøtten og kommer TÆT PÅ jer.

Hvad har vi med?

Medlemsafdelingen kommer ikke alene. Ud over medlemskonsulenterne, der kort vil fortælle om vores aktiviteter, så tager vi den politiske afdeling med. De vil fortælle om, hvad de har på palletten af rådgivning og hjælp til medlemmer, der evt. er i klemme i systemet, eller hvordan man (helst) undgår den klemme.

Derudover kommer familieterapeut Heidi With (tidligere Rehabiliteringscenter for Muskelsvind) med på landevejen. Hun har taget et oplæg med, som også går TÆT PÅ:

TÆT PÅ – Erkendelse 

Livet med muskelsvind og ALS er et liv med en konstant forandring i funktionsniveau, hvilket kræver tilpasning, ikke mindst i forhold til brug af hjælpemidler og det at modtage praktisk- og personlig hjælp. Den proces kan være udfordrende og sorgfuld, både for den enkelte og de pårørende. 

På denne temaaften vil vi dykke ned i, de udfordringer der kan være i at erkende og håndtere dette livsvilkår. Vi vil fokusere på de følelsesmæssige aspekter, og hvordan det naturligt påvirker relationerne til familie og venner.

  • Vi er endnu ikke nået til at vi kan læse andres tanker – Så hvordan sikrer vi os selv og andre i at blive mødt, set og hørt med de særlige behov, vi hver især har?
  • Hvordan kan min egen erkendelse af de personlige behov og vilkår jeg har, bidrage til at jeg bliver mødt med respekt og anerkendelse?

Gennem oplæg og samtale skaber vi et trygt rum for refleksion og udveksling af erfaringer.

Hvor og hvornår?

Vi kommer til følgende byer i efteråret 2024:

  • Odense, den 12. september, Toldbodgade 5
  • Aabenraa, den 10. oktober; Ensted Hallen
  • Aalborg, den 28. november, Lejbjerg Centret

Alle stederne er tilgængelige med ordentlige toiletforhold.

Programmet starter kl. 17.00 og slutter ca. kl. 20.00, undervejs serverer vi et let aftensmåltid.

N.B. I Ensted Hallen kan man komme en time tidligere og se (og prøve) hvordan el-hockey spilles. Der er også kørestolsbasket i hallen på det tidspunkt. Husk det ved tilmelding. 

Prisen for deltagelse er:

Medlemmer: 50 kr.
Ikke medlemmer: 250 kr. (pssst…et medlemskab koster 200 kr. / årligt)

Følg med i nyhedsbreve, i Muskelsvindfondens Facebook gruppe og her på hjemmesiden for løbende info om TÆT PÅ TOUREN

Tilmelding

Vi er Muskelsvindfonden. Vi får ting til at ske. Ved at lytte. Ved at handle. Ved at udfordre. Ved at tage chancer. Ved at inspirere. Ved at råbe op. Ved at blive ved. Og frem for alt: Ved at stå sammen og skabe plads til forskelle og til det gode liv med muskelsvind. Besøg vores sider:

Tilmeld vores nyhedsbrev

Få vores nyhedsbrev cirka to gange om måneden.

Dine data bliver kun delt i Muskelsvindfondens organisation. I øvrigt henvises til Muskelsvindfondens generelle privatlivspolitik, som du finder her.

Kontakt os

Kongsvang Allé 23, 8000
Aarhus C
Tlf 89 48 22 22
info@muskelsvindfonden.dk