Når man søger merudgiftsydelse, skal man beskrive, hvad man IKKE kan

Jørgen Lenger

25. feb 2011

Der er mange måder at manipulere på, og en af dem handler om merudgiftsydelsen efter servicelovens § 100

Betingelsen for at få bevilget merudgiftsydelsen er 1) at man skal have en varigt nedsat funktionsevne, hvis konsekvenser for den enkelte er af indgribende karakter i den daglige tilværelse, og som 2) medfører, at der ofte må sættes ind med ikke uvæsentlige hjælpeforanstaltninger for at opnå en tilnærmelsesvis normal tilværelse.

Det helt centrale udtryk er “indgribende karakter i den daglige tilværelse”.

Efter reglerne skal kommunen sørge for at skaffe sig den fornødne viden, så den kan vurdere, om den nedsatte funktionsevne faktisk har en sådan “indgribende karakter i den daglige tilværelse”.

Det vil sige, at man sådan set skal beskrive, hvad det er man IKKE kan i det daglige. Alligevel er der en tendens til, at kommunen stiller spørgsmålene, så man ender med at fortælle om alt det, man godt kan. Og haps, siger kommunen så: Du kan en hel masse, og din funktionsevne nedsættelse er ikke af “indgribende karakter i den daglige tilværelse”. Hvorefter man får afslag på ansøgningen om merudgiftsydelse med den begrundelse, at man ikke er omfattet af personkredsen.

Naturligvis er det altid vigtigt at fokusere på alt det, man kan, for dette er trods alt, hvad man skal bygge sin tilværelse på, og det er nu engang bedst at se på muligheder frem for begrænsninger.

Men lige nøjagtig når man søger merudgiftsydelse, er det den modsatte Verden: Så skal man sørge for, at det er beskrevet i alle detaljer, hvad man ikke kan, og man skal sørge for at få det hele med.

Og hvis kommunen ikke selv spørger på en måde, så man kan få det hele med, skal man sørge for at supplere svarene på kommunens spørgsmål med alt det, som man ikke har fået med. Og allerhelst skriftligt, så man i en eventuel ankesag bagefter kan bevise, hvilke oplysninger man har givet kommunen.

I øvrigt vil jeg i det hele taget anbefale, at så meget kommunikation som overhovedet muligt med kommunen foregår skriftligt. Det kan godt føles som om det er lettere at fortælle på et møde eller at ringe, navnlig hvis man på grund af muskelsvind ikke er så hurtig på tasterne, men den ekstra tid man bruger på skriftlig kommunikation kan hurtigt vise sig at være en god investering, fordi man på den måde kan bevise de oplysninger, man har givet. Og man mindsker risikoen ved, at kommunen ikke hører efter eller vælger at ignorere de oplysninger man giver.